
Overgangsalderen er en helt naturlig del af en kvindes livscyklus, men de hormonelle ændringer kan give udfordringer som hedeture, humørsvingninger og træthed. Tal med din læge om, hvilke medicinske muligheder I kan overveje, hvis du føler, at din livskvalitet forringes.
Du kan dog også selv sætte ind på din kost - her er tre råd, der måske kan hjælpe dig.
Fytoøstrogener findes naturligt i ganske mange fødevarer fra planteriget. Som navnet antyder, har de en virkning, der minder om det kvindelige kønshormon østrogen, så de kaldes også planteøstrogener.
Gode kilder er blandt andet sojabønner, tofu, hørfrø, kikærter, linser, sesamfrø, alfalfaspirer, mange bær og rødkløver.
Kliniske studier peger på, at eksempelvis sojabønner, tofu og hørfrø kan lindre hedeture og svedeture. Ud fra et forsigtighedsprincip anbefaler Kræftens Bekæmpelse dog, at man holder sig fra visse planteøstrogener – f.eks. dem, der findes i soja og rødkløver, hvis man har eller har haft brystkræft.
Omega-3-fedtsyrer i laks, makrel, sild, sardiner og andre fede fisk samt hørfrø, nødder og grønne bladgrøntsager er med til at mindske inflammation og irritation i kroppen. De kan også lindre humørsvingninger og reducere de smerter i muskler og led, som man kan mærke i overgangsalderen.
Ustabilt blodsukker kan forværre humørsvingninger og irritabilitet. Sørg for at få kostfibre fra bælgfrugter, kerner, frø, nødder og fuldkornsprodukter, som optimerer tarmfloraen og holder blodsukkeret konstant.
Masser af bevægelse hen over dagen er også vigtigt for at holde blodsukkeret på plads.