Cardigan med hulmønster

Fredag, 21. februar 2025
Opskrift: Permin
Foto: Permin
Strik en elegant cardigan med hulmønster – perfekt til alle årstider.
Strikkeopskrift på Cardigan med hulmønster

Strikkeopskrift på cardigan med hulmønster:

Størrelser: (S) M (L) XL

Passer brystmål: (85) 95 (105) 115 cm

Overvidde: (100) 112 (123) 135 cm

Hel længde: (50) 52 (54) 56 cm

Garn: Bella by Permin

Garnforbrug: (5) 5 (6) 6 nøgler fv 883269/støvet grøn

Andet: Fem knapper

Vejledende pinde: Rundpind (80 cm) 6 og 7 mm

Strikkefasthed: 14 m x 22 p i mønster efter diagram 1 på p 7 mm = 10 x 10 cm

Forkortelser: r = ret, vr = vrang, p = pind, m = maske, sm = sammen, dr = drejet, M = mærke

Sådan gør du:

Info: Modellen strikkes frem og tilbage nedefra og op til ærmegabet og deles derefter.

Herefter strikkes hver del for sig. Ærmerne strikkes, og til sidst sys delene sammen. Halskanten strikkes på efterfølgende.

OTI R:

Tag 1 m løs af, som om den skulle strikkes r, 1 r, træk den løse m over.

OTI VR:

Tag 2 m løs af én ad gangen, som om de skulle strikkes r, sæt m tilbage på venstre p, og strik dem dr vr sm.

Krop: Slå (136) 152 (168) 184 m op på p 6 mm. Strik frem og tilbage i rib over alle m, 2 r, 2 vr. 1. p er på arbejdets vrangside, og der begyndes og sluttes med (1 r) 1 vr (1 r) 1 vr.

Strik lige op, til arbejdet måler 10 cm, slut med en p på arbejdets vrangside.

Skift til p 7 mm, og strik mønster efter (D1a) D1b (D1a) D1b over alle m. Strik lige op, til arbejdet måler (32) 33 (34) 35 cm, slut med en p på arbejdets vrangside.

Inddel arbejdet således: (32) 36 (40) 44 m (højre forstykke), (72) 80 (88) 96 m (bagstykke), (32) 36 (40) 44 m (venstre forstykke). Samtidigt strikkes V-hals (se herefter). Strik hver del for sig.

Diagram over cardigan strikkeopskrift.
Foto: Permin

V-hals: På næste p fra retsiden tages ind til V-hals således:

Str. S og L: Højre forstykke: 1 vr, 2 vr sm. Venstre forstykke: Strik mønster, til der resterer 3 m, oti vr, 1 vr.

Str. M og XL: Højre forstykke: 1 r, 2 r sm. Venstre forstykke: Strik mønster, til der resterer 3 m, oti r, 1 r.

Gentag indtagningerne skiftevis på hver 2. p og hver 4. p, til der er taget ind i alt (12) 13 (14) 15 gange – vær opmærksom på, at der i diagrammet er lige mange omslag og sammenstrikninger, så maskeantallet forbliver korrekt.

Højre forstykke: Tag fortsat ind til V-hals som beskrevet, og strik lige op, til arbejdet måler (18) 19 (20) 21 cm fra ærmegabets start, slut med en p på arbejdets vrangside. Notér, hvor i mønsteret du er nået til.

Luk de (20) 23 (26) 29 m lidt løst af.

Venstre forstykke: Strikkes som højre forstykke, blot spejlvendt. Sørg for at slutte samme sted i mønsteret.

Ryg: Strik lige op, til arbejdet måler (15) 16 (17) 18 cm fra ærmegabets start.

På næste p lukkes de midterste (32) 34 (36) 38 m af, hvorefter de to dele strikkes færdig hver for sig.

☆Luk 1 m af mod halssiden på hver 2. p 2 gange. Strik et par p lige op, så du slutter samme sted i mønsteret som på forstykket. Luk de resterende (18) 21 (24) 27 m lidt løst af☆.

Strik den anden side magen til ved at gentage fra ☆ til ☆.

Ærmer: Slå (50) 54 (58) 62 m op på p 6 mm. Strik frem og tilbage i rib over alle m, 2 r, 2 vr. 1. p er på arbejdets vrangside, og der begyndes og sluttes med (2 r) 2 vr (2 r) 2 vr. Strik lige op, til arbejdet måler 10 cm, slut med en p på arbejdets retside.

Skift til p 7 mm, og strik en p vr, hvor der tages 2 m ud jævnt fordelt til (52) 56 (60) 64 m.

Strik mønster efter (D1c) D1a (D1c) D1a over alle m, til arbejdet måler (52) 51 (50) 49 cm, slut med en p på arbejdets vrangside.

Luk lidt løst af.

Strik det andet ærme magen til.

Montering: Alle sømme bør sys med maske- og madrassting fra retsiden. Sy skuldersømme og ærmesømme, og sy ærmerne i.

Forkant: Markér langs trøjens højre forkant for at placere fem knaphuller – det nederste placeres ca. 2-3 cm fra nederste kant, og det øverste placeres ud for første indtagning til V-hals.

Begynd nederst på højre forstykke, og strik m op med p 6 mm fra retsiden således: Strik (52) 54 (54) 57 m op langs højre forkant, M, (32) 33 (34) 36 m langs højre side af V-halsen, (38) 40 (42) 44 m over nakken, (32) 33 (34) 36 m langs venstre side af V-halsen, M, (52) 54 (54) 57 m langs venstre forkant = (206) 214 (218) 230 m på p.

Strik 3 p rib, 2 vr, 2 r. Begynd og slut med 2 vr på 1. p.

Tag ud på næste p ved V-halsen således: ☆Strik hen til 1 m før M, strik 1 dr r eller vr i lænken mellem m, 2 r, strik 1 dr r eller vr i lænken mellem m☆, gentag fra ☆ til ☆ omkring det andet M.

På næste p lukkes 2 m af til hvert knaphul ved markeringerne. På den efterfølgende p slås 2 nye m op over de aflukkede m. Strik endnu en p.

På næste p tages ud ved V-halsen ved at gentage fra ☆ til ☆.

Strik yderligere 2 p rib, og luk derefter af på næste p. Mærk på kanten undervejs, så den hverken bliver for stram eller løs.

Sy knapper i, og hæft ende.