Kan man selv dyrke østershatte og andre svampe?

Søndag, 16. februar 2025
Frank Kirkegaard Hansen
Foto: Frank Kirkegaard Hansen
Østershatte kan være en stor delikatesse. Derfor er det oplagt at fremdyrke dem i egen have. Men hvordan får man overhovedet succes med selv at dyrke svampe?
Svampe
Svampe kan gro mange steder i haven.

Hej Frank

Jeg vil gerne prøve at dyrke østershatte eller måske nogle andre svampe.

Jeg har hørt, at man kan bruge en gammel træstub til det, og dem har vi en del af i haven. Men jeg ved ikke rigtig, hvordan
man kommer i gang, så jeg håber du kan hjælpe mig?

Kan man f.eks. gøre det om vinteren?

Hilsen Jonathan

Hej Jonathan

Svampedyrkning er en sjov hobby, der ovenikøbet giver et lækkert tilskud til maden.

Østershatte er forholdsvis nemme at få succes med, men du kan også prøve shiitake eller andre svampe. Du kan dyrke svampe året rundt indendørs, men du kan ikke begynde produktionen udendørs om vinteren, når der er risiko for frost.

Træstubbe kan godt bruges, men de skal være friske, dvs. at træet helst skal være fældet inden for det seneste halve
år. Hvis du ikke har det, kan du måske skaffe nogle stammer af løvtræ, f.eks. bøg, avnbøg eller frugttræer, og du kan også bruge halmballer eller kaffegrums.

Flere forhandlere sælger det svampemycelium, som vækstmediet skal podes med. Her kan du også få en udførlig vejledning. Prøv f.eks. østershatte.dk, svampefarm.dk eller tagtomat.dk.

Med venlig hilsen Frank