Sådan får du dine potteplanter godt igennem vinteren

Mandag, 6. januar 2025
Anita Lauridsen Banner
Foto: Alex Tran
Mørke, tør luft og skadedyr er stueplanternes værste fjender om vinteren. Heldigvis kan man med få tricks holde planterne sunde. Vi har fået planteråd af Stinne Piotrowsky - aka “Crazyplantgirldk”.
Plantetips

45-årige Stinne Piotrowsky ved stort set alt om potteplanter. I sin fireværelserslejlighed i Odense bor hun med over 300 planter, som hun passer rigtig godt på, og det kommer hendes godt 174.000 følgere på Instagram til gode. Her kalder hun sig “Crazyplantgirldk” og viser de smukke vækster frem samt deler ud af sine grønne tips.

Hun er ikke uddannet gartner, men ganske selvlært, og så tror hun ikke på udtrykket "grønne fingre", for hun mener, at alle kan finde ud af at passe stueplanter. Man skal bare sætte sig ind i, hvordan de bedst trives og være udstyret med en god portion tålmodighed og kærlighed.

Gødning og grolys

Når det så er sagt, er hun godt klar over, at det kan være svært for mange at få planterne til at overleve den danske vinter, hvor det er mørkt udenfor og varmt inde i stuen.

Tips til planter
Foto: Alex Tran

− Jeg begynder allerede at forberede mine planter på vinteren, mens det stadig er forår. Jeg ompotter dem, der har brug for mere plads fra forår og sommeren igennem og giver dem ny jord, så de har noget at stå imod med, siger Stinne og tilføjer:

− Og så giver jeg dem godt med gødning, så de bliver sunde og raske, for det er noget af det vigtigste for at få dem til at overleve. Folk har det med at undervurdere gødning, men det er nødvendigt, for svage planter tager nemt mere imod skadedyr.

Stinne bruger flydende organisk gødning, der er nemt at hælde i vandkanden. Selv om man normalt kun gøder planterne forår, sommer og efterår, kan hun sagtens finde på at gøre det om vinteren.

− Jeg kigger på, om en plante er i vækst eller ej. Er den i vækst, gøder jeg den – også selv om det er vinter, for det har jeg god erfaring med.

Foruden gødning er Stinne stor tilhænger af tilskudslys til planterne i de mørkeste måneder.

− Der er jo næsten ingen sol i Danmark om vinteren, og planterne har brug for lys. Jeg tænder derfor mine grolys i stuen en-tre timer om dagen, for så får planterne et boost. Mere behøver de ikke.

Tips til planter
Foto: Alex Tran

Stinnes grolys ligner lysstofrør og er sat op på stuevæggen bag hendes store stigereol med planter. Hun er godt klar over, at det ikke er en løsning, der kan fungere i alle stuer, men mindre kan også gøre det. Hvis man f.eks. stiller sine planter sammen i små grupper i stedet for at sprede dem ud i hele stuen, kan en enkelt grolampe lyse på flere planter ad gangen.

− Hvis du grupperer dine planter, får de også gavn af hinanden. F.eks. tropiske planter, fordi de sammen skaber en højere luftfugtighed. Det har planterne især brug for om vinteren, hvor vi skruer op for varmen og skaber en tør luft, forklarer Stinne.

Hun fortæller, at det værste, man kan gøre, er at stille sine planter i vindueskarmen over en varm radiator og så bare vande løs. Det kan de færreste planter tåle.

− Planter skal have lys, men det er bedre at rykke dem lidt væk fra vindueskarmen og i stedet give dem grolys. Jeg har virkelig mistet mange planter om vinteren, før jeg lærte det..

Passer på skadedyr

At stille sine planter sammen i grupper har ifølge Stinne kun en eneste ulempe, nemlig at skadedyr nemt kan sprede sig.

− Jeg vil anbefale, at man jævnligt tjekker sine planter for trips, spindemider og andre skadedyr. De kan sidde på både for- og bagsiden af bladene og være meget små. Tjek med en lup og fjern dem med det samme, for ellers kan du risikere at miste alle dine planter på kort tid, siger hun og tilføjer:

− Du kan fjerne dem ved at spule planterne under bruseren, og så kan du spraye dem med en blanding af sprit og neutral sæbe blandet med vand.

Plantetips
Foto: Alex Tran

For at undgå skadedyr anbefaler Stinne, at man sætter sine planter i karantæne, når man lige har købt dem.

− Stil din nye plante i et separat rum et par uger og hold øje med den. Hvis den forbliver pæn og sund, kan den få lov til at rykke ind i stuen til de andre stueplanter. Jeg vasker dog alle mine nye planter for en sikkerheds skyld, for det er næsten umuligt at undgå skadedyr ude i gartnerierne, selv om de er grundige med biologisk bekæmpelse.

Vander nedefra

Næsten alle Stinnes planter står i plastikpotter, som er sat ned i skjulere. På den måde er det let for hende at vande planterne nedefra, for planterne kan nemt løftes op af skjuleren.

− Jeg bundvander alle mine planter. Rodsystemet får lov til at suge det vand, det har behov for i ro og mag, i modsætning til, hvis du vander ovenfra, hvor planten får et chok og kan finde på at smide bladene. Men hvis jeg kan se, at en plante er tørstig, kan jeg godt finde på at give den en sjat vand oppefra, forklarer Stinne og fortæller, at hun også gerne prikker huller i jorden med en plantepind, hvis jorden er for kompakt, for så der kommer luft ned til rødderne.

Nogle af planterne står i vaser med vand i stedet for potter med jord. Det var en trend, Stinne hoppede med på for nogle år siden for at slippe for at slæbe jord op ad trapperne til anden sal. Det var smart, men hun er alligevel næsten helt gået væk fra denne dyrkningsform.

Tips til planter
Foto: Alex Tran

− Planterne kan stå der for evigt, men de vokser ikke. Det blev jeg træt af, for jeg er jo en plantemor, og der skal ske noget. Det var simpelthen for kedeligt.

At være en omsorgsfuld plantemor betyder også, at Stinne sjældent rejser væk fra sine planter, og når hun gør, har hun altid nogen til at passe dem.

− Det er et stort ansvar, men jeg er altid forberedt på, at nogen dør, griner hun og fortæller, at hun gennem årene da også selv har slået en hel del planter ihjel.

− Det kan man bare ikke undgå, så man skal ikke gå rundt og være for hård ved sig selv. Jeg er i hvert fald ikke perfekt, overhovedet.