Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Bliver du også stresset bare ved tanken om stormagasiner og menneskemylder lige op til jul?
Så er det en god idé, at planlægge julegaveindkøbene i god tid. Hvad enten du mangler en gave til farmor eller din udkårne - eller måske en mandelgave til aftenens heldige - så giver læserne dig her deres allerbedste tips til at planlægge pakkerne.
1
Praktisk ønskeliste
M.E., Svinninge:
Bagest i min kalender har jeg en "ønskeliste". Her skriver jeg op, hvis der er noget, børnene mangler. Samtidig skriver jeg også, hvis nogle i familien eller vennekredsen nævner noget, de ønsker sig. Listen findes frem til jul og fødselsdage, og stor er glæden, når man opfylder et for længst glemt ønske.
2
En god julebog
K.P., Dyssegård:
Jeg har lavet en julebog, hvor jeg ud for hver dato skriver mine gøremål i december måned. Gaverne til spil, kalendergaver samt mandelgave køber jeg på sensommerudsalg. Jeg noterer også udgifterne til gaver, så jeg ved, hvor meget jeg skal spare op det følgende år.
3
Flotte gavepakker
J.A., Farum:
Ingen, der får gaver fra mig, er i tvivl om, hvor gaverne kommer fra. Jeg køber lange, blå papirduge. Jeg binder et hvidt bånd om, og så påklistrer jeg Familie Journals små billeder. Dyr, blomster, nisser, solen, og hvad der ellers passer til årstiden og personen - og så sparer jeg penge på dyrt gavepapir.
4
En gren til værtinden
I.S.A., Holbæk:
En god værtindegave i december er et juleris. Pynt en grangren med lidt julepynt samt små poser med lækkerier som chokolade, hjemmebag, små flasker osv.
5
Et blad som gave
K.T., Sæby:
Det kan være svært at finde på julegave til dem, der bor på plejehjem. Sidste år fik vi den ide at give et abonnement på yndlingsugebladet. Det blev farmor utrolig glad for.
6
Gaver til ældre
L.R.K., Vesterhede:
Inden længe er det jul, og så kommer det tilbagevendende problem med gaver til bedste- og oldeforældre. Lav dækkeservietter i lamineringslommer str. 30 x 40 cm. Brug billeder fra ferieoplevelser, børn, børnebørn eller runde dage. Så kan de ældre dagligt nyde billederne af deres kære.
7
Gaven til ham
C.T., Bredebro:
I stedet for at købe en stor flaske aftershave eller eau de toilette, hvor jeg ikke er sikker på, om han bryder sig om duften, køber jeg gerne en lille duftprøve og vedlægger et gavekort på en større model; duftprøven koster ikke ret meget, og skulle det være tilfældet, at han ikke bryder sig om duften, kan han blot vælge en anden.
8
Gaveideer året rundt
M.N., Hørve:
Et lille råd som jeg selv benytter mig af året rundt: I min lommebog/kalender har jeg en permanent liste/ønskeseddel, hvor jeg noterer, hver gang, jeg finder på noget, jeg eller mine børn ønsker os. Skulle en i familien nævne noget, de mangler, ryger det også på listen. Når fødselsdage eller jul nærmer sig, er det nemt at kigge i bogen og nævne adskillige ønsker - og opfylde andres ofte glemte ønsker.
9
Julens sødeste til og fra-kort
K.G., Odense:
I ugerne op til jul gemmer jeg altid ugeblade og reklamer. Heri er der nemlig en masse billeder af nisser og engle, hjerter og juletræer, som man kan lave de flotteste til og fra-kort af. Jeg køber nogle kuffertmærker og klistrer de flotte billeder på. Bagefter kan man duppe med lidt lim og strø glimmer på - så ligner kortene en million.
10
Personlig mandelgave
M.D., Jyderup:
Vi har i mange år, gjort følgende med hensyn til mandelgaven juleaften, nemlig at fruen i huset finder en krukke frem med låg, og i den skal vi så alle sammen lægge en seddel med navnet på hver af dem, der er til stede, og så ud for hvert navn skrive noget, vi vil gøre - eller give - den person, der vinder mandelgaven, så det bliver en form for en personlig mandelgave, og ikke "bare en marcipangris". Alle, der er med denne aften, er meget glade for denne form for mandelgave, og alle - børn som ældre - kan give noget personligt til den, der vinder. Jeg har f.eks. vundet, at mit barnebarn på otte år har givet mig en oplæsning af Anders And, hvor det er mig, der plejer at læse det op for ham, og fra min svigersøn nogle planter til haven.