Livshistorier
Min svigerfamilie reddede mit ægteskab
– I mine øjne er Anette verdens smukkeste kvinde – mindre kan ikke gøre det!
Michael Davidsen er slet ikke i tvivl om, at han skød papegøjen, da han vandt sin kærestes hjerte.
– Vi mødtes for 11 år siden til et arrangement i Dansk Blindesamfund, hvor vi skulle på vandretur, fortæller den 58-årige statistiker, der ligesom Anette Lindell er helt blind.
På det tidspunkt havde Michael egentlig aldrig brugt så megen tid på at lede efter kærligheden, men den aften fandt kærligheden ham.
– Anette og jeg har en fælles bekendt, Bente, der havde besluttet, at Anette og jeg lige var noget for hinanden, og hun havde fået arrangeret, at vi kom til at sidde ved siden af hinanden til middagen efter vandreturen.
Michael og Anette fattede omgående interesse for hinanden, og Anette husker tydeligt aftenens forløb.
– Han var en interessant fyr, sjov at snakke med og et behageligt menneske med nogle fornuftige holdninger, fortæller den 57-årige tidligere afspændingspædagog, der under middagen diskret smuglede et lille stunt ind.
– Jeg er ikke vild med, at mænd er alt for store og kraftige, så jeg lagde tilfældigt hånden på Michaels lår for lige at tjekke, om fysikken var nogenlunde i orden. Det betyder noget for mig, at en mand er rimelig fit og sporty, og det kunne jeg jo mærke, at Michael var.
En anden betingelse, Anette har, fik hun sikkerhed for på parrets andet møde.
– Det var på en tur til Flakfortet kort tid efter vores første møde, og jeg viste faktisk Michael rundt med min førerhund. Jeg er frygtelig visuel, selv om jeg er blind, så jeg spurgte diskret en seende på turen, om Michael havde pæne tænder. Det har han heldigvis!
Latteren, der følger Anettes udtalelse, afslører, at ovennævnte er fuldstændig korrekt.
– Men vi havde jo allerede lynhurtigt fod på, hvad for en person den anden var, og vi kunne snakke om alt muligt fuldstændig afslappet. Det var skønt.
Læs også om Bent, der er landmand, skønt han er blind
Efter Flakfortet, hvor parret udvekslede telefonnumre, gik der nogle uger, før Michael – igen let presset af parrets fælles veninde – tog sig sammen og ringede for at invitere Anette ud.
– Jeg havde tænkt mig, at vi skulle spise på en italiensk restaurant, men da det kom til stykket, fik vi slet ikke lov til at komme ind, fordi Anette havde sin førerhund med.
Michael tog en rask beslutning.
– Jeg inviterede i stedet Anette hjem til mig til hjemmelavet kylling. Det udviklede sig så superhyggeligt, at Anette blev til dagen efter.
Endnu en gang bryder latteren ud.
– Det gik stærkt, fortæller Anette. Vi aftalte, at jeg skulle komme igen dagen efter. Ikke noget med at spilde tiden…
Blindheden har haft en del omkostninger for både Michael og Anette, men den har også lært parret, at tiden skal bruges fornuftigt.
– Grunden til, at jeg er blind, er, at jeg har type 1-diabetes, fortæller Anette.
– Jeg fik allerede diagnosen som 11-årig, men blev først blind, da jeg var fyldt 30 år. Jeg ville rigtig gerne have været sygeplejerske, men det kunne man ikke blive dengang, når man var diabetiker. Så jeg blev afspændingspædagog og har masseret i ti år i Statsministeriet og Undervisningsministeriet, indtil mine hænder ikke kunne mere. I dag bruger jeg tiden på at undervise i gymnastik, jeg er kasserer i Dansk Blindesamfund, Nordsjælland, er formand for en tandemklub og sidder i landsorganisationen for førerhundebrugere, for jeg gider hverken spilde tiden eller kede mig.
Michael er stadig på arbejdsmarkedet og arbejder på Statens Institut for Folkesundhed.
– Jeg er rigtig glad for mit job og er så heldig at have én hjemmearbejdsdag om ugen. Fritiden hjemme bruger jeg på at lave god mad til os, og så nyder jeg hver morgen at gå i skoven med min førerhund, Tjalfe på 6 år.
Læs også om Martin, der trods blindhed sagtens kan gå tur med sine to små sønner
I modsætning til Anette, der har sin fjerde hund, Kala på 10 år, fik Michael først behov for førerhund for cirka otte år siden.
– Jeg har kunnet se lidt indtil da. Jeg er født med kikkertsyn og natteblindhed, og mit syn er langsomt blevet værre og værre, indtil jeg blev helt blind. Noget af det allersidste, jeg kunne skimte, var faktisk Anette, den aften vi mødtes første gang. Det var fantastisk at få førerhund. Jeg var så træt af at gå med den lange stok og komme til at slå folk over benene. Og er I klar over, hvor mange parkerede cykler der er i København, og hvor nemt det er at få sin stok til at sidde fast mellem egerne på dem? Nej, det var en stor frihedsfølelse og en stor hjælp, da jeg fik Tjalfe.
Foran Anette og Michaels hus i Hillerød, hvor de har boet i seks år, står faktisk også en cykel – en tandem.
– Det er min, fortæller Anette. – Det er så fedt at suse afsted på den, og især hvis den foransiddende pilot gider fortælle, hvad du kan se: anemoner, der er sprunget ud, fugle, der flyver over himlen og den slags.
Trods blindhed får begge rigtig meget ud af at gå ture i naturen.
– Vi er meget glade for naturen og er gode til at forholde os til årstiderne. Spætten om foråret, fugle, der kvidrer, en fandens masse myg, sne, mudder, grene, der knækker, træer, der bliver fældet. Der er virkelig mange sanseindtryk, selv om man ikke kan se.
Parrets største udfordring er andre folks syn på dem.
– Vi har jo stadig vores faglighed og kan i vid udstrækning nøjagtig det samme, som vi altid har kunnet. Men det kan være svært for folk at forstå, fortæller Michael.
– De ser alle problemerne og ikke de muligheder, der er. Vi hører sætninger som: Det kan du ikke mere, fordi du er blind. Og så tænker man, at man åbenbart er blevet et helt andet menneske. Man bliver tvunget til konstant at se på sig selv, og hvem man er på grund af omgivelsernes syn på én. Det kan være lidt anstrengende.
Heldigvis ser Anette og Michael nøjagtigt og meget præcist, hvordan de hver især er, og hvad de er i stand til.
– Vi er i sagens natur gode støtter for hinanden og stadig meget forelskede, fortæller Anette og slutter med sin karakteristiske, smittende latter.
– Og jeg er da glad for, at Michael ikke nævnte min aristokratiske næse og store flyveører!