Anne Dorthe er soldaternes reservemor

Et øjeblik overvejede værnepligtig Mikkel Vandkær Thomsen, om han var gået i en fælde. For da han åbnede døren første gang ind til soldaterhjemmet, var der kager, sodavand og masser af kærlighed og smil.

– Men den var altså god nok, griner han og tager en bid af den cookie, som Anne Dorthe har sat på bordet foran ham.

Han er 19 år, fra Sønderborg og i gang med at aftjene sin værnepligt på Haderslev Kaserne, hvor stram disciplin, skrigende sergenter og timelange felture fylder det meste.

Og så alligevel ikke alt. For enden af kasernen ligger nemlig soldaterhjemmet – også kaldet Kuffen – der giver et tiltrængt pusterum fra det hele. Hvor man kan smide sig i sofaen, få sig et måltid mad, spille spil, snakke og få lov at slappe af.

– Det er næsten som at komme hjem til mor, smiler Frederik Dommerby og spørger, om han godt må tage en Monner i køleskabet.

– Ja, da, smiler Anne Dorthe og tilføjer, at man lynhurtigt lærer jargonen at kende blandt de unge soldater. En Monner er slang for energidrikken Monster, forklarer hun så.

53-årige Anne Dorthe Bøjgaard Nielsen er soldaternes kuf-mor og har været det siden 2014 på KFUM’s soldaterhjem i Haderslev. Før det var hun kuf-mor i Sønderborg i fire år, indtil man lukkede byens kaserne og dermed også byens soldaterhjem. Men en måned senere genåbnede Kuffen i Haderslev efter syv år i dvale, og Anne Dorthe blev tilbudt job der.

– Jeg var heldig, siger hun og mener det. For er der noget, hun er glad for, er det hendes arbejde, som hun slet ikke opfatter det som.

– Det er mere en livsstil. Jeg bor lige inde ved siden af, så det fylder rigtig meget. Hvis jeg har gæster, eller der kommer f.eks. en forening udefra, plejer jeg at fortælle soldaterne det, for det er jo deres hjem, ligesom det er mit, siger Anne Dorthe og peger på den dør, der adskiller soldaterhjemmets køkken og hendes lejlighed. Med én ugentlig fridag er det begrænset, hvor meget hun opholder sig i privaten, og allerhelst er hun sammen med soldaterne i det store opholdsrum.

– Jeg får lige så meget igen, som jeg giver. Jeg nyder at være sammen med dem, og jeg gør meget ud af, at alle føler sig set, og at de kan komme til mig, hvis de gerne vil snakke. Jeg har haft mange samtaler med de unge gennem årene. Om noget, som de måske ikke engang taler med deres familie om. Jeg sætter pris på deres tillid. Der var en soldat, der havde mistet en ven i en trafikulykke, og vi talte om det at miste. Der var også en ung mand, der var presset over, at han aldrig havde lagt sengetøj på eller lagt sit eget tøj sammen derhjemme, og jeg sagde til ham, at hans mor havde gjort det af kærlighed, men nu skulle han lære at stå på egne ben. Der sker så meget i deres udvikling, mens de er her. De vokser. Jeg fik for nylig et håndskrevet brev af en tidligere soldat. Han havde søgt videre inden for Forsvaret, men han kom ikke ind. Det forstod jeg ikke, for han var så dygtig. Men jeg sagde til ham, at nogle gange skal man bare noget andet. Han er nu kommet ind på Hærens Officersskole, og så skrev han, at jeg havde haft ret. Han skulle noget andet. Det blev jeg simpelthen så rørt over og glad for.

Selv har hun ikke fået børn eller været gift. Den dør lukkede, da hun blev kuf-mor i Sønderborg, erkender hun.

– Det var jeg klar over, så det er ikke noget, der er kommet bag på mig. Jeg vidste, at det var prisen, for når jeg arbejder hver eneste aften, er det svært at møde nogen. Men jeg håber da stadig på, at han findes derude, smiler hun.

Soldaterhjemmet har åbent hver dag fra kl. 15 til 22 undtagen fredag og lørdag, hvor soldaterne typisk tager hjem, og Anne Dorthe ved aldrig helt, hvor mange der dukker op, men hun har en flok unge medarbejdere, der kommer og hjælper hende med at lave mad, servere og hygge om soldaterne.

– Mine medarbejdere er ung­arbejdere og går i skole. Det er yderst sjældent, at jeg må søge efter nogen. De skal have en kristen baggrund, for de skal kunne tale med soldaterne om tro, hvis de har brug for det. Vi holder også aftensang, hvor vi beder Fadervor eller Soldatens bøn, og inden vi medarbejdere spiser, synger vi et bordvers. Soldaterne ved godt, at det er et kristent sted, hvor vi heller ikke serverer alkohol, og det accepterer de fuldt ud. Vi kan sagtens have godt gang i den alligevel, siger Anne Dorthe og fortæller om det ugentlige Bingo Banko, hvor soldaterne skal sige Pot, når de får banko, og hvor der bliver kastet både med flødekarameller og sønderjyske gloser.

– De skal da lære lidt synnejysk, når nu de er hernede, griner hun og indrømmer, at hun ikke selv er fra området. Faktisk er hun født på Møn og opvokset forskellige steder i Jylland.

Glad velkomst

Ud over at servere mad på soldaterhjemmet kører Anne Dorthe ud i sin kuf-bil og sørger for, soldaterne bliver tanket op, når de er på skydebanen eller ude i felten. Det er ofte med kort varsel, at hun sendes ud, men hun elsker det, for soldaterne bliver så glade, når de får øje på hende.

– Jeg glemmer aldrig synet af en, der hoppede en halv meter, da han så mig. De havde levet af feltrationer i en uge, så det var dejligt med franske hotdogs og hjemmebagt kage, fortæller Anne Dorthe, der har varme Cocio med om vinteren og is på sommerdage.

Hun er oprindeligt uddannet pædagog, og før hun blev kuf-mor, arbejdede hun med børn og unge i en specialskole i Kolding. Her brugte hun ferie og orlov på at være udstationeret i Bosnien, Irak, Kosovo og Afghanistan, da hun kendte til muligheden, fordi hun har været kuf-pige på nogle andre kaserner, da hun var yngre.

Under udsendelserne sørgede hun for kage og brunch til soldaterne, men lagde også øre til deres oplevelser, bekymringer og frygt. I dag er hun glad for, at hun også har prøvet det. Selv om der også fulgte triste oplevelser med. Blandt andet var hun med til at sende en soldat hjem i kiste under udsendelsen i Afghanistan, og det var intet mindre end en frygtelig oplevelse.

– Men jeg føler, at udsendelserne er med til at give mig en større forståelse af og indsigt i, hvad nogle af soldaterne her måske skal en dag, og jeg kan udveksle oplevelser med veteraner, som kommer på soldaterhjemmet. Jeg ønsker jo ikke krig og er imod det, men jeg ser soldaterne som fredsbevarende, og jeg vil gerne være der for mennesket bag uniformen, siger Anne Dorthe.