Vi er som soldaterkammerater

Frokostgæsterne har indfundet sig under de hvide parasoller foran Restaurant Pakhuset på havnen i Skagen. Der er håndpillede rejer og pandestegte rødspættefiletter på tallerknerne og kold hvidvin og skummende fadøl i glassene. Hvor sommergæsterne nyder maden og udsigten til de mange både i havnen, er der anderledes travlt bag kulisserne på det legendariske spisested, for sommer er højsæson, hvor fødderne ofte tager 30.000 hurtige skridt om dagen.

Restaurant Pakhuset, som blev tegnet af Thorvald Bindesbøll i 1905, og det tilhørende Skagensgule Hotel Marie er ejet og drevet af brødrene Sylvester og Sebastian Madsen, og de er ikke alene. Mor Susanne står for morgenmadsbuffeten på hotellet, Sylvesters kæreste, Anna, er HR-ansvarlig og står for det administrative, mens far Jens bliver kaldt ind efter behov, og den gamle fiskeskipper er ikke bleg for at tage en tørn i opvasken, hvis der mangler en mand.

– Vi er familien Pakhuset, og vi tager os af hinanden. Det smitter af på vores personale og gæster, at vi står side om side, og i de travle uger er det med blod, sved og salte tårer, siger Sylvester Madsen, der med sine 36 år er storebror.

– Ja, vi er som soldaterkammerater, og når tempoet er højt og dagene lange, kan vi godt råbe lidt af hinanden, medgiver lillebror Sebastian på 32 år.

Brødrene har opdelt Pakhuset mellem sig. Sebastian huserer i caféen i stueetagen, mens Sylvester tager sig af gourmetrestauranten Håkon på 1. sal, som er opkaldt efter tremasteren Håkon Håkonsen af Tvedestrand, der gik på grund på Skagen Rev i 1903. Skibets galionsfigur hænger over trappeafsatsen til restauranten, som Sylvester og Sebastian har etableret.

– Vi har respekt for hinandens arbejde, og vi kommer nemmere videre efter konflikter. Det er en fordel, at vi er brødre og ved, at ingen af os går med vreden i maven, siger Sylvester

Sebastian nikker.

– Da vi var børn, var vi uvenner hver eneste dag, og da vi overtog Pakhuset, havde vi mange skænderier, men vi er ikke typerne, som bærer nag, og bliver vi uvenner, er det glemt 10 minutter efter. Det dur heller ikke, at vi er uvenner, for vi skal jo holde jul sammen hos mormor, siger Sebastian.

De er blevet bedre til at huske, at de er brødre og lave andre ting sammen som at se en fodboldkamp, standup eller spise en god middag.

– Så prøver vi at undgå at snakke om arbejde, siger Sebastian,

– Ja, vi får faktisk nogle gode snakke, når vi er ude af vores normale rammer, medgiver hans bror.

Sylvester og Sebastian er vokset op i Skagen. Far Jens var fisker, mens mor Susanne var børnehavepædagog.

– Far var på havet i lange perioder, så vi er vokset op med et afsavn, men vi har aldrig prøvet andet, siger Sebastian.

Fiskeriet i 1990’erne var ikke en guldgrube, så drengene lærte hurtigt selv at tage fat og tjene deres egne lommepenge. De har begge været opvaskere fra 13-14 årsalderen og fattede større interesse for restaurationsbranchen end fiskeriet. Sylvester fik opvaskertjansen på Pakhuset og arbejdede sig op i graderne, mens Sebastian gjorde det samme på nogle af Skagens andre restauranter. Anna og Sylvester mødte faktisk hinanden på Pakhuset i 2015, hvor hun var tjener og han chefen.

– Vi fandt sammen på hendes første arbejdsdag, fortæller Sylvester.

I 2016 ville ejeren af Pakhuset sælge, og da brødrene gerne ville overtage restauranten, solgte far Jens sine to trawlere, som i øvrigt var opkaldt efter hans sønner, så de havde det økonomiske grundlag i orden.

– Det var hans livsværk, men han ville gøre noget, som samlede os i stedet for at adskille os, siger Sylvester.

– Jeg ville i land efter mange år med industrifiskeri borte fra familien i uger ad gangen, 300 dage om året, uddyber Jens.

Selv havde han lidt erfaring med hoteldrift, da hans mormor og morfar havde drevet hotel på Læsø. I dag er han altmuligmand på hotellet og i restauranten.

– Drengene interesserede sig meget mere for restaurantdrift end fiskeri. Samtidig så jeg muligheden for at holde hele familien samlet i Skagen, siger han.

Stress blev reminder

Familien står sammen, også når livet bider fra sig, som da Sylvester blev ramt af alvorlig stress.

– Vi er der for hinanden både på og uden for arbejdet, og vi har investeret mere i hinanden end i et normalt arbejdsforhold, siger Sebastian.

Sylvester var sygemeldt i et år og måtte overlade driften til familien.

– De første tre uger lå jeg bare i soveværelset og kiggede op i loftet. Det var en stor fordel, at jeg vidste, at min bror og kæreste tog over, men det gav mig også skyldfølelse, fordi jeg ikke kunne hjælpe til. Jeg elsker at arbejde hårdt og vil ikke ses som svag. Vi kommer jo fra en hardcore fiskerfamilie, konkluderer han.

– Vi gav dig plads og lod være med at belemre dig for meget, fordi vi havde styr på det, siger Sebastian.

– Ja, du er den, der kender mig bedst i hele verden og ved, at jeg ikke havde brug for omsorg, men for at vide, at der var styr på det, for vi er ikke sådan nogle pussenusse-typer, medgiver Sylvester.

Han er lige vendt tilbage efter sin sygemelding.

– Det er dejligt at være tilbage, men det har været sundt for mig at finde ud af, at der også er en verden uden for Pakhuset, hvor der er plads til andet end arbejde, konstaterer han.

For brødrene har Sylvesters sygemelding også været en reminder om at sætte tempoet lidt ned.

– Vi elsker begge at arbejde hårdt, men jeg kan godt mærke, at det er tungere at komme ud af sengen om morgenen efter fire lukkevagter end tidligere, indrømmer Sebastian.

Sammen og hver for sig

Sebastian bor fortsat i Skagen, mens Sylvester og Anna er rykket til Hou ved Limfjordens munding.

– Det er meget rart at bo et sted, hvor folk ikke vil reservere bord, når jeg er i Brugsen, siger Sylvester.

– Ja, det giver os en frihed, at vi ikke lige kan komme forbi og skifte fustagerne, medgiver Anna Holst, der er 32 år.

Parret rykker dog hjem til Skagen i højsæsonen, hvor de bor i Jens’ kælder. Familien hjælper hinanden med dagligdagsopgaver, så hverdagen kan hænge sammen for alle, når der er travlt i restauranten og på hotellet. Susanne kender Sebastians skema, så hun tager forbi og lufter hans hund de dage, det kniber for ham at nå det.

Hun var i mange år pædagog, men da hun efter tre gange stress ikke længere trivedes i jobbet, fandt sønnerne en plads til hende på Hotel Marie.

– Jeg ser noget mere til drengene efter, jeg er begyndt at arbejde her, siger hun.

Hun står for skjortevasken, morgenmaden på hotellet, og ikke mindst er hun reservemor for alle de unge, der arbejder på hotellet og i restauranten i højsæsonen, hvor indbyggertallet i Skagen vokser fra 6.000 til 60.000. De unge er indkvarteret i fire personaleboliger rundt i byen, hvor den ene faktisk er den børnehave, hvor Susanne arbejdede.

– Det er mig, de ringer til, hvis de mangler en cykel eller er bange for, at der er nogen, der kigger ind ad vinduerne om natten, siger Susanne.

– Ja, det er sjovt at følge de unge. Vi havde en ung fyr, som kom her efter efterskolen i sit første job, og 10 år senere var han uddannet advokat, fortæller Sebastian.

I sommerhalvåret ses familien dagligt, mens de drosler lidt ned på kontakten i vinterhalvåret. Dog ikke mere end at de alle tager til Thailand i januar, hvor Jens har en ferielejlighed, og det sker, at de ikke taler om arbejde, selv om der ofte lige er en detalje, som skal vendes.

– Det er faktisk ret forfriskende, når vi har en diskussion om noget, der ikke handler om arbejdet. Så føler vi os som en normal familie, siger Sylvester.

Snart skal familien samles om noget helt tredje, for Susanne fylder 60 år, men først skal der lige skænkes et par fadøl mere, og nogle rødspættefileter skal steges, mens solen skinner over Skagen.