Anne har PTSD, men er nået langt ved egen hjælp

I 1999 slog en neuropsykolog fast, at den i dag 45-årige Anne Karina Fuglsang Nielsen fra Nibe ved Aalborg led af PTSD – posttraumatisk stressyndrom.

– Jeg havde selv betalt ham for at undersøge mig, men jeg hæftede mig ikke nærmere ved diagnosen eller satte mig ned og satte mig ind i, hvad den indebar. Ikke før, jeg mange år senere så et tv-indslag om en krigsveteran med PTSD, og det slog mig, at jeg på rigtig mange måder havde det som ham, fortæller Anne.

Og hendes lidelser kommer bestemt ikke ud af den blå luft. Statistisk set må hun siges at have haft sin del af modgang og har nærmest været forfulgt af uheld. Hele fire trafikulykker samt en episode, hvor hun var tæt på at drukne, har hun været udsat for. Med det resultat, at hun i mere end en tredjedel af sit liv har døjet med piskesmæld, depression, angst og PTSD.

Anne er tidligere lastbilchauffør. Og de ubehagelige begivenheder tog fart for 17 år siden, da hun arbejdede for transportfirmaet DHL og med få måneders mellemrum var involveret i to trafikuheld.

– Første ulykke skete, da jeg kom ud i glat føre. Jeg mistede herredømmet over kassebilen, kørte ud over en skråning og totalskadede bilen, men slap selv med chokket og trykkede ribben.

Læs også: Tv-program hjælper Line af med sin angst.

– Efter et par sygedage var jeg tilbage på jobbet. Men da jeg i februar 1999 havde min chef og en kollega med i bilen, havnede vi i en bilkø, og en ung mand kørte ind i mig bagfra i høj fart. Da min daværende kæreste ankom til stedet, insisterede han på, at jeg skulle på sygehuset. Her fik jeg konstateret piskesmæld, husker hun.

Alternativ behandling til Anne

Anne bed dog smerterne i sig og forsøgte at arbejde i samme gear som altid.

– Men jeg fik det værre og værre. Jeg fik angst, blev svimmel på jobbet og var generelt træt og konfus. Kæresten forsøgte at overtale mig til at tage en sygedag af og til. Med det resultat, at jeg forlod ham. Jeg kunne dengang ikke se, at han bare forsøgte at passe på mig.

Læs også om Tanja, hvis elskede søster blev slået ihjel.

– Da jeg blev fyret, var det en øjenåbner. Min verden styrtede sammen, og jeg forstod, at den var gal med mig. Samtidig var min krop i konstant alarmberedskab som følge af min PTSD. Og endnu en øjenåbner fik jeg, da min svigerindes lillebror tog sit eget liv. Til hans begravelse blev det klart for mig, at jeg selv var på vej i samme retning, og at der skulle ske noget hurtigst muligt. Nu vidste jeg, at han havde fået lykkepiller, men pillerne havde jo tydeligvis ikke kunnet forhindre tragedien. Så jeg valgte i stedet at begive mig ud på en lang rejse gennem den alternative verden. Jeg har været hos mange forskellige behandlere og prøvet både healing, akupunktur, hypnose og kraniosakralterapi. Det sidste har gjort rene mirakler for min nakke. Jeg går stadig hos den meget dygtige behandler.

Anne og dyrene

Ulykkerne var dog ikke slut for Annes vedkommende: I 2003 var hun sammen med sin lillesøster og dennes baby på vej til Aars for at besøge deres mor, da en spritbilist brasede ind i søsterens bil.

– Jeg fik mig endnu et piskesmæld, og min søster fik også et, men lykkeligvis skete der ikke noget med barnet.

– På opfordring fra en kæreste, jeg havde på det tidspunkt, og som mærkede, at min angst fyldte meget i hverdagen, gav jeg alligevel lykkepillerne en chance, men lagde dem på hylden igen efter bare en måned. De fik mig til at føle, jeg gik rundt i en glasklokke. Til gengæld fandt jeg stor ro i at have dyr omkring mig. Min nuværende hund, Malthe, har jeg haft i 11 år. Det er utroligt, hvad sådan en lille skabning kan gøre i kraft af sin kærlige tilstedeværelse, når man er alene og ensom, fortæller Anne, der tillige på et tidspunkt fik en islandsk hest, som hun red på i Nordjysk Ridecenter i Svenstrup.

Læs også: Elsk din frygt.

– Køreturen derud var altid et mareridt på grund af de barske oplevelser, jeg havde haft i trafikken. Men det var vigtigt for mig at komme derud, så jeg kørte omveje og fandt kreative løsninger hele tiden.

– I 2007 under VM for islandske heste deltog jeg i den stafet, der altid indleder konkurrencen, havde jeg endnu en skræmmende oplevelse: En lastbil kom meget tæt på mig og min hest, og cykelværnet på hans anhænger ramte os og rev os med. Vi blev simpelthen slæbt af sted efter bilen, og chaufføren så intet. Hesten fik flænset sit bagparti op og gled derefter af cykelværnet, og jeg faldt af ham, fik ham hen over mig og lå midt på vejen. I den forbindelse kunne jeg lige så godt have fået mit hoved knust af en bil i fuld fart, men både jeg og hesten overlevede. Hændelsen havde dog gjort ham nervøs. Nu gjorde han nogle pludselige bevægelser, som min nakke ikke kunne tåle, når jeg red. Og i sidste ende blev jeg nødt til at sælge ham.

Job og digte

– I 2011 var jeg tæt på at drukne i Skallerup Klit Feriecenter og opsøgte efterfølgende en traumespecialist og psykolog i Aarhus. Hun var dybt imponeret af, hvor langt jeg var kommet på egen hånd. Som hun udtrykte det, havde jeg så at sige været min egen terapeut gennem alle årene. Og sandt er det, at jeg klarer mig uden lykkepiller og uden en mand i mit liv til at støtte mig. Angsten kommer stadig over mig fra tid til anden. Men jeg har i snart fire år haft fleksjob som kontorassistent i kulturcentret Gigantium i Aalborg. Jeg har fantastiske kolleger, som er meget glade for mig og tilfredse med min indsats, og jeg arbejder i dag 18 timer om ugen og nyder det meget.

Læs også om Karin, hvis forældre hjalp hende over skilsmissen.

– Jeg har desuden fået mig en hobby med at skrive digte – blandt andet om PTSD – sætte billeder og musik til og lægge dem på nettet som små film. Digtene og filmene er blevet delt i hele verden og har skaffet mig en stor vennekreds. Ikke mindst blandt soldater og veteraner med PTSD, som kan nikke genkendende til de følelser, jeg skriver om, og som pludselig oplever, at et andet menneske kan sætte ord på alt det, de aldrig selv har kunnet formulere eller forklare til andre.

– Det eneste, jeg mangler i dag, er en sød mand, jeg kan dele tilværelsen med. Lidt kærlighed og omsorg i dagligdagen ville ikke være af vejen, siger Anne Karina Fuglsang Nielsen.

Læs om et stærkt venskab, som et af Annes digte har afstedkommet.