Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Julen er lige om hjørnet, og det betyder, at mange besøger familie og venner i hele landet. Imens står deres eget hjem tomt, og det udnytter indbrudstyvene, der har deres højsæson i december.
Der er dog flere ting, du selv kan gøre, hvis du vil mindske sandsynligheden for at komme hjem til et indbrudsramt hus.
Få naboerne til at holde øje
Et godt naboskab er guld værd, når man vil sikre sig mod indbrudstyve. Du kan melde dig til Nabohjælp eller lave en aftale med din nabo om, at de holde øje med dit hus i julen.
Det er vigtigt, at det ligner, der er nogle hjemme. Det kan din nabo hjælpe med ved at tømme posten og smide et par skraldeposer i din skraldespand, hvis den er blevet tømt. Har det sneet, kan naboen gå op til din hoveddør et par gange, så der kommer fodspor i sneen.
Træk ikke gardinerne for
Mange trækker gardinerne for, når de ikke er hjemme, så tyvene ikke kan se ind. Men gardiner, der er trukket for, er et tydeligt tegn på, at du ikke er hjemme. Lad dem derfor være trukket fra.
Brug det til din fordel, at tyven kan kigge ind, og fjern værdigenstande, så det ligner, at du ikke har noget, der er værd at bryde ind for.
Fjern værdier
Gå en runde om dit hus og kig ind af vinduerne. Kan du se nogle værdigenstande? Læg dem væk, så det udefra ligner, at du ikke har noget af værdi. Tyvene går især efter ting, der er hurtige at omsætte. Det kan være smykker, ure og kontanter, men også værktøj og designerting.
Mange gemmer deres værdigenstande i soveværelset, og det ved indbrudstyvene godt, så det er en god idé at finde bedre gemmesteder. Du kan også tage de mest værdifulde ting med dig, hvis de ikke fylder så meget. Det kan for eksempel være dine smykker.
Tænd lys og fjernsyn
Tænd for lyset og tv eller musik for at få det til at ligne, at der er nogle hjemme. Det er muligt at købe tænd-sluk ure, hvor du kan indstille, hvornår lyset skal være tændt.
Sluk også gerne for din ringeklokke, da tyve nogle gange ringer på for at tjekke, om du er hjemme. Hvis ringeklokken er slukket, kan tyven blive i tvivl, om du har hørt, at der er nogen ved døren.
Lad opvasken stå
Det hele handler om at få det til at ligne, at der er nogle hjemme. Det kan hjælpe, at du lader opvasken stå eller sengen være uredt.
Skriv ikke på sociale medier
Læg ikke billeder eller beskrivelser op på sociale medier, hvor man kan se, at du ikke er hjemme. Vent til du kommer hjem igen.
Udendørs belysning
Tyve bryder sig ikke om at blive set. Det er også en af grundene til, at der er flere indbrud i de mørke måneder. Derfor kan det være en god idé at have udendørs belysning, som tænder hvis der er bevægelse.
Lås skuret
Husk at låse værktøj og haveredskaber inde. Disse kan tyven nemlig bruge til at bryde ind i dit hus.
Gør det besværligt for tyven
Indbrudstyve kan komme ind i de fleste hjem, men jo mere besværligt, du gør det for tyven, desto større er chancen for, at vedkommende springer dit hus over.
Du kan gøre det besværligt for tyven ved at montere sikringsbeslag på dine vinduer og montere et greb med en lås på terrassedøre, så der er en ekstra sikring.
Du kan også lukke og låse dørene inde i dit hus, så det er besværligt for tyven at bevæge sig rundt i huset.
Overvågning
Vil du gå det ekstra skridt for at sikre dit hjem, kan alarmsystemer eller overvågning være løsningen. Der findes et bredt udvalg af alarmsystemer, men det kan også blot være kameraer, der sender dig en besked, hvis der er nogle, der kommer ind i dit hus. Nogle af kameraerne kan også afspille en høj lyd for at skræmme tyven væk.
Kilder: Videncenter Bolius, Det kriminalpræventive råd og TrygFonden.