Midt på Sprogø står der en sten, der er sat til minde om overlæge Christian Keller, der grundlagde De Kellerske Anstalter – blandt dem kvindeanstalten på Sprogø, der åbnede i august for 100 år siden.
Her blev cirka 500 kvinder i perioden fra 1923 til 1961 anbragt, fordi de var blevet stemplet som ‘moralsk åndssvage’ og ‘seksuelt løsslupne’.
De levede på Sprogø i kortere eller længere tid, og fælles for dem alle var, at de ikke vidste, hvornår de fik lov til at forlade øen igen.
I 1961 forlod den sidste kvinde øen, og i dag er der intet spor af dem og deres svære liv.
Sådan har det været indtil i dag, tirsdag den 22. august, hvor formanden for Støtteforeningen for Dansk Forsorgshistorisk Museum i Slagelse, Henning Jahn, og kunstneren Nanna Drewes Brøndum, omsider afslører et mindesmærke for de kvinder, der blev steriliseret imod deres vilje og anbragt på Sprogø.
Regine Løndorf er en af de to sidste nulevende kvinder, der har været anbragt på Sprogø, og i dagens anledning er hun med som gæst.
Regine Løndorf har ligesom andre kvinder, der har været anbragt, anmodet om en officiel undskyldning fra regeringen.
Undskyldningen skulle være givet den 8. maj, men datoen er rykket flere gange og forventes nu at blive givet i september.
I videoen i toppen af artiklen ser Regine tilbage på sin tid på Sprogø.