– Skal du egentlig blive ved med at sidde der? spørger Anjas chef en dag. Og selv om han smiler, mens han siger det, tager Anja det til sig. For skulle hun være kontorassistent resten af livet? Det var ikke fordi, hun var ked af det, når hun tog afsted på arbejde mandag morgen. Men hun var heller ikke rigtig glad.
Læs også: 13-årige Anne hjælper internatsdyr Sådan er det ikke længere. Nu har Anja fundet et job, som hun er rigtig begejstret for, og som hun glæder sig til at møde op på mandag morgen. I jobbet sidder hun i en Landrover og spejder ud over savannen, det område, hvor det ikke er tilladt at stige ud af bilen. Og når det lyder fra den lille walkie-talkie i forruden, at to antiloper er ved at komme op at slås, så trykker hun speederen i bund og drøner mod klovdyrene for at skille dem ad. Når man har savannevagt i Knuthenborg Safaripark, skal man holde øje med, at såvel dyr og mennesker opfører sig ordenligt.
Uddannet som 42-årig
Anja Kjeldbjerg er 42 år og gift med Tore von Würden. Sammen har de datteren Johanne på 9 år. Anja har lige bestået sin eksamen med et 12-tal, og nu kan hun kalde sig dyrepasser med speciale i zoologiske dyr. Hun har skrevet hovedopgave om stereotypi ved giraffer. Stereotypi er en gentagende unormal adfærd, som dyr i fangeskab kan have, som når en giraf bliver ved og ved med at slikke på en pæl uden et formål. I seks måneder har hun tilbragt mere tid sammen med girafferne, end hun har med sin egen familie.
Læs også: Grethe hjælper hunde med at holde varmen Til dem som mener, at 42 år er en sen alder at blive uddannet i, kan Anja sige, at det er, fordi hun i lang tid glemte at mærke efter, om det, hun gjorde hver dag, var det rigtige.
Giraffer gav selvtillid
Jobbet i Knuthenborg Safaripark er hårdt fysisk arbejde, for der skal fodres dyr og muges ud i staldene, og Anja kan nå op på at gå 17 kilometer på en dag. Men det giver hende ro i hovedet, når hun er på arbejde. Det er som meditation og en måde at få tankerne væk fra hverdagsstress med vasketøj og madlavning. – Og så kan det godt være, at jeg skal skovle lort 99 procent af tiden. Men der er altså også så meget mere end det. Hele videnskaben om zoologiske dyr er så spændende, siger Anja. Anja har lært at tro på, at der er noget, hun er god til. – Dyr, dem ved jeg altså noget om. Og det giver mig så meget at få lov til at være sammen med dem hver dag, siger den nyuddannede dyrepasser. Selvtilliden har det taget mange år for hende at få, men nu har hun den. – Måske er det derfor, girafferne altid vil have en særlig plads i mit hjerte, smiler Anja.
Læs også: Anny sover i stalden med 14 hvalpe