Børneleddegigt stopper ikke Lene og Per

– Vi har travlt, for vi ved aldrig, hvornår det er for sent, eller hvordan vi har det i morgen, siger 66-årige Per Jacobsen.

– Vi er begge meget nysgerrige og vil gerne møde verden, siger Lene Lauridsen på 52 år.

De har begge haft børneleddegigt, siden de var små, og har haft en barndom med mange indlæggelser på hospital, et hav af forskellige operationer og mange begrænsninger.

Læs også om Cille, der har børneleddegigt og får en bamse, hver gang hun skal i narkose

Alligevel er de meget mobile. Både i deres dagligdag, hvor de også hjælper andre, og i deres fritid, hvor de rejser meget.

– Vi lever lidt som ”død og helvede” for at nå det hele, mens vi kan, siger Lene.

Børneleddegigt er fuldstændig ligegyldigt, når kærligheden er der

Per klarer sig for det meste uden medicin, mens Lenes gigt stadig er aktiv, og hun får sprøjter og anden medicin.

– Som teenager var jeg enormt vred på lægerne. De havde fortalt mig, at min sygdom måske gik over, når jeg kom i puberteten, men sådan gik det bare ikke. Tværtimod. Senere fandt jeg ud af, at der er et liv – også med et handicap som mit, selvom der selvfølgelig er udfordringer.

En af de helt store er det at få en kæreste og sin egen familie, men det har Per og Lene fundet i hinanden.

– Det viser bare, at det er fuldstændig ligegyldigt med de handicaps. Når kærligheden og forståelsen er der, så fungerer det, understreger Lene.

Læs også om Sanne, der var plaget af en slem hudsygdom, men alligevel fandt kærligheden i Bo

Og det gjorde det. Parret, der bor i Hou syd for Aarhus, blev gift samme år på rådhuset i 2005 og næste år i kirke. Med stor fest og hvid brudekjole.

– Vi havde ingen tid at spilde!, siger begge.

– Og heller ikke noget bedre at tage os til, tilføjer Lene med et stort smil.

Et møgforkælet enebarn

Børn kom der ingen af bagefter. Lene var dengang 40 og Per 55. Lægerne og specialisterne sagde, det var for risikabelt i forhold til sygdom og alder, så det blev til en lille hund i stedet for.

Charlie på 11, der vistnok er en krydsning mellem en foxterrier og en gravhund. Han er deres hjælper, som villigt samler ting op fra gulvet, de har svært ved at nå mod et passende antal godbidder, og han hiver dem begge ud på gåture med og uden kørestol.

Læs også: Fem gode kæledyrstips

– Han er et møgforkælet enebarn. Ham kan vi slet ikke undvære. Han passer godt på os, siger de begge og giver ham hæderspladsen i midten. Både i sengen og ved bordet, hvor Charlie har sin egen stol og kommer i øjenhøjde med de to, der sætter så højt pris på ham og hinanden.

– Pyt med hvad andre siger, vi forsøger at gøre alt det, vi har lyst til. Vi har en tilværelse, hvor vi er nødt til at bryde grænser for at få et godt liv. Det gør vi, så længe som vi overhovedet kan.

Læs hele historien i Familie Journal nr. 15