Bryllup med mirakler: Amalie har Gud og musikken med sig

Det er ikke sikkert, man bemærker det straks, når man hører Amalie Skrivers iørefaldende sange, der sagtens slet og ret kan nydes som smuk popmusik. Men giver man sig til at studere teksterne nærmere, bliver det klart, at tro og kristne livsværdier er hendes brændstof som sangskriver.

– Jeg har oplevet, at især meget rockglade musikanmeldere har haft svært ved at forholde sig til mine sange. Men man er fri til at lægge sine egne fortolkninger ind over. Dog kommer man ikke udenom, at jeg godt kan finde på at nævne både Gud og Jesus ved navn, siger den 28-årige sangerinde, musiker og sangskriver fra Gentofte, som sideløbende med sit musikalske virke læser musikvidenskab på Københavns Universitet.

Amalie har haft en musikalsk opvækst med forældre, der begge var musikpædagoger.

– Min mor underviste i sang på Sankt Annæ Gymnasium, da hun gik med mig i maven. Jeg har sunget, siden jeg kunne tale, og begyndte at spille violin som 3-årig. I dag spiller jeg også guitar og klaver. Min far, Peter, underviser i klaver og kontrabas.

Læs her om sangerinden Anne Louise, der gør kirken til et hit for børn.

Herudover tæller familien også Amalies to år ældre bror, Joachim, der for nylig blev færdiguddannet som præst.

– Vores hjem var kristent i klassisk, folkekirkelig forstand, og tro var en frivillig sag. Min mor havde dog gode minder om kristne ferielejre fra sin egen barndom, og den glæde ville hun gerne give videre til sine børn.

Taknemmelighed og håb

Det var netop på en kristen lejr, at Amalie i en alder af seks-syv år havde en skelsættende oplevelse:

– Jeg var genert som lille. Og jeg husker en dag, hvor jeg cyklede rundt for mig selv, at jeg havde samtaler med Gud og fortalte ham eventyr. I situationen havde jeg en klar følelse af, at Gud var min ven. Og sådan har jeg haft det lige siden, siger hun.

I skolen i Gentofte var hun dog ret alene med sin tro.

– Men jeg har altid godt kunnet lide at skille mig ud, så jeg var helt åben omkring det. Og det førte aldrig drillerier med sig.

Det kører for sognepræsten Anne Mette. Læs her hvordan.

Som 12-årig begyndte Amalie at skrive sine egne sange:

– Jeg hang ikke så meget ud med venner efter skoletid. Men jeg havde et rigt indre liv, så jeg satte mig simpelt hen hjem i kælderen og puslede med sange. I starten handlede de mest om ulykkelig kærlighed, men hurtigt fandt jeg ud af at bruge sangene til at udtrykke min tro. Det kunne handle om taknemmelighed over livet og over, at Gud var med mig. Eller om at være bekymret, men stadig have et sted at gå hen med bekymringerne. Håb er også et tema, der går gennem mine sange. At have en tro betyder, at man aldrig føler sig alene. At man mærker, at man er elsket, og at alt har en dybere mening. Den kærlighed vil jeg gerne give videre til andre, siger Amalie.

Bog blev til sang

Singlen ”Úbeda” er Amalies nyeste udspil med udgivelse den 26. marts 2021. Sangen er inspireret af den oplevelse, som journalist og forfatter Charlotte Rørth havde i den spanske by Úbeda, og som hun beskriver i sin bog ”Jeg mødte Jesus” fra 2015.

– Jeg læste bogen og blev helt overvældet af hendes historie. Hun var hverken troende eller søgende, og ud af det blå havde hun i et kapel et syn, hvor Jesus henvendte sig til hende. Det mest fantastiske er i mine øjne hendes beskrivelse af Jesus, der mødte hende med venlighed og uden krav om, at hun skulle være på en bestemt måde, og kort og godt bare var glad for, at hun var til.

Det var med en vis nervøsitet, at Amalie kontaktede forfatteren for at præsentere hende for den sang, som hendes bog havde affødt. Men Charlotte var heldigvis begejstret for både tekst, melodi og udførelse.

– Det er den sværeste sang, jeg nogen sinde har skrevet. Jeg har taget hendes oplevelse og beskrevet den, som om det var min egen. I processen har jeg gennemsøgt alle artikler og podcasts om bogen for at finde de mest præcise ord og vendinger til min tekst, fortæller Amalie.

Skuespilleren og Morten Korch-helten Jesper Vigant blev præst. Læs hans historie her.

Da Amalie 4. juli sidste år gav sit ja til at leve i med- og modgang med sin mand, Johnny, som er ansat i Erhvervsministeriet, fik hun to ekstra efternavne med i tilgift. Strengt taget hedder hun således i dag Amalie Skriver Stevenson Hanna, men bruger for nemheds skyld fortsat sit ungpigenavn som kunstnernavn.

​– Johnny og jeg mødtes i 2016 ved et bryllup hos fælles venner. Jeg sang i kirken og var køkkenpige ved den efterfølgende fest. Johnny var gæst og roste mig allerede i kirken for min sangstemme. Sidst på aftenen faldt vi i snak, og derfra udviklede tingene sig. De første fire år var vi dog kærester på langdistance, da han studerede økonomi i Aarhus. Men vores aftale var, at han efter endt uddannelse ville flytte over til mig, og at vi ved samme lejlighed ville gifte os.

Opmuntret af Gud

Parrets planlagte bryllup blev imidlertid pludselig bragt i fare, da corona i begyndelsen af 2020 gjorde sit indtog. For hvordan ville situationen se ud i juli? Hvor mange måtte man være samlet til fest? Og hvor tæt måtte man sidde i kirken?

– Jeg havde drømt om et prinsessebryllup i stor stil med mange gæster. Men under en løbetur i april, da jeg var allermest bekymret om, hvordan det skulle gå, og delte min bekymring med Gud, fik jeg et øjeblik efter en sang i mine hovedtelefoner med en tekst om, at alting nok skulle gå. Og som en slags bekræftelse så jeg i det samme en sky formet som et hjerte på himlen.

Her kan du læse om Suldrup Kirke i Nordjylland og dens præst.

Som det viste sig, blev brylluppet da også reddet af noget, som mange ville kalde held, men som Amalie med overbevisning betegner som en serie af små mirakler:

– Vores plan var, at vi skulle giftes i den kirke, som vi havde mødtes i første gang. Men den var ikke stor nok til at rumme vores gæster, hvis vi tog højde for den coronaafstand, der skulle være mellem folk. Vi havde talt om at flytte brylluppet til Grundtvigs-kirken, som er større, men jeg følte ikke, vi havde den store, personlige tilknytning til kirken, husker Amalie.

Skæbnen ville imidlertid, at hun helt tilfældigt kom til at stå foran Grundtvigskirken i rette øjeblik til at opleve afslutningen på et af periodens ganske få bryllupper i kirken. Det fik hende til at undersøge mulighederne for alligevel at blive gift i Grundtvigskirken.

– Det viste sig, at det bryllup, der netop skulle have været holdt der den 4. juli, var blevet aflyst. Og for at det ikke skal være løgn, var der også en aflysning på den kro, hvor vi havde planlagt at holde bryllupsfesten. De to aflysninger muliggjorde til sammen, at vi kunne holde mit store drømmebryllup og stadig overholde alle coronarestriktioner.

– Vi blev gift midt i en kaotisk tid præget af stor usikkerhed og mange aflysninger. Men når jeg ser tilbage på det hele, kan jeg se, at Gud opmuntrede mig hele vejen igennem og endte med at vise mig, at alt er muligt for ham, siger Amalie.

Lars samler på Familie Journals mangeårige serie "Danmarks kirker". Læs om ham her.