Cecilie Hother har fået haveglæde ind med modermælken

39-årige Cecilie Hother kan stadig huske, hvordan det føles at sidde på ladet af havetraktoren og hoppe i takt med bumpene på markvejen med visne blade i alle efterårets farver flyvende om ørene. Duften af solmodne hindbær og udsmattede solbær på hænderne, efter en lang dags plukning, glemmer den karismatiske vejrvært heller ikke lige sådan. I skovbrynet med kig til marker og med en køkkenhave, større end de fleste københavnerlejligheder, er hun vokset op. Det er efterhånden mange år siden nu, og huset i udkanten af Randers og de lange eftermiddage som selvforsynende i haven er skiftet ud med en villa i Lyngby nord for København og titlen som mor til Ellinor på halvandet år. Men kvinden, der holdt trit med slagets gang dengang, har hun ikke byttet ud - mor Marina hænger ved. Ligesom Cecilies grønne fingre.

-Da jeg var lille, var køkkenhaven og haven generelt forbundet med ambivalens, fordi den på den ene side var et slaraffenland at lege i. Jeg kan huske, at vi lavede mudderpøle, og vi gravede meget i den, og vi tog på æblerov og jordbærrov. Og nu afslører jeg sikkert en masse af de ting, vi ikke måtte, siger Cecilie og kigger med tilstående øjne på sin mor, der sidder ved siden af hende i det store spisekøkken i Lyngby.

72-årige Marina ryster på hovedet og smiler, så de små rynker omkring munder bliver trukket op. Hendes øjne afslører, at hun nok altid har vist, hvad der foregik, når hun vendte ryggen til – uden at gøre mere ved det.

-Vi måtte i hvert fald ikke grave så store huller, som vi gjorde. Og vi havde en havetraktor, og det var hammerskægt at køre rundt. Men der skulle også luges, og der skulle nippes. Og det er rigtigt, vi var mere eller mindre selvforsynende med grøntsager.

-Ja, det var vi. Og jeg var også eksperimenterende med det. Jeg havde alt muligt - fra jordskokker til skorzonerrødder og asparges.

Marina er stolt af sin have – både den store køkkenhave hun havde, da børnene boede hjemme, og den mindre version hun har til sig selv nu. Det er der ingen tvivl om. Og hun husker lige så godt som Cecilie, hvordan rabarberbedet i 1980’erne strakte sig over flere meter, mens salaten voksede med lynets hast ved siden af.

Læs også: Min have er mit paradis

Cecilie Hother og de sure pligter

Det var ikke uden grund, at barndommens køkkenhaven skulle være stor. Hele 10 mennesker fandt vej til spisebordet hver aften – foruden de kammerater og familiemedlemmer, der ellers kunne finde på at kigge forbi til en ny opgravet kartoffel, en skefuld hjemmelavet æblegelé og andet godt fra haven. Der skulle godt med jord under neglene for at mætte den flok.

-Jeg kan huske, at vi fik friske kartofler hver dag. Så hver dag var vi nede og grave dem op, og så skulle de vaskes. Så de blev proppet i de blå, kæmpe gulvspande og så en gulvskrubbe. Og så vaskede man dem. For der var så mange. Der skulle koges så mange kartofler, at man ikke stod og gjorde det i vasken. Det kunne meget bedre betale sig at stå udenfor og gøre det i den der kæmpe spand. Så var det overstået.

Cecilie vender det hvide ud af øjnene, mens Marina ryster på hovedet. Hun ved, at selvom hendes datter ønskede pligterne et vist sted hen, hvor de ikke kunne komme hjem igen, har de været med til at forme hende. Når hun i dag knokler for at jonglere jobbet som vejrvært og opgaverne som ejer af flere firmaer, er det med fødderne solidt plantet på jorden, og med rødderne boret dybt ned i kartoffelgravningen og bærplukningen.

-De havde køkkenvagt, fortæller Marina og kigger med overbærende øjne på sin datter.

-Og så havde vi weekendtjanser i haven. Før vi kunne lege, skulle der plukkes en spand stikkelsbær eller en spand ribs, eller hvad det nu var, der var i sæson på det tidspunkt. Og man skulle passe på, at man ikke kom til at stikke de forkerte asparges. Det var noget værre noget. Og der æbler, der skulle plukkes. Jeg ville ønske, at jeg havde det i dag, fordi det var et slaraffenland. Det var en gigantisk køkkenhave.

Læs også: Spis din have

Tæt på den lille

Mor Marina bor halvdelen af året i Tversted og den resterende tid på Frederiksberg. For selvom hun elsker sin have i det nordjyske, vil hun også være tæt på børn og børnebørn. Men forår og sommer skal foregå i Nordjylland – smagen af ny plukkede hindbær og duften af udsprungne blomster trumfer næsten alt.

-Når jeg savner Nordjylland, så er det bare med at drøne derop. Og når Cecilie ringer, at der skal passes baby, så kommer jeg tilbage. Næsten. Næsten da, siger Marina og kigger med et smil på sin datter.

Og så er der selvfølgelig noget med en lille størrelse, der elsker at komme ud i haven med sin mormor. Marina lyser op i ansigtet, når hun fortæller om de tos eventyr ud på de vilde bær-våger.

-Cecilie havde lært Ellinor at sætte hindbærrene på fingrene. Det første vi skulle var selvfølgelig at komme ud og kigge på hindbærrene, og så kom de jo på alle fingrene. Hun kunne slet ikke finde ud af det og tog alle fingrene ind i munden på én gang, siger Marina og viser med fingrene, hvordan den lille størrelse slet ikke kunne finde ud af at begrænse sig.

-Hun kunne slet ikke forestille sig at vente og tage ét ad gangen.

Ellinor har ikke sin kærlig til det grønne fra fremmede. Cecilie plantede et blommetræ i haven, da hun ventede den lille, blonde spilopmager. Hun vil give glæden ved havelivet videre – og så kan træet vokse i takt med, at Ellinor skyder i vejret.

-Hendes første sommer sad hun dernede og tumlede, og der var simpelthen så mange blommer på det lille træ, at jeg tænkte, det ville knække. Hun elskede de her blommer, og hun spiste og spiste og spiste og spiste, fortæller Cecilie, mens mormor nikker anerkendende.

At det nu er tredje generation, og endda fjerde hvis man tæller Cecilies bedstemor med, der kaster sig over de grønne glæder, får mundvigene til at løfte sig hos både mor og datter. De ér en havefamilie.

-Jeg har jo nærmest fået det ind med modermælken. Min bror har sådan et godt udtryk. Han kalder det ”arven fra mor”, afslutter Cecilie og tager fat om Marinas hånd.