Der gror græs i bedene, mælkebøtter og skvalderkål er kommet tilbage til haven i Ryde. For ikke så lang tid siden blev hver enkelt plante, busk og træ sat med omhu, men ham, der satte dem, er her ikke mere. Han hed Thomas og døde ganske pludseligt. Det har Thomas’ kone, Charlotte Bork Høvsgaard, sat ord på i sin bog ”Så er Thomas væk”, og hun har gjort det godt. Thomas fik konstateret tarmkræft den 6. oktober 2011, den 14. oktober fik han at vide, at han var uhelbredeligt syg, den 20. oktober døde han i en alder af 42 år. Et kort og brutalt forløb, der knuste en familie, og alligevel går livet videre. Charlotte blev enke, da hun var 39 år. – I sommeren 2011 byggede vi haveskuret sammen, men Thomas var altid træt. Han ændrede sig, mistede sin livsglæde og var trist. – Så mistede han appetitten. Han havde altid lavet mad til mig og Halfdan. Han elskede at stå i køkkenet, og han elskede at spise. Nu lavede jeg mad, og han så på. Så kom den dag, hvor hans hud og det hvide i hans øjne blev gult. Den dag gik han til lægen. Lægen sendte Thomas videre til akut undersøgelse på hospitalet i Herning den 6. oktober. De fandt en stor kræftknude i tarmen. Ugen efter viste nye scanninger, at Thomas var uhelbredeligt syg. Kræften havde bredt sig til leveren og måske også lungerne.
Læs om Pia, der var træt af sig selv Livet standsede
Thomas bliver indlagt, og dagen efter, den 19. oktober, siger han farvel til sin kone og sin søn. – Thomas’ krop var der, men hans sind havde vendt sig mod opgaven at dø. Han var ikke bange, sagde han. De sidste ord, vi sagde til hinanden, var: ”Vi ses i morgen. Sov godt.” Tidligt om morgenen den 20. oktober døde Thomas. – Vi havde været et stort ”OS”. Nu var jeg et lille ”mig”. Det var mig, der måtte vokse og lære at klare livet alene for mig og min søn. Vores familie og venner hjalp, men ingen kunne leve mit liv. Det måtte jeg selv tage på mig.
Glad for livet igen
Det er tre et halvt år siden, Thomas døde. Charlotte har fået nye kræfter og evner trods sorgen, og så er hun også blevet forfatter. – Jeg skrev bogen, fordi jeg ville sætte ord på al den angst og sorg, jeg følte. Min bog handler om at holde fast i Thomas og alt det, vi havde. Den handler også om at komme videre med at leve vores egne liv. Nu kan jeg sige, jeg er taknemlig for, at jeg fik lov til at elske Thomas i så mange år.■
Læs også om Ditlev og hans mor, Tina