Christine Antorini: Det er aldrig for sent at lære noget nyt

Da Christine Antorini møder sin nuværende mand, Jan, er det kærlighed ved første blik. Christine havde været skilt og boet alene i næsten 10 år, da hun bliver introduceret for Jan af en fælles veninde på Roskilde Festival i 2019.

– Pludselig stod han der, og det var, som om vi bare faldt i hak. Det var kærlighed ved første blik, og et år senere blev vi gift, siger Christine.

Men når kærligheden kommer så sent i livet, er det naturligt, at man vil nå at opleve så meget sammen som muligt. Med et job som direktør i LIFE Fonden var det ikke altid nemt for Christine at klemme kærlighedslivet ind i skemaet.

– Vi var begge i 50’erne, så vi havde næsten levet et helt liv uden hinanden. Derfor følte vi, at vi havde meget, vi skulle nå at indhente. Vi havde jo ikke været ude at rejse sammen som unge eller haft et langt liv sammen med fælles erfaringer. Da vi begyndte at tale om de her ting, kunne jeg godt se, at jeg havde brug for nogle nye balancer i mit liv, så vi kunne få mere tid sammen.

Fra politik til pleje

Christine har en lang karriere i politik bag sig, hvor hun har været folketingsmedlem for Socialdemokratiet og undervisningsminister blandt andet under indførelsen af den omdiskuterede Folkeskolereform i 2014.

Hun har derfor været vant til en hektisk hverdag på Christiansborg med lange arbejdsdage, hvor telefonen kunne ringe uafbrudt.

– Det er hårdt at være i politik, men jeg skulle nok først stoppe som minister for egentligt at mærke, hvor hårdt det var. Man er hele tiden en del af en offentlig diskussion, og der er altid en debat, man skal tage stilling til. Sådan skal det selvfølgelig være i et demokratisk samfund, men det er hårdt, siger Christine og fortæller, at følelsen af hele tiden at vente på det næste dårlige telefonopkald stadig sidder i hende.

– Hvis min telefon ringede, var det jo aldrig, fordi nogen ville rose mig. Det handlede stort set altid om dårlige sager. Min telefon ringer heldigvis ikke så meget, som den gjorde, da jeg var minister, men hvis et ukendt nummer ringer, tager jeg den ikke. Jeg vil gerne være forberedt på, hvad der bliver sagt til mig.

Da Christine forlod politik og blev direktør i LIFE Fonden i 2018, oplevede hun en befriende følelse, fordi hun nu havde bevæget sig ud af offentlighedens søgelys. Men som en direktør, der skulle gå forrest i at bygge et nyt initiativ op, gik hun fra ét travlt job til et andet.

Da hun mødte Jan, kunne hun derfor godt se, at hun måtte skifte spor, hvis de skulle have mest mulig tid til at nyde hinandens selskab.

– Jan har altid været god til at udfordre mig, og han spurgte mig: ”Hvis du nu skulle skifte branche, eller hvis du skulle uddanne dig til noget nyt, hvad skulle det så være?”. Og der var jeg ikke i tvivl. Jeg ville være sygeplejerske.

Forandring fryder

For 32 år siden havde Christine sit første længerevarende møde med sundhedsvæsnet, da hendes søn Thor som 3-årig fik konstateret leukæmi. Det var en ubærlig nyhed at få som familie, men heldigvis var de omringet af et kompetent og støttende personale.

– Det er selvfølgelig altid virkelig forfærdeligt at få at vide, at dit barn er sygt. Vi troede jo, at det var en dødsdom. Men jeg kan huske, at sundhedspersonalet var sindssygt dygtige og professionelle. Det var meget inspirerende, og heldigvis er Thor rask den dag i dag.

Senere døde Christines mor af kræft, og nogle år efter gik hendes far bort. Christine har også selv været indlagt med et ankelbrud, hvor hun i 10 dage kunne observere arbejdet på hospitalsgangene. På den måde blev der allerede dengang plantet et frø, som senere skulle blomstre til en beslutning, om selv at uddanne sig inden for sundhedsområdet.

Efter mange lange samtaler med Jan om parrets økonomi og fremtid søgte Christine ind på sygeplejerskeuddannelsen i Hillerød og forlod sit direktørjob.

– Der var helt stille, da jeg fortalte medarbejderne, at jeg skulle stoppe som direktør, men de brød ud i en spontan klapsalve, da de hørte, at det var for at uddanne mig til sygeplejerske.

Før Christine fik set sig om, havde hun sin første skoledag et helt nyt sted i en alder af 58 år.

– Jeg husker tydeligt, at jeg havde mange sommerfugle i maven, men det viste sig at være helt harmløst. Det var de færreste af de yngre medstuderende, der kunne genkende mig, og det var rart at starte som ny studerende ligesom alle de andre, fortæller Christine.

Men da hun kom i sin første praktik på Rigshospitalet, skulle hun lære at forholde sig til, at kolleger, patienter og pårørende vidste, hvem hun var.

– Jeg oplevede tit, at patienter og pårørende kiggede på mig, men ikke kunne placere, hvor de havde set mig henne. En dag var der en mand, der kiggede meget intenst på mig, og pludselig sagde han: "Sig mig, du var da med til generalforsamlingen i sidste uge nede i haveforeningen, var du ikke?", og så kunne jeg ikke lade være med at grine, fortæller Christine og siger, at hun kun oplever opmærksomheden som en positiv ting.

– Det er dejligt, at jeg kan give et smil på patienternes læber og give dem en sludder for en sladder om, hvad jeg dog laver der.

Hun har nu afsluttet sig første semester på studiet med et flot 12-tal, og det har givet hende blod på tanden til at knokle videre. Heldigvis kan hun næsten ikke få nok af at suge ny viden til sig.

– Jeg synes simpelthen, at undervisningen og praktikken er både spændende og lærerigt, og jeg kan virkelig se mig selv være sygeplejerske. Det giver mig enormt meget energi at lære nye ting. Det er, som om min hjerne har åbnet sig, og at der kommer frisk viden ind i mit hoved.

Spring ud i det

Det er ikke alle, der har mulighed for at tage en uddannelse sent i livet, hvor man ikke får en fast indtægt, og Christine er meget bevidst om, at det er et stort privilegie, at hun sammen med Jan har haft mulighed for at spare op og drosle ned på deres levevis i den tid, hun skal studere.

– Jeg tænker tit på, hvilken kæmpe gave jeg har fået ved at kunne tage en uddannelse sent i livet. Derfor skal jeg også gøre mig umage og give tilbage, når jeg er færdiguddannet. Jeg er godt klar over, at mange voksne ikke kan tage samme store skridt, men jeg håber, at min historie alligevel kan inspirere andre til at lære noget nyt i det hele taget, for det er aldrig for sent.

Hvis mulighederne byder sig, mener hun ikke, at man skal være bange for at springe ud i noget nyt, som ikke har noget at gøre med den karriere og erfaring, man har med sig i bagagen.

– Flere har sagt til mig, at det er modigt, at jeg tør tage et skridt tilbage i min karriere og begynde helt forfra. Jeg kunne også sagtens have søgt en ny lederstilling, men jeg synes ikke altid, at man skal se sin karriere som noget, der skal bevæge sig opad. Den kan også bevæge sig til siden og nedad, eller man kan begynde helt forfra, som jeg har gjort.