Demens: Man har brug for nogen, der kan hive en op

77-årige Kirsten Rosengren griber fat om vinglasset og hæver det i retning mod damen, der sidder over for hende, 70-årige Lillian Kjærsgaard. De kender ikke hinanden og har først mødt hinanden for en times tid siden. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at de var perlevenner, som de sidder der ved langbordet og spiser sammen. De har nemlig en helt speciel øjenkontakt. Med hver sin demensramte mand som bordherre kender begge damer følelsen, der opstår, når den, man elsker, langsomt forsvinder. De kender ensomheden og frustrationen, og dét alene er med til at skabe en forbindelse.

– Hvis jeg sendte ham i byen efter toiletpapir, kom han hjem med 12 ruller køkkenrulle. Det var så slemt til sidst, at jeg sagde, at nu går vi til lægen – ellers flytter jeg, fortæller Lillian om hendes mand, Finn, som hun næste år kan fejre guldbryllup med. Det er ikke mere end et lille år siden, han fik diagnosen demens. Det er ikke til at se, at han er syg, som han sidder der med en øl og taler med Kirstens mand, Ole.

– Nu kan jeg hjælpe hende, for jeg ved, hvordan det hele er. Hun er helt ny i alt det her, siger Kirsten og kigger på ægtefællen Ole. Han har haft demens i ni år og er væsentligt hårdere ramt end manden, han deler en øl med. Men spise sammen kan de sagtens.

Kirsten og Lillian er bare to af 40 deltagere, der er mødt op til fællesspisning for demensramte og deres familier, som Samvirkende Menighedsplejer står bag og lægger lokaler til. Man skal ikke gå for mange ture til den store buffet, før det kan knibe med pladsen ved bordene – der er godt fyldt op i det aflange lokale med både mennesker, mad og en cocktailbar til de tørstige. Arrangementet er en del af Folkebevægelsen mod ensomheds kampagne ”Danmark spiser sammen”.

Læs også: Hjertet har jo ikke demens

Demens er en usynlig sygdom

Der er en liflig summen i lokalet. Ingen råben, ingen palaver, men højlydte grin er der plads til. Hovedparten kommer fra veninderne Annie Ravn på 80 år og Inger Jensen på 81, der har placeret sig ved et vindue, hvorfra lyset strømmer ind, så de kan suge solen til sig. Modsat mange af de andre deltagere kender de hinanden godt. De har mødt hinanden i en af Samvirkende Menighedsplejers sorggrupper og har været på flere ture sammen, end man kan tælle på én hånd. Her kan de tale om alt og ingenting – uden at skulle forklare en masse først. Derfor glæder de sig også altid til at komme ud: Håret er sat, perlekæden er på, og blusen strøget.

– Vi har været på flere ture sammen. Man har brug for nogen, der kan hive en op, så man kommer ud, fortæller Annie, der oplevede ensomheden på egen krop, da hendes mand blev ramt af demens og langsomt begyndte at forsvinde.

Bagerst i det fyldte lokale har Nina Baun slået sig ned ved et bord. Hun har de seneste 10½ år været frivilligkoordinator og kender flere af familierne godt. Derfor ved hun også, at mange ting bliver nemmere, når man deler det med andre, der er eller har været samme sted som en selv. Så er der ingen grund til at komme med lange forklaringer og udredninger. Og spise skal alle jo – så hvorfor ikke gøre det sammen med mennesker, der er i samme båd som en selv? Netop derfor har hun sammen med en lille håndfuld frivillige stablet fællesspisningen på benene.

Læs også: Jette blev demensven

Ensomheden kommer

– De pårørende til demensramte har en forhøjet risiko for at udvikle ensomhed. Derfor vil vi gerne samle folk i et fællesskab, som kan gribe folk hele vejen – lige fra deres kære får diagnosen, til de måske ikke er her længere, siger Nina og fortæller, at flere af de frivillige selv har haft demens helt tæt ind på livet. Det giver en ro og samhørighed, når de svære emner kommer på bordet.

– Nina gør et fantastisk stykke arbejde. Det synes vi alle sammen. Det gør en kæmpe forskel, at vi har et sted at komme, og det er langt hen ad vejen hendes fortjeneste, siger Tove Boel, der selv har en demensramt mand og har sin datter Helle med, da hun fanger Familie Journals udsendte på vej ud ad døren.

– Det har vi lige talt om nede ved bordet. Det skal du huske at få med, siger hun og kvitterer med et kram. Her er hjertevarme en selvfølge.