"Den døde soldat": Min mission er stadig at hjælpe andre

Det var dog utroligt, så meget hun snakkede, tænkte Jacob. Charlotte var nok den smukkeste og den dejligste kvinde, han havde set, men hun ville da aldrig være interesseret i ham, tænkte han. Men hun snakkede jo så meget til ham, så måske alligevel?

Som regel er Jacob Panton Kristiansen en hurtig mand. Men lige i denne situation var han utrolig langsom. I hvert fald i opfattelsen, for Charlotte ville faktisk meget gerne have ham.

Læs også: Overfald ændrede Mortens liv

Frygten for at miste ham

Hun kunne godt lide soldaten, der, selv om han kun var 28 år, allerede havde oplevet mere end de fleste i sit liv. Da Jacob omsider fangede hendes signaler, blev de to et par. Hun vidste, han var en soldat, der inderligt ønskede at blive sendt ud til verdens brændpunkter.

Hun vidste, hun ville være nødt til at leve med frygten for at miste ham. Men der var ingen vej tilbage for Charlotte og Jacob. De ville være sammen.

Så blev Jacob skudt i Afghanistan. Faktisk døde han, men blev genoplivet. Han blev også hovedpersonen i dokumentarfilmen ”Den døde soldat”. Jacob er veteran, ægtemand, far og på det seneste også politiker, men først og fremmest er han en soldat, der har sat sit liv ind på at hjælpe andre.

Hans mor er krigslæge. Wiera Jensen hedder hun. Hun har også været på mission, men det er ikke hendes skyld, at Jacob blev soldat, siger han.

– Jeg er landbrugsuddannet og kom så ind til forsvaret i ti måneder i 2001. Jeg blev en del af et fantastisk kammeratskab, og bagefter fortsatte jeg og sagde ja til at blive udsendt til Kosovo.

Læs også: Krigsveteran mindes sin store kærlighed

Jacobs kald

– Jeg var kun 20 år, og jeg havde fået et kald, følte jeg. Jeg ville gøre en forskel og redde liv. Så enkelt var det. Noget andet var, at jeg var blevet tidligt gift, og min første kone og jeg havde fået en datter sammen.

Jeg ville bevise, at jeg kunne det hele. Jeg kunne være en god soldat, og jeg kunne have et godt ægteskab. Men der tog jeg så fejl, siger Jacob.

Efter Kosovo kom udsendelsen til 1. hold i Afghanistan i 2006. Jacob var afsted i fire måneder, han var blevet kampvognskommandør. Han brændte for sit liv i forsvaret og kæmpede for at holde sammen på ægteskabet derhjemme.

Der skulle penge på bordet, så Jacob byggede en hundepension op hjemme i Danmark. Når han var hjemme, arbejdede han med den og hundene. Når han var udsendt, passede hans kone bedriften og datteren.

Ægteskabet holdt ikke, Jacob mistede alt og flyttede sig selv og sine ting ud i en gammel Audi, hvor han overnattede på bagsædet. Han havde ikke meget andet end sin stolthed, men så trådte soldaterkammeraterne til.

De skaffede en billig lejebolig til deres ven, og så begyndte Jacob på sin nye fremtid. Han blev soldat med hud og hår. Kammeraterne var hans familie, og familien svigter man ikke.

Læs også: Mor og datter driver forretning sammen: Skændes vi, er det kun for sjov

Lappet sammen

I september 2007 bliver Jacob sendt ud med de første kampvogne, som Danmark sendte afsted til Helmand i Afghanistan. Han var 25 år.

– Vi var ude og indskyde kanonerne, da jeg kommer i klemme under kanonen og får en møtrik gennem benet. Det er en arterieblødning, og jeg stikker fingeren i hullet for at stoppe blødningen. Jeg bliver kørt tilbage til felthospitalet og bliver lappet sammen. Det er meningen, at jeg skal sendes hjem. men det vil jeg ikke. Jeg hører til ude hos kammeraterne.

– Når man kommer ind i forsvaret, bryder de mennesket Jacob ned og bygger soldaten Jacob op. Du skal være stærk og adlyde ordrer, for det at være soldat handler om at opfylde en mission.

- Vi er skabt til at yde vores bedste, så jeg ville ikke hjem. Min plads var hos mine kammerater, og min opgave var at redde liv og hjælpe mennesker. Vi fik også skudt nogle snigskytter, så vores mission lykkedes.

Læs også: Ingen vidste, hvad der var galt med Sally: Heldigvis opgav mine forældre aldrig

Mødtes i bokseklub

Der var lidt mere vaklen i Jacobs sjæl, da han mødte Charlotte i sommeren 2010. – Min bror havde en bokseklub, hvor jeg kom tit. Det gjorde Charlotte også. Hun ville være politibetjent og trænede hos min bror, og da det så endelig gik op for mig, at den her dejlige pige faktisk ville have mig... ja, så blev vi kærester.

- Hun vidste, hun fik en soldat. Det var det, jeg var, men jeg forstod også hendes angst for at miste mig. Jeg vidste jeg havde fået en stor, stor gave i Charlotte. Hun bekymrede sig. Derfor søgte jeg ind til Kampvognsskolen i Oksbøl, hvor jeg skulle undervise andre, men inden da skulle jeg lige på den allersidste mission til Afghanistan i efteråret 2011.

Læs også: Anne Mette efter tab af datter: Livet kan godt gå videre

Jacob døde

Charlotte og Jacob glædede sig. De planlagde at få børn sammen og endelig blive en ganske almindelig familie hjemme i Danmark. Den sidste mission skulle bare overstås, men for første gang nogensinde var Jacob bekymret.

– Jeg havde en dårlig følelse med den mission. Faktisk sagde jeg til Charlotte, at jeg havde en fornemmelse af, at jeg ville dø på denne her mission. Det skulle jeg selvfølgelig ikke have sagt, for hun blev bange. Tre uger før vi skulle hjem, blev jeg skudt og opereret i armen.

- Så er proceduren sådan, at jeg skal sendes hjem, men jeg stak af og fangede en helikopter, der satte mig af i ørkenen. Så gik jeg det sidste stykke og endte så hos min besætning. Vi er taget ud sammen, og vi skal hjem sammen, tænker jeg.

Læs også: Per og Trine tackler sorgen over datterens selvmord forskelligt

De kom ikke hjem sammen

Den 30. januar 2012 er Jacob og hans kampvogn på tur. Han hører en mislyd ved kampvognsbæltet og vælger selv at kravle ud og forsøge at reparere det. Han bliver ramt af en granat, skudt fem gange af en snigskytte, kæmper sig op i kampvognen, skyder snigskytterne og dør selv på operationsbordet.

– Jeg har aldrig før givet op. Jeg er vokset op med, at der altid er en udvej, men nu var der ikke længere en udvej. Jeg døde, siger Jacob. Han var død i tre minutter, før feltlægen fik ham genoplivet.

Da han kommer til sig selv, er han i Danmark. Indlagt på Rigshospitalet og stadig i livsfare. Charlotte var hos ham.

– Jeg kunne se i hendes øjne, at hun var bange, men også at hun ikke ville vise mig, hvor bange hun var, siger Jacob. Charlotte havde gennemlevet sit værste mareridt, siden hun fik beskeden om, at Jacob var blevet såret.

- Uvisheden om, hvorvidt han klarede det, martrede hende – og uvisheden om, hvilket menneske hun fik tilbage. Men Charlotte er stærk. Ellers ville hun ikke have været der i dag. Det var nemlig på mange måder et andet menneske, hun fik hjem.

Læs også: Louise fik en hjerneblødning som 12-årig: Heldigvis har hun en formidabel styrke

Afskrevet

– Mit ben var skudt sønder og sammen, og forsvaret sagde meget hurtigt, at jeg ikke kunne komme tilbage i aktiv tjeneste. Men hvis jeg ikke var soldat, hvad var jeg så? I mit hjerte var jeg soldat, og det tog mig næsten syv år at acceptere, at det var jeg så ikke mere.

Jacob var indlagt på hospitalet et år. Takket være intensiv genoptræning kan han gå på sine ben i dag, men han har stadig smerter hver eneste dag.

Sådan har det været i syv år. De første to år efter ulykken drømte han stadig om at komme tilbage i aktiv tjeneste, og Charlotte støttede ham. Ikke fordi hun ønskede, at Jacob skulle være soldat, men fordi hun ønskede, at hendes mand skulle have det liv, han selv følte, han var skabt til. Forsvaret sagde nej. Jacob ville aldrig mere kunne klare en aktiv tjeneste.

– Så kan du blive en bitter og vred mand, eller du kan tage dit liv op til revision og se, hvad du så kan gøre med dig selv. Jeg er soldat. Jeg har givet mig selv i tjeneste for mit land, og det er jeg stolt af.

- Da jeg var ved at blive rask, opdagede jeg, at alle andre instanser havde travlt med at fortælle mig, hvad jeg kunne og især ikke kunne. Jeg blev afskrevet, og det er bare ikke godt nok at behandle vores sårede soldater og veteraner på den måde.

Læs også: Smertepatienten Pia: Fidusen er at flytte fokus

Veteranskytterne

- Min mission er at hjælpe andre, så måtte jeg finde en måde at gøre det på. Det blev til foreningen Veteranskytterne. Det begyndte som en skytteforening, hvor veteraner skyder sammen på en skydebane.

- I dag har foreningen mange aktiviteter: De skaffer penge gennem salg af brugte patronhylstre, sælger deres eget kaffemærke, arbejder som vagter og meget andet. De har fået gode forbindelser til andre veteranforeninger i USA, og krumtappen i det hele er Jacob.

Også Charlotte fik et andet liv, end hun havde forestillet sig. Charlotte har fået sin soldat hjem. De har tre børn sammen nu: Dina, der er 14 år, fra Jacobs første ægteskab, Lily på 5 og Charlie på 4.

Jacob er en anden mand nu, end dengang han var soldat, men Charlotte elsker ham betingelsesløst.

Og Jacob? Han siger, at han er en heldig mand.