Det er ikke synd for os

Hvis der fandtes en konkurrence i kunsten at lave madpakker, ville Kenneth Jacobsen vinde. Hver dag har hans børn, Liv og Mikkel på 11 og 15 år, lækre hjemmebagte sandwichbrød med, som deres far har bagt. Han har nemlig både tid og store evner indenfor bagning.

Kenneth er blevet hjemmegående husfar. Ikke fordi han havde drømt om netop den stilling, men fordi han fik konstateret demens som bare 49-årig.

Det er nu to år siden, Kenneth og Majbritt i Fredericia fik vendt op og ned på deres liv. Før gik Kenneth på arbejde, han elskede sit job som serviceleder i et rengøringsfirma. Han havde aldrig rigtig fri, for når han ikke var på arbejde, var han altid til at få fat på i telefonen. Han var travl og stresset.

Det var dengang, han tjente gode penge. Majbritt havde job som pædagog, og de kunne stort set tillade sig at gøre, hvad de måtte have lyst til.

Men det var før, Kenneth blev dement og kom på pension. Nu er deres liv fuldstændig anderledes, men tag endelig ikke fejl: Der er ingen grund til at have medlidenhed med ham, siger Kenneth selv.

Men det var svært, lige da han fik diagnosen.

– I efterårsferien 2019 havde jeg været på en tur til London med Christianskirkens drenge- og mandskor, hvor vores dreng Mikkel synger. Jeg var med som frivillig, og jeg tror, vi havde en hyggelig tur. Det viste sig nemlig, at jeg ikke kunne huske noget fra turen, da vi kom hjem, og de andre spurgte, hvordan turen havde været. Det blev jeg urolig over og gik til læge. Han mente, at jeg nok bare var stresset, men sendte mig alligevel videre til Kolding Sygehus, så jeg kunne blive undersøgt nærmere, siger Kenneth.

Det kunne sagtens have været stress. Kenneth var serviceleder i et rengøringsfirma og elskede sit arbejde. Han var blæksprutten, der fik tingene til at glide og sagde aldrig nej til en opgave.

Men det var ikke stress. Undersøgelsen viste, at Kenneth havde fået vaskulær demens. Det betød, at han var blevet glemsom, havde koncentrationsbesvær og indimellem problemer med at finde de rette ord, ligesom han også havde problemer med at finde rundt.

Sygdommen skyldes små blødninger eller blodpropper i hjernen, der rammer forskelligt fra patient til patient.

– Jeg forstod slet ikke, hvad det egentlig var for en diagnose, de gav mig. ”Stik mig nogle piller”, så jeg kan komme i gang igen, sagde jeg til lægerne, husker Kenneth.

Men der findes ikke piller, der kan trylle en vaskulær demens væk. Man kan leve med det og begrænse stresspåvirkninger, så sygdommen forhåbentlig ikke udvikler sig til det værre.

Majbritt var den, der bedst forstod, hvad der var sket. Hun og Kenneth har været sammen i 22 år. lige siden hun som ung pædagogstuderende skrev sammen med Kenneth fra Korsør over nettet.

Det blev ikke til så meget skriveri, før Kenneth tog på besøg hos Majbritt i Kolding, og han flyttede nærmest ind hos Majbritt samme dag, og siden har de fået børn, hus og hund. De to har hørt sammen fra den første gang, de mødtes, og det blev der ikke lavet om på, selv om deres liv blev voldsomt ændret med Kenneths diagnose.

Mens Kenneth udbad sig en mirakelpille, var det Majbritt, der gik på sundhed.dk og læste alt om vaskulær demens. Og blev bange.

– Vi troede faktisk, at demens var noget, der kun ramte gamle mennesker. Kenneth var 49 år. Vi havde planlagt at rejse sammen, vi havde lige købt huset her, som vi ville bygge om. Hvad kunne vi overhovedet nu, og hvordan ville fremtiden blive for Kenneth? Men Kenneth er jo ikke sådan til at slå ud, som Majbritt siger.

– Jeg spurgte lægen, om jeg måske kunne arbejde på et senere tidspunkt. Det frarådede de mig på det bestemteste, hvis jeg ikke ville sidde som dement på et plejehjem om fem år. Men hvad skulle jeg så? Mit arbejde var jo hele min identitet, siger Kenneth.

Heldigvis har Majbritt og Kenneth altid været enige om at se på muligheder i stedet for begrænsninger. Nu kunne Kenneth så være mere for sin familie, foreslog Majbritt. Kenneth sagde ja og fik heldigvis hurtigt tilkendt førtidspension. Nu var han pludselig hjemmegående husfar, og det har især børnene været glade for.

– Det er faktisk meget fedt, at far altid er hjemme, siger Mikkel, og Liv er helt enig.

Det er rart at have en far hjemme, der både sørger for madpakker, ordner rengøringen og frem for alt er god at snakke med, når man har brug for det.

Majbritt er heller ikke utilfreds med pludselig at have en hjemmegående mand, der laver mad og gør rent, går med hunden og bager alt, hvad familien kunne tænke sig. Kenneth er god til sit nye job, men det har også været den sværeste periode i hans liv.

– Jeg har altid elsket at gå på arbejde og elsket, at der var brug for mig. Jeg kan mærke, at der også er brug for mig herhjemme, og jeg har været rigtig glad for at kunne være noget for børnene, lige når de faktisk har brug for mig. Før var jeg tit på arbejde, når ungerne var hjemme. Men det har været rigtig svært for mig, at jeg ikke kunne bidrage til samfundet ved at passe et almindeligt lønarbejde uden for huset.

– Redningen blev, at jeg kom ind i Demensfællesskabet Lillebælt. Her går jeg til motion en gang om ugen og til mentaltræning en anden dag, og det allerbedste er, at jeg også har fået et arbejde. Jeg er blevet frivillig hver tirsdag i demensfællesskabet, hvor jeg laver kaffe, organiserer posten og printer papir ud. Det er måske ikke det største arbejde, men jeg elsker, at jeg kan være med til at bestille noget, der har værdi for andre, siger Kenneth.

Når han kommer hjem, er det ikke altid, han kan huske, hvad han egentlig har lavet, men han kan huske, at han har haft det sjovt, og det er det vigtigste, er både Majbritt og Kenneth enige om. For nok blev livet noget anderledes, end de havde tænkt sig det, men de har et godt liv sammen.

– Der er så mange, der siger, at det er frygteligt eller synd for mig, at jeg har fået demens. Men det synes jeg ikke, det er. Jeg er ikke en, det er synd for, for vi har valgt at få det bedste ud af det, og på mange måder fået et rigtig godt liv, siger Kenneth.

– Før gjorde vi en masse spontane ting. Det kan vi ikke længere, for så kan Kenneth ikke overskue det. Nu skal vi planlægge og arrangere alt, hvad vi gør, men så må ungerne og jeg lave noget for os selv, hvis vi vil noget uventet. Vi tror, at Kenneths sygdom kan være en følge af en stresset livsstil, og derfor vil vi gerne give andre det råd, at de skal huske at sætte pris på livet og finde ud af, hvad der er det vigtigste for dem: At være sammen eller at have en masse arbejde? Vi har valgt, siger Majbritt.