Det handler om næste-kærlighed: Butikken, hvor alt er gratis

Der er en første gang for alting, og da Ruth første gang hoppede ned i en container bag en forretning for at lede efter brugbare ting, var det en kæmpe overvindelse for hende. Hun gjorde det, fordi hun ikke syntes, der var andet at gøre.

Ruth Kronholm Andersen fra Aabybro i Vendsyssel er 68 år, og hun har arbejdet hele sit liv, først som ufaglært montrice på en fabrik, og fordi hun elskede arbejdet med at montere komponenter, blev hun ufaglært tekniker og kunne lave mange forskellige ting.

Hun var stolt af, at hun kunne sørge for sig selv og endda blive boende i sit billige hus, så alt i alt var hun glad for sit liv.

Sådan var det, før hun blev ramt af sygdom, der vendte hendes liv op og ned, så hun pludselig opdagede, at hun hver eneste måned havde et minus på 300 kroner på sin konto, inden hun overhovedet var kommet i gang med måneden.

Ruth blev fattig på penge og følte sig magtesløs, men hun blev også vred, for sådan skulle ingen mennesker have det i vores samfund, tænkte hun.

Den vrede blev begyndelsen på hendes nye liv, hvor hun i dag er kvinden bag foreningen ”Næstehjælperne” i Jammerbugt Kommune.

I årenes løb har hun skaffet flere tusinde mennesker mad og tøj, og når det er jul, skaffer hun også julepakker, nisser, gaver, fint tøj og varmt tøj, gryder og potter og julepynt.

Ruth og hendes hjælpere har lavet et helt ”supermarked” med masser af ting, der alle er gratis for de mennesker, der er på lave økonomiske ydelser.

Kravet er, at man skal bo i Jammerbugt Kommune, og man skal have brug for det, man henter hos Ruth.

Hun skriver ned, hvad der bliver hentet i butikken, så hun altid har styr på, hvad der er tilbage, men ellers holder hun ikke kontrol med noget, for her kommer kun dem, der ved, hvad det vil sige at være i nød, og det er netop dem, hun vil hjælpe hele året rundt.

Ydmygende

– Vi kan alle ende med at have brug for hjælp, for der er kun en ganske tynd skillelinje mellem dem, der har, og dem, der pludselig ikke har. Jeg havde det fint, indtil jeg blev syg med kræft i blæren og oveni fik en knude i iskiasnerven. Det kostede et langt sygeleje, og det blev endnu længere, fordi jeg blev fejlopereret. Det endte med, at jeg blev lam i det ene ben og måtte lære at gå helt forfra. Min arbejdsplads var såmænd flinke nok, de holdt på mig så længe som muligt, men da jeg havde været sygemeldt et år, kunne det ikke gå længere, og jeg blev fyret, siger Ruth.

Ønsket om at få sit gamle liv tilbage var så stærkt, at hun fik trænet sit ben op igen, men på det tidspunkt kunne hun ikke finde et arbejde, og hvem var hun så, når hun ikke kunne være på en arbejdsplads?

For Ruth var det svært at miste den del af sin identitet, men det blev endnu sværere at få enderne til at nå sammen.

– Jeg havde mit lille hus, der næsten ikke kostede noget i terminer, men hvis jeg solgte det, havde jeg ikke råd til at betale for en lejlighed. Det var flere år siden, jeg var blevet skilt, og min datter var voksen, men det var svært at få enderne til at mødes alligevel.

– Jeg gennemgik alle mine udgifter og skar væk og skar ned. I den første tid havde jeg jo sygedagpengene. Det var dengang, jeg kunne spise et stykke brød med smør på og en frikadelle til. Da de penge slap op, var der ikke råd til frikadellen, så blev det brød og smør, og da der så heller ikke længere var råd til smørret, var der ikke mere tilovers.

– Det var på det tidspunkt, jeg blev vred, for jeg følte, at det var uretfærdigt. Hele livet havde jeg betalt min skat og passet mit arbejde. Alligevel stod jeg nu med en konto, hvor der allerede manglede penge, når jeg lige havde fået udbetalt min kontanthjælp. Det var så ydmygende.

Nok at se til

For Ruth var det endnu værre, at hun ikke var den eneste, der havde det sådan.

Og hun besluttede at handle og kastede sig ud i at ”skralde” de madvarer og andre ting, som forretningerne smed ud, og hun opdagede, at der var masser af varer, som mange andre også kunne få glæde af. Sådan begyndte hendes projekt ”Næstehjælperne”.

– De ting, min veninde og jeg havde fundet i containerne, opbevarede vi først i min udestue og delte dem ud til nogen, vi vidste trængte, men der var jo mange, der trængte, og efter en tid voksede vi ud af min udestue, husker Ruth.

Hun fik hurtigt nok at se til i sin lille biks. Hun startede den første butik ”Næstehjælperne” i 2016 i Aabybro sammen med andre gode mennesker, der også vidste, hvordan det var at mangle de meste basale ting i hverdagen.

Pludselig var de 15 mennesker, der arbejdede frivilligt med at skaffe ting til Ruths butik. Måske er det noget særligt for Vendsyssel, eller måske har Ruth og vennerne ekstra gode talegaver, men de får rigtig mange donationer fra forskellige firmaer og private, som giver madvarer, tøj og andet, som Ruth og de andre kan give videre til folk, der har brug for det.

Hver torsdag er der åbent i butikken, som har fået nye og større lokaler i en nedlagt børnehave i Kaas i 2019, så brugerne kan hente de ting, de har brug for. Hver tirsdag er der arbejdsdag, og sådan har Ruth fået et arbejde, ganske vist ulønnet, men med stor mening, både for hende og for andre.

Lige nu går hun rundt og skaffer donationer og laver pakker til alle de familier, der har svært ved at skaffe penge nok til både julegaver og julemad.

Hun er stadig ikke blevet rig, men hun er blevet folkepensionist, og det giver hende en fast indtægt, som hun godt kan klare sig for. Det vigtigste er, at hun føler, hun gjorde det rigtige, da hun første gang kravlede ned i en container og samlede brugbare ting sammen.

– Jeg tænker, at det var idéen om ”Næstehjælperne”, der reddede mig. Når jeg går omkring her og ser, hvor meget vi har skaffet, som vi kan hjælpe andre med, så betyder det, at der har været brug for mig, siger Ruth.