Det skal helst være vildere end naboens

Tre biler kører på den oplyste gade. De kører kun 15 kilometer i timen, for de skal nå at have det hele med. På den ene side af gaden står tre oplyste nisser, mens man på den anden side kan se en kæmpe elg lavet af lyskæder, der står og fylder halvdelen af en carport. Uanset hvor man kigger hen, er der pyntet op med lys og nisser på den lille vej.

Læs også: Jule-pyntning på højeste plan

Man skal altså ikke være epileptiker, hvis man går rundt her, for der er blinkende julelys, hvor end man kigger. Blå, gule, grønne og røde lys lyser alt på vejen op, og folk kigger benovet rundt på alt det, der sker.

– Hvor kommer lyden fra? spørger en lille dreng, der har taget turen til fods. Han kigger lidt rundt efter lyden.

Man kan høre en julemand, der lystigt siger ”ho ho ho,” men hvilken en af dem kommer lyden fra? Det er ikke muligt med én hånd at tælle antallet af julemænd, der er sat på vejen, så det er ikke lige til at vide, hvem af dem der nu bryder ud i sang.

Mens vi står der, kommer flere og flere mennesker til, og man kan se, at den stille gade i Hinnerup ikke bare er en vej, man kører forbi i december. Man kører hertil. Og det ved beboerne på vejen, og derfor gør de noget ud af det for de mange besøgende, der lægger deres vej forbi.

Juletradition

Charlotte og Peter Schmidt er en af de familier, der hvert år pynter deres hus op til alles store fornøjelse. Ingen ved præcist, hvornår traditionen med at hænge lyskæder op begyndte, men Peter fortæller, at de ikke havde boet der så længe, da det startede.

– Et sted mellem 1996 og 1998, vil jeg gætte på, siger han.

Selv om hele vejen nu er badet i lys, var pynten i begyndelsen lidt mere beskeden.

– Det begyndte med, at en enkelt nabo havde sat en skrækkelig grim lyskæde op, og så tog en anden nabo udfordringen op og hængte lidt lys op hos sig selv, fortæller Peter.

En venlig nabokrig

Og pludselig eskalerede det. Nu ville flere folk på vejen være med. Også Peter, så han måtte jo købe sin egen lyskæde.

– Den kostede 300 kroner, og jeg kan huske, jeg tænkte, det var megadyrt, siger Peter, mens han griner.

Kigger man ud på huset, kan man hurtigt regne ud, at der er for meget mere end 300 kroner på det hvide hus, hvor der ikke er mange kvadratcentimeter uden tændte små pærer.

– Ja, altså … det tog jo pludselig lidt overhånd, siger han, mens han slår armene ud og griner lidt.

Charlotte kigger på ham og tilføjer:

– Det er blevet til en venlig nabokrig. Man vil altid gerne sørge for, at man har lidt mere end naboen. Så der kommer jo noget nyt til hvert år.

Læs også: Mød præsten, der bor i Danmarks ældste præstegård

Godt fællesskab

Og det er ikke blot for gadens beboere, at hele lysshowet bliver lavet. Det er noget, der samler byen. Det er derfor blevet en tradition, at mange af byens beboere samles på vejen den sidste lørdag i november for at se lysene blive tændt. Og det går ikke stille for sig.

– Jeg tager jo fri fra arbejde en uge optil, så jeg kan gøre klar til det hele. Der er ret meget, som skal sættes op. Især når det er både i bedene, på huset og på taget. Så jeg sørger for at sætte tid nok af til projektet, så jeg når det hele, erkender Peter.

Peter er ikke den eneste på vejen, der tager fri. De er en lille flok, der ugen op til går rundt og sørger for, at alt er klar til åbningsdagen, som ofte ender med at være noget af en fest.

Men det er ikke kun i december, der er hyggeligt på Fredensgade. For selv om det kun er den ene måned om året, der bliver pyntet op med lys, og gaden går sammen om projektet, har det også dannet et fællesskab resten af året for dem, der bor på vejen.

– Vi kommer jo hinanden ved hele året. Vores fællesskab er blomstret helt vildt. Der er vejfester og damefrokoster, fortæller Charlotte.

– Ja, og når der flytter nye ind på vejen, får de en lyskæde i indflyttergave, så de ved, hvad det handler om, siger Peter.

Læs også: Sigurd Barrett: Taknemlighed er den korteste vej til lykken

Gør det for andre

Det er dog ikke kun vejens beboere, der får glæde af alt det arbejde, der normalt lægges i julelysene på villavejen. Folk kommer langvejsfra for at se det. Især én bestemt gruppe mennesker kommer der mange af, fortæller Peter.

– Vi kan se, der er kommet rigtig mange plejehjemsbeboere, der i minibusser langsomt kører en tur ned ad gaden. Det er så hyggeligt, fortæller Charlotte.

– Det er også en af grundene til, at jeg gider bruge så meget tid på det. Jeg kan se, at folk får glæde af det. Selv om jeg må indrømme, at sidst i december kan jeg godt føle mig lige mættet nok af julen. Hvert år i slutningen af december tænker jeg, at næste år bliver det ikke lige så vildt, men når jeg så ser, hvordan folk nærmest selv får julelys i øjnene, når de tager en tur ned ad gaden, tænker jeg, at det er al arbejdet værd, fortæller Peter.

Charlotte kigger på ham og tilføjer:

– Og du ville heller ikke kunne holde ud, hvis naboen havde mere pynt end dig.

– Nej, det er nok rigtigt nok, siger Peter og griner lidt..

Læs også: Man tager en saks... og klipper sig et liv