Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Svigermor – et ord, mange af os har et specielt forhold til, og et ord, der er skrevet og sunget ufattelig meget om i drilske vendinger.
I Krusmølle bor dog en familie, der udelukkende føler kærlighed og taknemlighed over for ordet.
− Hvis det ikke var for min svigermor, Gerda, havde vores liv nok taget en helt anden drejning, fortæller Nina Loff, 55 år, som takket være selvsamme svigermor nu i 32 år hver eneste jul har kunnet byde velkommen til Sønderjyllands smukkeste og hyggeligste julemarked.
Det var dog ikke udelt begejstring, Nina følte, da hendes svigermor en dag tilbage i 1986 udstak retningen for familiens fremtid.
− Det var ikke lige det, jeg havde forestillet mig, da jeg første gang mødte min mand, Henrik. Mine svigerforældre havde et par år tidligere købt Krusmølle-gården som et håndværkertilbud for at få mere jord, og de byggede noget af gården om til ungdomsboliger. En af mine venner flyttede ind, og det var til en fest på gården, jeg mødte Henrik, som også boede på stedet.
Nina faldt pladask for den unge landmand.
Da Nina blev en del af Loff-familien, opdagede hun, at der manglede lidt juletraditioner.
− I Henriks familie dansede man for eksempel ikke om juletræet juleaften, og det fik jeg hurtigt lavet om på. Men jeg havde på ingen måde forudset det jule-forslag, svigermor kom med, få år efter at Henrik og jeg var flyttet sammen på Krusmølle.
− Tilbage i 1980’erne var der ikke ret mange, der arrangerede julemarked, selv om det i virkeligheden er en meget gammel tradition. Og så var det, at min svigermor, som er en meget driftig og visionær kvinde, besluttede, at det skulle Henrik og jeg da gøre på Krusmølle.
Nina var som sagt ikke helt vild med tanken.
− Julemarkedet skulle være på loftet over vores hus, og folk skulle sådan set gå gennem vores private stuer for at komme derop. Jeg tænkte bare, at det ville aldrig komme til at ske! Jeg kommer fra et villakvarter i Fredericia, hvor vi ikke er vant til at have folk så tæt på og da slet ikke i vores hjem.
Men svigermor kunne se mulighederne og fik overtalt Nina og Henrik.
Læs og se filmen: Behandlingshjemmet Marjatta holder julebasar i fællesskab
Familiens juleunivers består i dag af ikke mindre end 3.000 kvadratmeter og bugner af nisser, julekugler, stjerner og alt, hvad man overhovedet kan ønske sig til sin egen jul. Maden i caféen og i selskabslokalerne bliver tilberedt af lokale råvarer.
− Alt i caféen er genbrug fra Sønderjylland, og hver enkelt ting, møbler, billeder med mere, fortæller sin egen historie. Det er jo dét, det hele handler om: den gode historie, siger Nina.
Og netop dén finder man altså her takket være svigermor langt fra alfarvej midt i den skønne, sønderjyske natur.
Der er åbent alle ugens syv dage kl. 10-18 frem til den 30. december. Der er dog lukket den 24. og 25. december.