Emilie har madskræk: Jeg elsker faktisk at lave mad

Det er med god grund, at Emilie Mie Pedersen som regel vælger at holde sine spisevaner for sig selv. Hun skal nemlig bare tage sig sammen og lade være med at være kræsen, får hun ofte at vide, hvis hun vælger at fortælle om sin spiseforstyrrelse, der er stort set ukendt i Danmark.

Emilie lider af ekstrem madskræk, i fagsprog kaldet ARFID (Avoidant/Restrictive food intake disorder). Hun er ikke tryg ved madvarer, hun ikke før har smagt, og har derfor en meget ensidig kost.

– Det er nemmere for mig at sige, hvad jeg kan spise, end hvad jeg ikke kan, siger Emilie, som anslår, at den samlede liste tæller omkring 25 forskellige fødevarer.

Alle er at finde i hendes køkken på Amager, hvor den 29-årige CPH Business-studerende bor alene.

– Det må ikke være uforudsigeligt. Jeg skal vide, hvordan det smager, og hvordan konsistensen er. For mig handler det meget om konsistens. Pommes frittes ved jeg, hvad er. Og pasta, for det er blødt hele vejen igennem, forklarer Emilie.

Når Emilie alligevel tager mod til sig for at prøve noget nyt, kræver det tilløb.

– Så tager jeg måske en mikrobid, og så skal der gå nogle måneder, før jeg prøver igen. Jeg ville da ønske, at jeg bare kunne smage på det og sige, at jeg ikke kan lide det, ligesom alle andre gør, men den proces er bare meget lang for mig.

Svedige håndflader

Fryseren er fyldt med pommes frittes og kyllingenuggets, som udgør hjørnestenen i Emilies kostpyramide, der er temmelig beige. På køkkenbordet står et mindre apotek af forskellige vitaminpiller, for frugt og grønt er ikke på listen over mad, hun er tryg ved.

– Hvis jeg føler mig presset til at spise en gulerod, får jeg svedige håndflader. Min hjerne kører med 110 kilometer i timen, og jeg har bare lyst til at flygte.

Seks kilo spaghetti af et bestemt mærke og tykkelse har Emilie også i sit køkken. Hun køber stort ind, for hvis en specifik vare pludselig udgår af sortimentet, kan hun ikke bare erstatte den med en anden.

– Jeg bliver tit spurgt, om jeg ikke synes, det er kedeligt altid at spise det samme, men jeg har jo aldrig kendt til andet, forklarer hun.

Emilies sundhedsjournal bekræfter, at hendes forhold til mad har været anstrengt, siden hun var ganske lille.

– Da jeg gik fra flydende til fast føde, ville jeg bare ikke spise, fortæller Emilie, som er vokset op med mor, far og storesøster i Hillerød.

Hun fortæller, at hendes forældre gjorde, hvad de kunne for at tage hensyn, men det betød ikke, at de ikke var både frustrerede og bekymrede.

– Mine forældre insisterede på, at det, de oplevede derhjemme, ikke var normalt, siger Emilie, som blev tilset af både praktiserende læge og sundhedsplejersker, der forsikrede hendes forældre om, at hun bare var kræsen og nok skulle vokse fra det.

Perfekt til alt

Men Emilie voksede ikke fra det, og som teenager besluttede hun at opsøge behandling i børnepsykiatrien. Årsagen var, at hun skulle begynde på efterskole og var bekymret for, hvordan hun skulle klare sig igennem fællesmåltiderne.

Men ARFID var og er ikke en diagnose, som findes i det danske sundhedssystem. I stedet benyttes koden ”atypisk spiseforstyrrelse,” og det begrænser mulighederne for behandling.

Samme kode blev anvendt i Emilies sundhedsjournal, da hun atter opsøgte behandling i 2020, men på voksenpsykiatrisk kunne man ikke tilbyde hende anden behandling end den, der er beregnet anoreksi- og bulimipatienter.

– Jeg skal være perfekt til alt andet, fordi jeg ikke kan finde ud af noget så basalt som at spise. Det er en grundfølelse af ikke at være god nok, en ond spiral, siger Emilie, som var begyndt at få angstanfald udløst af ARFID.

Emilie kom i gruppeterapi med unge kvinder, som led af anoreksi, men valgte at afbryde forløbet før tid.

– Jeg kunne ikke relatere til dem. Jeg har aldrig talt kalorier. Det handlede bare om, at jeg skulle tage på, og det fik jeg ikke noget ud af, forklarer Emilie.

Nysgerrige blikke

At spise handler ikke kun om at indtage det rette antal kalorier. Måltider er også social aktivitet, men for Emilie medfører det nysgerrige blikke og nærgående spørgsmål.

– Det føles skamfuldt, at jeg kun spiser, hvad jeg spiser. Mange er nysgerrige, men nogle gange har jeg ikke lige overskud til at tale om det, så for ikke at tiltrække mig mere opmærksomhed, bliver jeg meget stille, siger Emilie.

Derfor foretrækker hun at spise med veninder, hun har kendt længe. De lader hende vælge restauranten, så hun er sikker på, at der også er noget, hun kan spise.

– Men jeg føler mig stadig til besvær, selv om mine veninder siger, at de er ligeglade med, hvor vi spiser.

I de seneste år har Emilie fået en ny bekymring.

– Alle omkring mig får kærester og børn. Det gør mig bekymret for, at der ikke er nogen, der gider være sammen med en, som man ikke kan tage med ud at spise, siger Emilie.

Stolte fremskridt

I 2023 udviklede Emilie en depression og kom igen i kontakt med voksenpsykiatrien. Hun blev endnu engang tilbudt behandling tilpasset anoreksi- og bulimipatienter, men afslog. I stedet opsøgte hun en psykolog privat.

Siden har hun arbejdet på at bekymre sig mindre om, hvad andre tænker om hendes madvaner, og i efteråret 2023 tog hun alene på en grupperejse til Mauritius.

– Der fyldte mad også meget i mine bekymringer, siger Emilie, som udfordrer sig selv igen, når hun om kort tid rejser på ferie til Sri Lanka.

Hjemme i køkkenet findes nu også mad, som Emilie håber på en dag at kunne spise, såsom vilde ris, pesto og smør. Indtil da får hendes gæster det serveret.

– Det paradoksale er, at jeg virkelig elsker at lave mad og anrette. Så kan jeg endelig lave andet end pomfritter og pasta, smiler hun.

Emilie fortæller, at hun er stolt af sine fremskridt, men ikke længere går efter at få et normalt forhold til mad.

– Jeg er nået til et sted nu, hvor jeg har indset, at det får jeg nok aldrig. Men det kan stadig genere mig lidt, hvis jeg bliver kaldt kræsen, for det er jeg jo ikke.

Læs også:

Birgitte behandler patienter med ARFID: De er ikke bare kræsne