En flæskestegsamatør går i lære: Jagten på den sprøde svær

En liflig duft af æbleskiver, kanel og sprøde, salte flæskesvær sniger sig listigt ind i næseborene, så snart man nærmer sig torvet i Esbjerg.

− Ja, det er hernede. Gå efter duften!

En kvinde med røde kinder og strikket poncho stikker hovedet ud fra en af hytterne og vinker. Det er Lonnie Thygesen.

Vi fryder og mætter med kæmpe tarteletter

Til daglig er hun kvinden bag catering- og ”mad ud af huset”-stedet Strandvejen 82 lidt uden for Esbjerg, men i december har hun byttet sit store industrikøkken ud med et mere primitivt et af slagsen i træhytten her på torvet. Og så har hun i dagens anledning sagt ja til at være min læremester udi den svære disciplin at lave en flæskestegssandwich, som både er saftig og har sprød svær.

Det svært at holde mundvandet tilbage, og selv om Familie Journals udsendte fotograf ihærdigt gør et forsøg, må han se sig slået af den sprøde svær.

Nostalgi-quiz: Kan du fortsætte julesangene?

Den skal ikke være tør

Jeg er ikke nogen garvet flæskestegsmager, selv om min mormor gennem årene har forsøgt at fylde mig med rigelig viden om korrekt ridsning, stegetemperatur og saltgnubning. Dog uden at det nogensinde har sat sig ordentligt fast.

Uanset hvad, når flæskestegen bliver sat på bordet juleaften, spiser jeg den med allerstørste velbehag. At tænke sig en jul uden gris på gaflen – naturligvis akkompagneret af rigelige mængder sovs og franske kartofler – uf! Man skulle da være et skarn.

Køen vokser

Dét går ikke ubemærket hen. De julehandlende begynder langsomt at blive lokket til – om det er den dejlige duft eller min nissehue, der er tilløbsstykket, ved vi ikke.

Køen foran vores lille hytte begynder langsomt at brede sig ud på torvet. Selv herrerne i tombolaen ved siden af nikker anerkendende ved synet og ikke mindst duften af det perfekt tilberedte kød.

– Står I og bliver fristet? spørger jeg med et stykke steg i hånden.

Læs, hvorfor Rikke fortjener en julekurv

Ustyrlig rødkålssaft

Ikke så snart har jeg samlet en saftig sandwich, før flere kunder står på flæskestegsspring med sultne øjne og tegnebogen fremme. Sådan fortsætter det slag i slag, indtil Lonnie forbarmer sig og ser overbærende på mig, sin arbejdsnisse.

– Nu tager jeg vist lige over. Vi kan jo ikke have, at du står og skrumper ind til det rene ingenting!

Fluks får jeg samlet en sandwich. Her er det yderligere en fordel at være kokken, i hvert fald når man hedder Mai og er unormalt glad for rødkål. En ekstra skefuld af det i sandwichen, og jeg er klar til at sætte tænderne i mit mesterværk.

– Den er godkendt, siger jeg og ser med koncentrerede øjne på Lonnie.

Selv om jeg ihærdigt forsøger at undgå det, kan jeg hurtigt mærke saften fra både kål og kød løbe ned ad min hage. Det er ikke kønt, men godt smager det.

Læs hele historien i Familie Journal, som er på gaden mandag den 19. november 2018.