En hjerneblødning fik Birgitte til at skifte spor: Fra jordemoder til bedemand

For to år siden faldt Birgitte om med kramper til en fødselsdagsfest hos genboen, og bagefter turde lægerne ikke sige, om den tumor, der lyste stort og hvidt op på scanningsbilledet, var af den gode eller onde slags.

Birgitte gik selvfølgelig i panik, men også i praktik. For hvis hun skulle dø, skulle hendes livs kærlighed og hendes elskede tre teenagesønner altså ikke stå og gætte sig til, hvordan mor gerne ville have bisættelsen til at forløbe.

– Jeg bestemte, at der skulle serveres pizza til sammenkomsten bagefter, for så var jeg sikker på, at drengene ville få noget at spise. Bagefter skulle de have kransekage, det elsker vi alle sammen i min familie. Og så skulle de lytte til diskomusik fra min ungdom…

Læs også: Tennisstjerne mistede sin steddatter

Min sidste vilje

Birgittes latter springer rundt i køkkenet i huset i Hald Ege ved Viborg, for i dag virker al den planlægning umiddelbart helt overflødig og langt væk. Hun sidder jo lige her, smart, klog og friskere end nogensinde.

– Jeg havde det sådan, at jeg var nødt til at planlægge ”min sidste vilje”, for det ville jo i givet fald være dem, der stod tilbage med beslutningerne, ikke mig.

– Og da jeg fik de tre børn, påtog jeg mig at passe på dem hele mit liv, så jeg følte, at jeg var nødt til at gøre det til den bitre ende, siger Birgitte Schlott Mikkelsen, 54 år.

Læs også: Kræften medførte noget godt - Mia fandt drømmemanden

Kransekage-jubel

For tumoren var slet ikke en tumor. Da Birgitte kom på operationsbordet, fandt lægerne et blodkar, der havde snoet sig om sig selv som et garnnøgle. I virkeligheden havde hun haft en hjerneblødning under festen og måske også før.

– Tænk, jeg vågnede op efter operationen og fik at vide, at jeg var rask!

– Det var helt fantastisk, siger Birgitte og fortæller med livsglæden glimtende ud af øjnene, hvordan hun jog manden ud i alle hjørner af hospitalet for at støve kransekage op.

Læs også: Nu smiler Cille igen

I fuld firspring

Kort tid efter forlod hun sygesengen i fuld firspring og strøg tilbage på fødegangen i Randers, hvor hun på det tidspunkt arbejdede som jordemoder.

– Alle sagde godt nok, at jeg skulle starte langsomt, men det kunne jeg ikke se nogen grund til. Jeg var jo frisk!

Hun blev klogere, meget klogere. For efter de første to timer på arbejde var hun knap i stand til at køre bilen hjem.

Bedemand med tid

– Efter seks uger måtte jeg fuldtidssygemeldes.

Ro og genoptræning fik Birgitte til at tænke over, om det virkelig var sundt for hende at vende tilbage til en fødegang, hvor kæden af uforudsete begivenheder føles uendelig, og hvor struktur er en by i det ydre Mongoliet. For ikke at tale om ordentlig tid til den enkelte familie.

– I min sygeperiode havde jeg nogle gode samtaler med en præst i Søndermarkskirken om det med at acceptere, at man ikke bestemmer alt selv og om at få det bedste ud af nuet.

– Det gav mig idéen til at komme i praktik som kirketjener ved kirken, fortæller hun.

Og hun endte med at forstå, at det var bedemand, hun skulle være. I efteråret i fjor fik hun job hos Henriette Plougmann i Søhøjlandets Begravelser & Blomstergalleri i Viborg.

Læs også: Merle er et lille mirakel - vejede kun 585 gram ved fødslen

Ikke bedrevidende jakkesæt

– Det giver god mening for mig at skulle ud og møde de pårørende åbent, ærligt og nærværende, nøjagtig som man gør som jordemoder. Som bedemand kan man bare give sig meget bedre tid til at lytte og lade familierne finde ud af, hvad de vil, fastslår Birgitte.

I bedemandsforretningen i Viborg har hun set, hvor vide rammer der egentlig er for at gøre begravelsen eller bisættelsen personlig. Og ikke mindst inddrage familiens børn.

De kan for eksempel få lov til at tegne og skrive hilsener på kisten, og synes de ikke om at lægge den traditionelle rose på kisten, kan de sende ”bedste”, eller hvem det nu er, der skal siges farvel til, afsted med sæbebobler.

– Små børn forstår ikke idéen med roser, og tit vil de også hellere beholde blomsten. Men de er gode til at blæse sæbebobler ind i rustvognen, og det kan være meget smukt.

– Jeg kan godt lide, at vi som bedemænd ikke står der i jakkesæt og ved bedst. Vi sætter nogle muligheder i spil og får familierne til at mærke efter, hvad de helst vil, siger Birgtte.

Læs også: Albert har levet med nyt hjerte i 24 år