Et liv med miniature: Kirsten har mange små fornøjelser

Det er et liv i sus og dus, der leves i farmors lyserøde kolonihavehus. Der er tændt op i grillen, og Kirstens datter og svigerdatter hygger sig i haveparasollens skygge, mens børnebørnene tumler på græsplænen. Målestoksforholdet hedder 1:12, så Kirsten må være forsigtig, når hun dækker bord, for tallerkenerne og kaffekanden er på størrelse med hendes lillefingernegl og kan let gå i stykker eller blive væk.

I virkelighedens verden er Kirsten Hemmeshøj den glade ejer af et sommerhus, ikke et kolonihavehus, men fantasien får frit spil, når den 78-årige tidligere leder af en daginstitution går i gang med et nyt dukkehus.

– Mit sommerhus er slet ikke lige så pussenusset, for det har min mand også sat sit præg på, forklarer Kirsten.

Hun har samlet på dukkehuse igennem 30 år og har bare én regel, nemlig at der skal farver på, både indendørs og udendørs. For når Kirsten indretter sine dukkehuse, bestemmer hun helt selv, hvor skabet skal stå.

– Jeg har et lyst sind. Det er kun alt det gode og de glade farver, der får plads i mine dukkehuse. Jeg laver dem, sådan som jeg godt selv kunne tænke mig at bo, siger Kirsten, der ikke har tal på, hvor mange dukkehuse hun ejer.

Dejligt at nørkle

Spørger man Kirsten, hvilket et hun er gladest for, kommer svaret prompte. Det største dukkehus, som hænger i stuen, er også det mest betydningsfulde, for det fik hun i gave af sin mand, da hun blev 50.

Det var tomt, da hun fik det, og er med årene blevet fyldt med inventar købt på messer for miniaturesamlere eller skabt af Kirsten selv.

– Jeg synes, det er dejligt at sidde og nørkle med det. Jeg er sådan en, der godt kan lide at lave noget med hænderne. Så tænker jeg ikke så meget, men er fuldt koncentreret om det, jeg gør.

I skæret fra arbejdslampen sidder hun ofte og fletter kurvemøbler i størrelsesforhold så små, at man bliver skeløjet bare ved tanken. Hundekurve, barnevogne og chaiselonger bliver til mellem Kirstens øvede fingre, og tekstilerne er også egen kreation. Lige fra det quiltede sengetæppe i soveværelset til slumretæpperne, der er strikket på syletynde pinde.

Selvlært handykvinde

Ægte gipsstuk og parketgulve, som Kirsten selv møjsommeligt har lagt i sildebensmønster, vidner om sans for detaljen. For det er netop detaljerne, der gør det sjovt, forklarer Kirsten, som har måttet tilegne sig mange nye færdigheder for at skabe indflytningsklare dukkehjem. Hun har blandt andet lært sig at lodde ledninger, så der kan komme lys i de bittesmå loftslamper.

– Jeg er stolt af at kunne skabe noget, som er lige til at flytte ind i. Det er det med, at man kan lave ting så småt, det, synes jeg, er fascinerende. Og du kan portrættere lige, hvad du vil fra vores verden. Det er helt utroligt så detaljeret, det kan blive, siger Kirsten.

Hun fortæller, at fremskridt i teknologien også hjælper hende med at fremtrylle udstyr til husene. Et eksempel er 3D-printerne, der kan printe bittesmå ting af plastik.

I stuen på midterste etage af dukkehuset er der dækket op til teselskab med ægte musselmalet porcelæn, som en tidligere porcelænsmaler fra Den Kongelige Porcelænsfabrik har formet og malet i hånden.

– Sådan noget kan jeg ikke stå for, siger Kirsten og smiler.

Hun har udstillet sine egne fletmøbler i Spanien og Italien, og køber også gerne fra andre.

En dansk snedker har lavet elipsebordet, 7’er-stolene og de andre designklassikere, som også pryder Kirstens dukkehjem. Den slags forsøger hun ikke selv at lave, for der findes mange dygtige folk derude, som gør sig i miniature, forklarer hun.

– I begyndelsen syntes jeg jo, at alt, der var småt, var perfekt, men så blev jeg kræsen.

Hun har blandt andet investeret i et miniaturesæt med fungerende stempelkande og serveringsfad i ægte sølv lavet af en dansk guldsmed.

– Det er lige før, det koster det samme som i stor udgave, siger Kirsten, der må pudse de bittesmå stykker sølvtøj med det yderste af fingerspidserne.

Nix pille

Kirsten mødte sin mand i flyet på vej til Grønland, hvor han rejste mellem bygderne som optiker, mens hun skulle følge et barn hjem. De to fik et godt og langt liv sammen, inden han blev syg og døde for tre år siden. Kirsten er siden flyttet i et mindre hus i Hillerød, hvilket har udløst pladsmangel. Men så er det heldigt, at der også findes dukkehuse i endnu mindre målestoksforhold, nemlig 1:24, som er halv størrelse af det, Kirsten hidtil har dyrket.

– Man skulle tro, at man med alderen gik op i størrelsen, men for mig er det lige omvendt, griner hun.

Tidligere brugte hun en del flere timer på sine dukkehuse, men efterhånden kniber det lidt for Kirsten at finde ledige stunder.

– Jeg har fem små børnebørn, så jeg sidder ikke hjemme og triller tommelfingre.

Men selv om der er højt til loftet hjemme hos bedstemor, er der grænser for, hvad de små pilfingre må, så hvor fristende det end måtte være at lege med dukkehusene, er det hverken tilladt eller muligt. Det største er nemlig beskyttet af plexiglas.

– Det er både for at beskytte det imod støv og børnefingre, forklarer Kirsten.

Lidt nørdede

Når Dukkehusfestivalen i Farum Kulturhus fejrer 30-års jubilæum i år i weekenden 26.-27. april, er Kirsten naturligvis også med som udstiller.

– Jeg laver det for min egen skyld, men det er også sjovt at vise det frem, siger Kirsten, som i 15 år var medarrangør af festivalen og nu glæder sig over det fællesskab, der fortsat vokser blandt miniatureentusiaster.

En uge om året tager hun desuden på Nordfyns Højskole, hvor hun laver miniaturemøbler, og der bliver også afsat tid til at mødes hver måned med veninder, der ligesom hende går op i dukkehuse.

– Det er en god måde at være sammen på. Vi lærer af hinanden og hjælper hinanden. Når vi først kommer i gang, så går vi i detaljer. Vi er jo lidt nørdede, ik’?