Fangerne er mennesker, ikke monstre

En lejlighed med tre værelser i et ældre etagebyggeri i Helsingør har længe været hjem for Hanne Storebjerg.

Hun er 71 år og pensioneret præst fra Horserød Fængsel i Nordsjælland, hvor hun havde sit arbejdsliv i næsten to årtier.

Et fredeligt liv i en idyllisk præstebolig på landet har aldrig været et mål for hende.

Hun er selv vokset op som den ældste af tre søskende i en præstegård på Holstebro-kanten, hvor hendes far passede flere sogne. Han var fjerde generation af præster. Hanne blev femte generation – og den første kvinde – i kjole og krave.

At Hanne ingen tjenestebolig fik, hænger sammen med hendes valg af de præstegerninger, hun tog, siden hun blev uddannet som præst for 42 år siden.

Hun, som er fraskilt med to voksne sønner, har aldrig været tiltrukket af et traditionelt embede:

– Jeg drømte om at uddanne mig til sygeplejerske eller ergoterapeut og hjælpe andre mennesker. Men da jeg gik i gymnasiet, opstod ønsket om at blive præst og måske undervise på en højskole.

Da Hanne stod med sit eksamensbevis fra universitetet, så hun alle andre steder hen end til et typisk præsteembede med dåb, begravelser, gudstjeneste og konfirmandundervisning i en romantisk, hvidkalket kirke med takket tårn:

– Som studerende boede jeg på Vesterbro. Dengang i 1970’erne var det et fattigt københavnsk slumkvarter. Lugten af råddent træ på gamle gulve dækket af tæpper sidder stadig i næsen, fortæller Hanne, som tog arbejde i den lokale kirke i Maria Sogn på Istedgade.

Færdig som præst havde hun lyst til at fortsætte i samme miljø befolket af prostituerede, narkomaner, alkoholikere og hjemløse.

Hun fik en stilling som præst i Mariakirken og blev senere leder af Maria Tjenesten, som tager sig af kirkens sociale arbejde:

– Jeg kunne lide at omgås mennesker, vi i dag vil kalde socialt udsatte. Vi var på bølgelængde, og sammen med dem følte jeg, at jeg kunne være mig selv.

Hanne blev siden sognepræst i Københavns Nordvest-kvarter og hospitalspræst på Bispebjerg Hospital.

En dag fik hun en uventet og overraskende opringning fra domprovsten i Helsingør:

– Han spurgte, om jeg ville tage et vikariat for en fængselspræst i Horserød. Det arbejde fandt jeg mig straks tilpas i. Og da den faste stilling blev ledig, tøvede jeg ikke med at søge den, husker Hanne.

Hun endte med at være fængselspræst i Horserøds røde træbarakker i landlige omgivelser ved skoven i hele 16 år:

– Jeg opdagede, at fangerne var mennesker, som var nået ud, hvor de havde mistet næsten alt. Vi kunne tale sammen i en kammeratlig tone fri for al ydre pynt og status, som ellers kan stå i vejen, når mennesker er sammen. Så kom det, der er vigtigt i livet, tydeligt frem. Vi fik nogle gode samtaler, der ofte handlede om skyldfølelsen over det, de havde gjort, og deres problemer med familie og børn. Dem mister mange kontakten til, mens de sidder inde.

For nylig udgav Hanne bogen ”Uden filter i Horserød” om sine år som fængselspræst. Hun beskriver livet i fængslet med anonyme eksempler på indsatte, hun lærte at kende.

Gennem årene skete der flere ændringer i fængslet, og mange var til det værre. Alligevel savner hun sit arbejde bag mure og høje hegn og mindes fangerne med varme følelser.

– Livet bag tremmer er blevet mere råt. Temperamenterne koger hurtigere op og ender med konflikter og vold. De indsatte er hurtigere på aftrækkeren end før, så vrede risikerer at blive til vold. Der er ikke længere den samme medfølelse med andre mennesker.

– Det er ”mig selv først” lige som uden for murene. For på mange måder afspejler tendensen samfundet udenfor. Måske er det ønsket om at være perfekt, som gør, at der ikke altid er overskud til at sætte sig ind i, hvordan andre har det, forklarer Hanne og tilføjer:

– Man kan fristes til at tro, at det at være kriminel er et let liv, fordi man ikke behøver gå på arbejde for at tjene penge som alle andre. Men det er et stressende og brutalt liv. De fleste på den forkerte side af loven har en belastet fortid som børn af misbrugere og kriminelle.

Hanne er medstifter af organisationen Café Exit, som gennem gældsrådgivning og jobsøgning hjælper tidligere straffede til et lovlydigt liv efter fængslet.

For heldigvis er der mange arbejdsgivere, som gerne vil give en tidligere straffet en chance.

Men den straffede skal have viljen til at lægge kriminaliteten bag sig:

– Tidligere kriminelle finder ud af, hvem der er deres venner og ikke. Ofte forbliver de ikke venner med dem, de snakkede med i fængslet. Nogle par møder hinanden i fængslet, og jeg har viet flere. Men når de løslades, bliver de skilt igen. I dag afsoner kvinder i øvrigt i Jyderup på Vestsjælland. De er som regel straffet for tyveri, men også i stigende grad for vold.

Følte sig aldrig truet

Mange problemer skyldes, at der er kommet flere stoffer som kokain ind i fængslerne. Det smugles ind sammen med hash, selv om personalet gør alt for at forhindre det. Megen kriminalitet er knyttet til stofmisbrug.

Spørger man Hanne, skal der forebyggelse til i en ung alder, hvis man kommer fra et kriminelt miljø eller på anden måde er i risiko for at blive voldsmand, narkosmugler eller røver:

– En kriminel løbebane har man selv valgt. Men de mennesker har ikke haft de samme valg i livet som os andre. Mange begår dumheder uden at tænke på konsekvenserne. Mit ønske er, at vi bliver bedre til at samle mennesker op tidligt og gribe dem, før det ender galt. Ellers kan vejen til dårligt selskab og det kriminelle gadeliv blive kort.

For Hanne var fangerne nemme at omgås, når hun stod for gudstjenester, fangekor og samtaler.

Hun havde et kristent skrifteritual at ty til, når en fange betroede hende, hvad han havde gjort, og hvordan han var plaget af tankerne om det.

Det, der piner, er især følgerne af udåden. Både for ofrene, deres pårørende og for den straffedes egen familie.

I fængslet følte Hanne sig aldrig truet af fanger, som andre ville anse for at være frygtindgydende.

Hun havde en særlig position i udkanten af fængselssystemet med et helle i den lille kirkesal og samtaleværelset. Her var der en rolig stemning, hvor enhver blev set på som et menneske, selv om han sad i fængsel for en forbrydelse.

– Når jeg havde samtaler med fanger, lyttede jeg, stillede spørgsmål og kom med forslag. Indimellem så jeg resultater, hvor en fange havde gjort noget godt for sin egen situation. Men jeg måtte samtidig erkende, at jeg var afmægtig og måske ikke kunne stille noget op.

– Jeg lærte ikke at blive ked af det eller skuffet, hvis en fange valgte den forkerte vej, som gjorde hans liv endnu sværere. Fængselspræstens job er at yde akut hjælp. Jeg var taknemmelig for selv små sejre og tænkte aldrig 10 år frem i fangens liv. Der kunne komme tilbagefald, men jeg så det som en udvikling. Hvis jeg blev fortvivlet hver dag, kunne jeg ikke overleve i jobbet, erkender Hanne.

Hanne oplevede, at fanger, som jævnligt fik besøg af familien, kom ud på orlov og var i gang med en uddannelse, klarede sig bedst.

Flertallet havde stor glæde af – måske for første gang i deres liv – at have struktur på deres hverdag. De fik en dagligdag med arbejde i fængslets værksteder, faste spisetider og huslige pligter.

At have noget at stå op til og måske komme ud af sit stofmisbrug og fortsætte den skolegang, som sluttede alt for tidligt, er allervigtigst.

– Mange udenfor ved ikke, hvad der foregår i et fængsel. For man kan jo ikke bare gå ind og opleve det lige som på et museum. Og desværre fortæller aviser og tv kun, når der sker noget dramatisk derinde, eller hvis kendisser skal afsone. Men et fængsel er faktisk et helt samfund, ja nærmest en landsby, med en velordnet dagligdag.

Selv om mange falder tilbage til en kriminel løbebane, nærer Hanne håb for fremtiden:

– Efter 30 årsalderen har mange fået kone og børn. Så indser de, at det ikke passer sammen med kriminalitet. Fangerne drømmer om et almindelig borgerligt liv, som det vi andre lever. For nogen lykkes det. For andre ikke, siger Hanne og tilføjer:

– Som mennesker kunne jeg godt lide fangerne, trods det de havde gjort og sad inde for. Jeg så et menneske sidde over for mig, ikke et monster. Det kunne være frygtelige betroelser, men samtidig talte vi om dybe ting som livet og døden.