Når man kæmper for at overleve, skal man også leve

Christian Broberg glemmer aldrig den novemberdag i 2021, hvor han tjekkede sig selv ind på akutmodtagelsen i Hjørring. Maven var opspilet af forstoppelse, og det eneste, den 52-årige nordjyde kunne tænke på, var at komme på toilettet.

– Måske er det tarmslyng, husker Christian, at han tænkte, mens han ventede på at blive tilset af en læge.

Dagen forinden havde han spist en tidlig julefrokost med sin kæreste, mor og svigermor, men det lykkedes ham ikke at få mere end en halv sildemad og en snaps ned. Maven var gået helt i baglås, og selv om vagtlægen udskrev medicin mod forstoppelse, hjalp det ikke.

Måneden før var noget lignende sket, men Christian havde ikke været synderligt bekymret, og det var da også gået over af sig selv. Men det gjorde det ikke denne gang.

– Den er helt gal. Maven føles som en gasballon, og det gør ondt, fortæller Christian, som ringer til sin læge og insisterer på at blive undersøgt igen.

Lægen sender ham til Hjørring Sygehus, hvor Christian som det første bliver CT-scannet. Ventetiden er lang, men Christian tager den med ro. Han har ingen øvrige symptomer og føler sig ellers sund og rask. Han driver en selvstændig virksomhed med sin bror, tager aktivt del i sine fire børns liv og elsker at køre på sin mountainbike.

– Det var meget pludseligt jo. Jeg tænkte, at jeg måske bare havde spist for meget. Jeg var virkelig i supergod fysisk form, og det forbinder man jo ikke med, at der lurer noget om hjørnet, vel?

Men da lægen senere samme dag kommer ind på stuen til Christian, er beskeden klar. Scanningsbillederne viser en knude i tyktarmen samt to metastaser på leveren. Det er højst sandsynligt kræft, siger lægen.

Christians første tanke er, at det ikke kan passe. Det er jo præcis samme sygdom, som hans stedfar, Jørn, døde af bare tre år forinden. Af samme grund har Christian taget imod tilbuddet om screening for tarmkræft, som alle mænd og kvinder over 50 år modtager, for en tidligere diagnose kunne måske have reddet hans stedfar.

– Det var jo for sent, da han kom ind. Han dør af fuldstændig samme diagnose, siger Christian, som var meget tæt med sin stedfar.

– Vi tænker på ham hver dag, det gør vi. Han var et fyrtårn for mig i mit liv, og som mand har han været mit forbillede, siger Christian.

Christian får sat en stent op, som udvider tarmen, så han endelig kan komme på toilettet. Samtidig foretages en biopsi, som bekræfter lægernes formodning. Diagnosen lyder på tyktarmskræft i stadie tre med spredning til lever samt lymferne i bughulen.

Et svært opkald

Befriet for mavesmerter bliver Christian udskrevet og kører hjem til Blokhus, hvor han bor alene i et hus mellem skoven og Vesterhavet. Christian ved, at han går en svær tid i møde, og han debatterer med sig selv, hvem han skal dele det med, og hvor meget han skal dele.

Kæresten bliver chokeret, da han overbringer hende den triste nyhed. Forholdet er meget nyt, og de bliver enige om at gå hver til sit. Det er mere, end hun kan klare, og Christian vil ikke presse hende. Dernæst ringer Christian til sin mor, som naturligvis bliver knust. Hun har allerede mistet én mand i sit liv til tarmkræft, men for Christians skyld formår hun at holde sammen på sig selv.

– Meget af min styrke, den tror jeg, at jeg har fra hende, smiler Christian. Men endnu et svært opkald venter.

Moren til Christians yngste datter er også kræftsyg, og Christian kan næsten ikke bære tanken om, at Viola på syv år skal miste begge sine forældre.

– Det værste for mig er tanken om at skulle forlade nogen, siger Christian, som finder det svært at tale om kræften.

– Jeg vil simpelthen ikke have, at mine nærmeste skal blive bange.

36 metalklammer

Christian bliver opereret i tyktarmen i december. Operationen varer syv timer, og lægerne har forberedt Christian på, at de muligvis bliver nødt til at give ham en stomi.

– Da jeg vågner op fra narkosen, er det noget af det første, jeg undersøger. Jeg kigger ned under dynen, men der er ikke noget, som ikke skal være der, siger Christian, som husker, hvor lettet han var i det øjeblik.

Efterfølgende flytter Christians mor ind for at tage sig af ham, mens han kommer sig. 36 metalklammer holder sammen på Christians maveregion, og et nyt liv begynder.

Christian skal vænne sig til, at han ikke kan det samme som før, og det er svært. Ude i garagen holder hans elskede mountainbike parkeret på ubestemt tid, for det er ikke til at vide, hvornår han igen vil være rask nok til at køre på den.

Samtidig begynder Christian i en hård, otte måneder lang kemobehandling, som han får både intravenøst og i pilleform.

Før han fik kræft, var vitaminpiller den eneste form for piller, Christian spiste regelmæssigt. Nu sluger han en håndfuld piller både morgen og aften.

– To gange om dagen bliver du mindet om, at du har en livstruende sygdom, husker Christian, som fortæller, at netop synet af de mange piller gjorde, at han begyndte at opfatte sig selv som syg.

Og så rammer bivirkningerne. Kroppen kramper i de første par dage, og det gør ondt selv at græde.

– Det var simpelthen som at få en kniv ind i øjnene, hver gang der kom tårer ud, husker Christian.

Da de værste bivirkninger fortager sig, melder trætheden sig.

Christian har altid haft et højt aktivitetsniveau, men pludselig føler han sig energiforladt døgnet rundt. Han kollapser på sofaen, mens børnene er hjemme, og må gå i seng før dem.

– Jeg er simpelthen for træt til at foretage mig noget. Jeg kunne ikke overskue andet end at spise og sove. Jeg havde behov for at sætte mit liv på pause. Så Christian overlader virksomhedens tøjler til sin bror og lægger sig ud i hængekøjen. Her øver han sig i at acceptere, at kræften ikke er noget, han kan kontrollere.

– Jeg kan ikke ændre på noget. Jeg må bare tage det, som det kommer, siger han.

Op på hesten igen

Efter to en halv måned får Christian lov at begynde til genoptræning sammen med andre kræftramte, og det hjælper. Men han føler sig først som sit gamle jeg, den dag han igen kan sætte sig op på sin mountainbike og give kræften baghjul.

I dag er Christian erklæret kræftfri. Forude venter årlige kontrolbesøg, for der vil altid være en risiko for, at kræften vender tilbage. Det er en risiko, som Christian forsøger ikke at lade sig påvirke af.

– Det nytter ikke noget at lade det ødelægge dit liv. Når man kæmper for at overleve, så skal man også leve. Selvfølgelig for en selv, men også for sine børn, siger Christian.