Livshistorier
Min svigerfamilie reddede mit ægteskab
Når man spørger, hvad der er den største oplevelse, Anne Kühl og hendes far, Ole Hansen, har haft sammen, får man ikke et entydigt svar. De mindeværdige stunder står nemlig i kø:
– Men en af dem var, da vi på en af vores familieture i Norge sejlede i lejede kajakker på Geirangerfjorden med lodrette klippevægge på begge sider af os. I den situation er man pludselig en meget lille prik i landskabet, siger 28-årige Anne.
56-årige Ole tager over:
– Det vildeste, vi har gjort, var dog, da vi besteg Kilimanjaro. Det var også anstrengende at bevæge os så langt ud over vores grænser. Vi var udmattede og højdesyge, og hygiejnen havde ikke de bedste betingelser. Til gengæld var sejren til at tage og føle på, da vi nåede toppen.
Forhistorien til eventyret er, at Anne i 2013 fortalte sin far, at hun havde sat sig for at bestige Kilimanjaro, når hun var færdig med gymnasiet. Han reagerede dog stort set ikke på udmeldingen, og det undrede hende meget.
– Det viste sig, at han havde planlagt at give mig en Kilimanjaro-tur i studentergave, og at han og jeg skulle af sted sammen, siger Anne, der er arkitekt og ansat i firmaet Gjøde & Partnere.
Far og datter er dog også enige om, at deres medvirken i årets sæson af tv-konkurrencen “Sommerdrømme” hører til blandt deres mest berigende oplevelser. Det hele foregik sidste sommer.
– Som man kan se på skærmen, var vi ikke mindst tidsmæssigt under hårdt pres. Så selv om jeg er den mest erfarne og har prøvet at renovere mit eget hus, måtte Anne klø lige så hårdt på. Hun er opdraget med, at hun fik skruemaskinen eller hammeren i hånden, når noget skulle fikses. Men jeg har altid stået ved siden af og har kunnet træde til, hvis det var nødvendigt. Nu måtte hun bare stole på, at hun kunne selv, siger Ole, der er svagstrømsingeniør og arbejder på Siemens Energy, hvor han laver automationsanlæg til kraftværker.
Anne føler da også, at hun har udviklet sig meget af at springe ud i tv-udfordringerne.
– Det har betydet meget for min selvtillid. Jeg har fået en fornyet tro på, at jeg bare kan gå i gang og få et flot resultat ud af det, konstaterer hun.
Derudover har hun rent praktisk lært en masse, som hun i den grad kan gøre brug af i den kommende tid: Ugen før påske flyttede hun og kæresten Henrik fra en lejet lejlighed i Aarhus til deres nuværende hus uden for Silkeborg, hvor Familie Journal møder familien. Huset er på mange måder en arkitekts drøm. Det er bygget på en skråning, og den trappeformede have leder tankerne hen på asiatiske risterrasser. Men indvendigt er det gennemsyret af 1970’er-stil og trænger til en grundig modernisering.
– Henrik og jeg vil gøre så meget som muligt af arbejdet selv, og vores fokus vil ligge på at prøve at bevare en del af 1970’er-stemningen, men lade den møde noget nutidigt. Tilgangen bliver langt hen ad vejen den, som far og jeg havde i “Sommerdrømme”: Vi tager udgangspunkt i det, vi har, og det, vi kan finde, og vil blandt andet opcykle gamle skabe, møbler og andre ting. Vi er optagede af idéerne om genbrug og bæredygtighed og om at begrænse sit energiforbrug mest muligt.
Henrik er bygningskonstruktør og har tillige en uddannelse som tømrer i bagagen. Han og Anne har kort og godt mange fælles interesser og er begge “byggenørder”, som hun siger.
– Som håndværker var Henrik på forhånd udelukket fra at deltage i “Sommerdrømme”, så det var oplagt at spørge min far. Også fordi han og jeg gerne vil have et sted, som hverken er hans eller mit, hvor vi kan mødes og være sammen. Det gik rimelig hurtigt med de forskellige castingrunder. Jeg sendte ansøgningen i slutningen af marts, og midt i maj fik vi besked om, at vi skulle være med.
Mor og datter laver podcast og får her talt om alt det svære. Læs historien lige her.
Anne og hendes nu 26-årige lillebror, Jacob, var stadig små, da Ole blev skilt fra deres mor. Forældrene fandt dog hurtigt en ordning for børnene:
– Gennem vores barndom var Jacob og jeg skiftevis en uge hvert sted og altid sammen, fortæller Anne, som tydeligt er påvirket af den livsstil, som hun og broren har fået med sig fra Ole.
Børnene var bare 4 og 6 år gamle, da de for første gang var med deres far på fjeldtur i Norge.
– Hoteller var ikke noget, vi dyrkede meget. Vi sov i telt. Vi proppede simpelt hen min stationcar med bagage, og så kørte vi ellers af sted mod Sverige og Norge fem mand høj. Nemlig ud over mig og mine børn også min daværende kæreste og hendes datter, fortæller Ole.
Naturoplevelserne var det vigtigste formål med rejserne.
– Derfra stammer også vores fælles engagement i miljø og klima. Når man bruger naturen så meget, som vi gør, er man naturligt optaget af at passe på den, så den ikke forsvinder, siger Anne.
Læs her om vinderparret fra sidste års sæson af "Sommerdrømme".
Ole bor i Fredericia i et hus, som han købte og renoverede i 2012, men han er opvokset på en gård i Hjarup ved Kolding.
– Vi børn havde pligter på gården, men hjalp også frivilligt til med mange ting. Det var berigende, når vi alle samarbejdede, husker han.
Ole har da også allerede et par gange været forbi Annes og Henriks hus og give en hånd med til ombygningsprojektet:
– Jeg har sat lofter op og muret stikkontakter, fortæller han.
"X Factor"-deltageren Danielle og hendes store kærlighed Karen skaber musik sammen. Læs med.
Jacob og hans kæreste, Anna, som bor i Aarhus, lægger også af og til vejen forbi.
– Jacob er min havemand. Når solen skinner, er det ikke altid lykken at sidde i en lille lejlighed i Aarhus. Så nyder han at komme herud og rode lidt i haven, siger Anne. Og Ole fortsætter:
– Vi har i øvrigt lige lovet min mor at hjælpe hende med at skifte hendes tag. Her hjælper hele familien også til.
Ole og Anne får masser af respons og kommentarer fra vildfremmede mennesker for deres medvirken i “Sommerdrømme”.
– Det er interessant nok ikke så ofte i Brugsen eller lignende steder, at folk henvender sig, hvilket nok skyldes, at vi i månedsvis har båret mundbind i butikker og derfor ikke har været lette at kende. Men jeg har fået rigtig mange kommentarer via Instagram. De fleste roser os til skyerne og fortæller, hvor dejligt det er at se min og fars glæde sammen og vores begejstring for byggeriet. De er bestemt ikke nærige med komplimenterne. Og det bevirker, at man også selv bliver glad, siger Anne Kühl.
Sangerinden Amalie Skriver mærker, at hun har Gud med sig. Læs hendes opløftende historie her.