Farfar bruger også ble

En dag, da hans yngste barnebarn, Felix, var et halvt år gammel, stod Hans Gunnar og skiftede ham med storebror Zackarias på 3 stående ved siden af.

– Farfar bruger også ble, sagde Hans Gunnar som en slags forbrugeroplysning til barnebarnet, men Zackarias rystede bare på hovedet og slog fast: ”Farfar bruger ikke ble, lillebror bruger ble!”

– Jeg gik ikke videre med sagen, og nu, hvor Zackarias er blevet 7, håber jeg næsten ikke, at han finder ud af, at det faktisk var sandt. Jeg er bange for, at han vil mobbe mig lidt, siger Hans Gunnar Andersen, 68 år og fra Slagelse – og ser et øjeblik ud, som om han virkelig mener det.

Læs også: - Jeg tissede i bukserne, siger Dorte Jensen

At resten af verden ved, at farfar slås med senfølger efter en operation for prostatakræft, gør til gengæld ikke spor – faktisk står Hans Gunnar gerne frem og fortæller om ret så private emner. For han har selv oplevet, hvor lidt vi i al almindelighed ved om den kræftform, som over 30.000 danske mænd lever med i dag.

Senfølger til prostatakræft

– Vi vidste heller ikke ret meget om sygdommen, siger Hans Gunnar, og hans kone gennem 33 år, Nina, nikker. Men i dag er de en masse erfaringer rigere og vil gerne fortælle om dem i håb om at skabe opmærksomhed om de oversete senfølger.

– Det vigtigste er selvfølgelig, at lægerne kan behandle prostatakræften, så patienterne overlever og bliver raske, og det gør langt de fleste. Men der er også mange senfølger, som man kunne blive bedre til at undgå, siger Nina, 62.

– Cirka 10 procent af de prostatakræft-opererede får varige kontinens-problemer, og cirka 70 procent får varige rejsningsproblemer, siger Hans Gunnar, der desværre hører til den uheldige gruppe i begge tilfælde. Siden sin operation for godt fire år siden har han sagt ja tak til al den eksperimenterende efterbehandling, der er blevet tilbudt ham, og han har da også bevaret håbet om, at de bleer, der følger ham døgnet rundt, kan blive fortid engang.

– Mit ønske er, at vi mænd bliver bedre til at tale om sygdommen og senfølgerne, for så kan vi bedre støtte hinanden. Det er jo ikke, fordi jeg underholder med mine problemer ved middagsbordet, men når nogen spørger, svarer jeg åbent, siger Hans Gunnar.

Læs også: Grønlandske Uulas kræft blev opdaget, da hun flyttede til Danmark

Golfbane med træer

Der er i særdeleshed ét sted, som Hans Gunnar gerne ville undvære at skulle tænke på risikoen for læk, og det er på golfbanen. For det vrimler ikke ligefrem med toiletter derude på greenen, hvor Hans Gunnar elsker at være. Med et handicap på 18 er han en mere end habil golfspiller, og det ødelægger hans koncentration, når han efter seks huller (svarende til måske halvanden times spil) skal lede efter et træ, bag hvilket han diskret kan skifte ble. Og så igen efter 12 og 18 huller...

– På banen i Korsør, hvor jeg normalt spiller, ved jeg jo, hvor træerne står, men på fremmede baner er det lidt mere besværligt, siger Hans Gunnar.

Heldigvis ødelægger det lille ærinde ikke hans kæmpestore glæde ved golf, og han kunne aldrig finde på at isolere sig af den grund.

– Lægerne sagde, at jeg måtte begynde med golfen igen den 1. april, så jeg stod på golfbanen den 1. april, griner Hans Gunnar. Han er pensioneret bankmand og bruger rask væk 25-30 timer om ugen på at spille golf og være aktiv på andre måder i golfregi. Tit og ofte får han endda også lokket tålmodige Nina med på golfferie.

Læs også: Belinda har kræft: - Jeg elsker at leve

Størrelse og gørelse

At få diagnosen, når man knapt nok aner, hvad prostata, er noget af en mavepuster. Men Hans Gunnar og Nina hører ikke til dem, der let vælter om omkuld, selv om sundhedssystemet er sløjt. De satte sig ind i fagtermer, overlevelseschancer og senskader, og en af de sidste dage i januar blev der fjernet 85 gram prostatakirtel ved en robot-operation på Odense Universitetshospital. Kræften havde ikke bredt sig, og i dag er Hans Gunnar erklæret kræftfri.

– Bagefter ser man lidt anderledes ud dernede, for prostataen, som jo også hedder blærehalskirtlen, er med til at fylde, siger Hans Gunnar og holder tommel- og pegefinger to-tre centimeter fra hinanden for at illustrere, at operationen ikke kun er gået ud over gørelsen, men også størrelsen.

Han har været med i stamcelleforsøg, hvor der er taget fedt fra maven og sprøjtet ind i penis i håb om at få mere fylde og stivhed, men det har desværre ikke gjort underværker.

Til gengæld er der håb om, at kontinens-problemerne kan bedres. På Herlev Sygehus har han fået indopereret små kontinens-balloner, der trykker på urinrøret og hindrer uønsket lækage – vel at mærke uden at forhindre, at han kan komme af med vandet, når han vil.

– Den ene af ballonerne har vist sig at sidde forkert, og nu er jeg i gang med at få det rettet, siger Hans Gunnar, der drømmer om en golfsæson, hvor han ikke skal koncentrere sig om de nedre regioner.

Læs mere her: Hans Gunnar er med i den vestsjællanske afdeling af Prostatakræftforeningen Propa og stiller hver måned op til åbent hus, hvor alle kan komme.

Så en engel

I det store regnestykke føler Hans Gunnar ikke, at der er ændret meget i hans og Ninas hverdag, og de har begge været gode til ikke at tage bekymringerne på forskud.

– Da jeg lillejuleaftensdag var til CT-scanning på sygehuset i Slagelse, skulle jeg ligge stille i 20-25 minutter. Jeg nåede nok lige at falde lidt hen, for pludselig stod der en engel og prikkede mig på skulderen, fortæller Hans Gunnar.

– Det var en sygeplejeelev, der havde taget vinger og glorie på i anledning af julen, men jeg nåede da lige at overveje, om jeg allerede havde taget billetten, smiler han.

– Og da det ikke var tilfældet, valgte jeg at tage englen som et tegn på, at det hele nok skulle gå godt, siger han.