Fejøs børn bruger ikke skoleskemaet, for de har Astrid

Det er ingen sag at gå i skole, når man kan få lov til at sælge lærerens blommer og på den måde tjene lidt lommepenge. Eller man kan få lov til at lege med vand uden at opdage, at man faktisk har lært en masse om rumfang. Børnene på Fejø har et skoleskema, selvfølgelig. Astrid Engelund ved bare ikke lige, hvor det er, og det er egentlig også lige meget, synes både eleverne og Astrid.

Skolebørnene på Fejø er nok de eneste, som ikke længes efter frikvarteret. Sådan var det ikke for Astrid selv, da hun var en lille skolepige for mange år siden. Hun trivedes slet ikke i sin folkeskole og besluttede sig allerede som barn for, at det måtte kunne gøres bedre.

Læs også: Johnni sagde farvel til narkoen - og goddag til lykken

Eneste lærer

Det har hun så gjort, for Astrid er en meget populær lærer på Fejø skole – og den eneste. Hun har i alt otte elever fordelt på klassetrinene indskoling og op til 4. Fire piger og fire drenge.

På Fejø bor 475 mennesker, som er omgivet af flere hundredtusinde frugttræer. Det er ikke en ø for folk, som drømmer om at gå på pension og nyde stilhed og ro i en hængekøje. Det er der slet, slet ikke tid til, for på en ø kommer der ikke nogen udefra og sørger for, at tingene fungerer. Det må øboerne selv klare .

For små 30 år siden var der mange børn på Fejø, men efterhånden blev der færre og færre børnefamilier på øen, og det endte med, at Lolland Kommune ikke mente, den havde råd til at holde skolen i gang. Den skulle lukkes, og så kunne den ellers stå og forfalde i landskabet, mens de sidste børnefamilier forlod øen.

Læs også: 12-årige Rasmus er forfatter, ordblind og smækfyldt med gode historier

Stædigt øfolk

Sådan kunne det være gået, men det gjorde det ikke, fordi Fejøboere også er stædige. De dannede Foreningen Fejø Børne- og Kulturhus, købte skolen for en krone, og så skulle der igen være skole på Fejø. Skolen blev satellitskole til Horslunde Realskole på fastlandet. Det betyder, at børnene på Fejø går i skole på øen fra og med 0. klasse til midt i 4. klasse fire dage om ugen. Den sidste dag er de i Horslunde, hvor de bliver undervist sammen med de andre børn i de klasser, som de kommer til at gå i, når de ikke længere kan gå i skole på øen.

På den måde kom Fejø Skole så til både at være en del af et kulturhus og være skole for lige nu otte børn. De manglede dog lige en lærer, og det blev så Astrid. Hun er sådan en lærer, som godt kan klare at være alene med sig selv og børnene – faktisk trives hun bedst ved det, og netop derfor har hun før været lærer på en anden ø, Tunø.

Læs også: Vicky Knudsen: Slapper allerbedst af med at nørde i naturen

Klarer sig godt

– Som lærer på en lille skole på en ø har du alle muligheder for at møde børnene lige præcis der, hvor de er. Jeg har dem fra 0. klasse og de næste små fire år, så jeg har tid og ro til at undervise hver især, efter hvor det barn er i sin udvikling netop nu.

– Det gør vi mest gennem leg, for ude i virkeligheden er samfundet heller ikke delt op i matematik og dansk, billedkunst og sprog. Derfor er der nogle, som leger med vand i dag og derved lærer om rumfang og regning. Bagefter skal vi have skrivning og stavning, og det kan de alle sammen være med til, uanset hvor gamle de er, det er jo bare på hver sit niveau, fortæller Astrid og ser ud, som om det er verdens nemmeste opgave at styre otte børn gennem en skoledag. Det er det måske også. I hvert fald når Astrid gør det.

Læs også: Lisbeth Østergaard: Blomkål kan gemmes i mange retter

Når Astrid siger det...

Der er frikvarter, når Astrid siger det, og spisefrikvarter, når de alle ni er sultne. Frokosten bliver spist ude under det store træ i skolegården, når solen skinner. Bagefter forsvinder børnene ned til en hemmelig hule, der ligger lige uden for Astrids synsvidde. Børn har også brug for at lege, uden at de voksne altid er lige bag ved dem, og det går godt.

– Vores børn bliver rummelige. Det er de simpelthen nødt til at være. Det dur ikke at blive uvenner med nogen, for så er der jo ingen at lege med, så her er de sammen uanset aldersforskellen. Vi har også fremmedsprogede børn i skolen, fordi deres forældre arbejder i frugtplantagerne, og de falder fuldstændig naturligt ind i flokken, indskyder Astrid.

Hvis der skulle sidde nogle mennesker på fastlandet og tænke, at Astrids elever da umuligt kan lære det, de skal, så tager de fejl. De bliver testet i læsning, og hidtil har alle Astrids ”børn” klaret sig godt videre ind i skolelivet på fastlandet.

Læs også: Jussi Adler-Olsen: Der er gået teddybjørn og legehus i mit liv

På sin egen måde

Astrid er 61 år og kunne ikke drømme om at gå på pension foreløbig, og hun kunne da slet ikke finde på at flytte væk fra sin blomstrende ø.

– Jeg håber og tror, at Fejø Skole bliver min sidste arbejdsplads. Jeg er uddannet geograf, og senere blev jeg teknisk assistent. Jeg havde altid drømt om at undervise, så for flere år siden uddannede jeg mig til voksenunderviser. Til sidst tog jeg den pædagogiske del sammen med dansk og matematik og blev uddannet lærer.

– Jeg har arbejdet på en almindelig folkeskole på fastlandet, men det var ikke noget for mig. Jeg kan lide at gøre det hele på min egen måde sammen med børnene og forældrene. Jeg kom til Tunø Skole, hvor jeg var i fem år, og nu har jeg været her på Fejø Skole siden 2015. Øboere er aktive mennesker. Det er de simpelthen nødt til at være, for ellers sker der ingenting. Min mand, Finn, og jeg var dårligt nok flyttet herover, før vi blev blandet ind i alle mulige foreninger, fortæller hun.

Det er takket være de frivillige, at Astrid har en skole at være på. Den bliver vedligeholdt af øboerne selv. Det er også øboerne, som har lavet et lille bibliotek i den ene ende af skolen, og næste punkt på programmet er en renovering af det gamle skolekøkken. Pengene og arbejdskraften kommer fra fonde og fra øboerne selv, og Astrid gør sit til, at de nye generationer også skal kunne klare sig på en lille ø. På sin egen måde selvfølgelig.

Fire nye børn født

– Vi har hvert efterår købmandsforretning på skolen. Vi har et stort lager af tomme mælkekartoner og al mulig anden emballage, som vi leger købmand med. Vi bruger vores egne penge ”Øro”, hvor vi lærer at bruge kasseapparatet og give penge tilbage. Det forbereder børnene på, at meget koster penge, og de er allerede nogle små handelstalenter, siger Astrid tydeligt stolt af ”sine” børn.

– I sommeren i fjor fik jeg lov til at plukke naboens blommer. Det satte jeg børnene til, og så solgte vi blommerne for 12 kroner for 500 gram. Det var en mægtig god forretning, for forældrene støtter godt op om alle vores aktiviteter på skolen og køber både blommer og kaffe og kage, når vi holder et eller andet.

Det ser ud til, at Astrid kan beholde sit job længe endnu. Der er også en SFO og en børnehave på øen. Tilsammen går der 13 børn i børnehaven og vuggestuen. I 2018 blev der født fire børn på øen, så der burde være garanti for skolens eksistens en tid endnu.

Det store middagsfrikvarter er slut. Astrid ringer med klokken, og børnene komme susende ind. Det er tid til skriveøvelser, og bogstaver kan være svære at få styr på, når man kun går i 0. klasse.

– Hvor er din blyant? spørger Astrid en dreng, som sidder uroligt på stolen.

– Det er en lang historie, svarer han forsigtigt.

– Han har glemt den. Det er den korte historie, siger hans sidekammerat, en ældre pige, som har styr på både blyant og kladdehæfte.

Sådan er det også med Fejø. Den lange historie er, at Fejø kunne være endt som endnu en affolket ø i Danmark. Den korte historie er, at takket være de energiske Fejøboere, Astrid og børnene så har Fejø en fremtid. Med og uden blyanter.