Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Af Johan Isbrand
"Én irsk ulvehund er aldrig nok", står der på et af de mange skilte, 56-årige Jennifer Frausig har på sin bil.
Og selv har hun da også to af de velvoksne, kærlige krabater: Kara og Casey på fire og to år. Og når man dertil lægger hele fire katte, tegner der sig et billede af en særdeles dyreglad dame.
- Jeg har haft hunde hele mit liv og irske ulvehunde i 30 år. Samspillet mellem dem er utrolig interessant, forklarer Jennifer, der bor i Glumsø på Sydsjælland med ægtemanden Jimmy.
MANGLER MATERIALER
Jennifer modtager med kyshånd alt, hvad der i hendes kyndige hænder kan forvandles til hundedækkener: tæpper, plaider, regnslag, telt- og voksduge, spænder, tråd, velcro og elastikbånd. Ligger man derfor inde med materialer, man kan undvære, kan man kontakte hende på jennifer@frausig.com.
Kærlighed til hundene
At Jennifer også har valgt at bruge sin fritid på at gøre en stor indsats for hjemløse menneskers hunde, er på sin vis en naturlig følge af hendes kærlighed til de firbenede.
- Mange donerer ting til de hjemløse, men der skal også være nogle til at sørge for deres hunde. De fryser jo også i det ustadige, danske vejr, fastslår Jennifer.
- Sidste år læste jeg om en dame, der syede dækkener til de hjemløses hunde. Hende fik jeg mønstret af, og så gik jeg i gang, fortæller Jennie, som alene i år har fabrikeret 19 af slagsen.
Mig og mit kuld
- Jeg syr dem endda med vandtæt yderstof af f.eks. teltdug, så hundene ikke bliver syge af det hårde, udendørs liv. Det er mit mål at sy i alt 40 inden årets udgang. Nemlig ti til hvert af de fire steder i København, som min kontaktperson fra Røde Kors leverer til: Hjemløsehuset, Gjaestebud, Sundholm og Hus Forbi's mobile café.
- Selv kommer jeg sjældent til hovedstaden, men jeg har en enkelt gang været med ude og i den forbindelse set, hvor glad en hjemløs mand og hans hund blev for mit dækken. Det er vidunderligt at have mulighed for at hjælpe på den måde, siger Jennifer.