Genforening: Astrid og Ethel har skrevet breve i 75 år

Det virker både væmmeligt og vanvittigt, men sådan var virkeligheden altså dengang i 1943: Hvert eneste brev, som 11-årige Ethel prentede med sin nydelige skråskrift og sendte fra Aalborg op til sin 11-årige penneveninde Astrid i Stavanger, blev sprættet op, gennemlæst og gennemtjekket.

For tyskerne ville være helt sikre på, at der ikke gemte sig hemmelige meddelelser skjult mellem linjerne i de to pigers betroelser, og det efterlod brevene med forskelligt farvede markeringer.

– Det var grimt, og vi turde i hvert fald aldrig skrive noget om krigen, mindes Astrid Tendeland Løe, nu 86 år og stadig penneveninde med Ethel Freundlich, også 86 år.

Læs også: 85-årige Karen elsker at rejse til fjerne lande

430 breve

Ja, du regnede rigtigt, de to kvinder har skrevet sammen i 75 år og gør det stadig med mindst lige så stor fornøjelse. Og heldigvis uden tyskernes eller nogen andres indblanding.

– Ethel er den flinkeste til at skrive. Af og til har hun måttet skrive til mig, om alt var vel, fordi det var så længe siden, hun havde hørt fra mig, siger Astrid og ser et sekund ud, som om hun har lidt dårlig samvittighed. Det er der dog ingen grund til, for det er da helt fantastisk at være del af et pennevenskab, der er opretholdt, dyrket og nydt i mere end syv årtier!

430 breve er det blevet til, sådan cirka. Håndskrevet, kuverteret, frankeret og afsendt. Sejlet eller fløjet tværs over Skagerak og altid åbnet med forventningens kriller i maven.

Læs også: Vores venskab blev til kærlighed og familie

Et stærkt venskab

Spørger man dem, hvordan pennevenskabet har kunnet bestå SÅ mange år, kommer det jordnære, næsten kliniske svar hurtigt: – Jamen når man får et brev, må man jo svare!

Med al respekt er det nok ikke så enkelt. Det kræver også to dedikerede og trofaste mennesker i hver sin ende, og det er lige, hvad nordjyske Ethel og norske Astrid er. Da de startede med at skrive, var de purunge og uskyldsrene skolepiger, i dag er de rynkede og livskloge bedstemødre.

Det meste af et liv har de fulgt hinanden. Gennem forårsforelskelser, arbejdsglæder, giftermål, rejsemål, børnefødsler, sygdomme, flytninger, enkestand…75 år, det er immervæk en sjat.

Læs også: 79-årige Erik Knudsen deler ud af havens høst

Kun seks besøg

Med kun 500 kilometer i luftlinje mellem sig kan man tro, at de to kvinder også har besøgt hinanden et utal af gange, men det er ikke tilfældet. De har kun mødtes seks gange i alle de år: I 1947 og 1948, i 1956 og 1958 og i 1973 og 1979.

– Hver gang vi har mødtes, har vi aftalt, at der ikke skulle gå ret lang tid til næste besøg, men så gik der alligevel en del år. Og så blev først min mand syg og derefter Astrids, og så var det ikke så nemt, fortæller Ethel om grunden til, at der ikke har været fysisk kontakt i 40 år.

Det er mere end halvdelen af den tid, de har skrevet sammen. Og vi taler jo trods alt ikke om en penneveninde på den anden side af den kinesiske mur, men bare i broderlandet mod nord.

Læs også: Veninder og naboer i over 60 år

Familie Journal tog Ethel med til Norge

Den sløje rejsestatistik kunne Familie Journal ikke lide at være vidne til, så vi inviterede os selv på besøg hos Astrid i Aksdal, 75 km nord for Stavanger, og lokkede Ethel med på turen. Det krævede nu ikke nogen form for overtalelse, må vi sige.

– Sikke da en fantastisk idé. Det vil jeg meget, meget gerne, lød det oprigtigt begejstrede og lynhurtige svar fra Ethel, som bor alene i en dejlig lejlighed i Øgadekvartereret i det sydøstlige Aalborg. Hun parkerede rollatoren derhjemme og klarede sig fint med en stok under flyrejsen til først Oslo og siden til Haugesund på Norges vestkyst.

– Jeg nåede lige ned til min gigtlæge i Aarhus, og han anbefalede mig Herbjørg Wassmos bog ”Det syvende møde”, da han hørte, at jeg skulle mødes med Astrid for syvende gang, siger Ethel og klapper på håndtasken, hvor biblioteksbogen nu befinder sig som rejselekture.

Men Herbjørgs sikkert ellers udmærkede bog bliver ikke slidt på denne tur, for Ethel er sulten efter oplevelser og vil hellere smile, snakke og suge til sig end at sidde med næsen i en bog.

– Nøj, hvor jeg glæder mig til at besøge Astrid i morgen, siger hun og ligner en 11-årig.

Læs også: Det er aldrig for sent at få nye venner

Ligner sig selv

Tirsdag morgen har Astrid været tidligt oppe for at dække bord og finde norske specialiteter frem – og så lige sluge den penicillinpille, der skal holde hendes lungebetændelse i ave. Gaspejsen sender varme og hyggelys ud i hele stuen, og de gamle fotoalbummer er lagt frem. Alt er klart til danskerbesøget.

– Nej, hvor dejligt at se dig, lyder det synkront på norsk og dansk, da de to 86-årige krammer hinanden i døråbningen til Astrids fine, gule træhus på en fjeldside midt i Aksdal. Første kram i 40 år.

– Havde jeg mødt Ethel midt på gågaden i byen, havde jeg ikke været i tvivl. Hun ligner sig selv, fastslår Astrid, og Ethel har det på samme måde. Rynker og tidens tand ændrer jo ikke på det væsentlige.

Som om der slet ikke havde været en pause, sludrer de to lystigt sammen om udsigten, nabobyggeriet, sneen og børnebørnene, allerede inden vi bliver bænket ved kaffebordet.

Styggere håndskrift

For et par år siden, da Astrids håndskrift med hendes egne ord blev ”styggere og styggere”, fandt hun Ethels yngste søn, Peter, på Facebook og skrev til ham, om han ikke kunne hjælpe sin mor til at komme på Messenger. For så kunne de flytte korrespondancen over i den fagre, nye digitale verden og stadig bevare den gode, læsbare kontakt.

Den var Ethel med på lige med det samme: – Jeg skulle da have købt en iPad for mange år siden, siger hun ligeud.

Så i dag er brevskriveriet ikke bare fortsat, men intensiveret.

– Glemmer man noget, er det meget nemmere at sende en ny mail, end hvis man havde været nede og putte brevet postkassen, siger Ethel. – Ja, nu skriver vi af og til sammen flere gange om dagen!

Brevene handler om alt det nære, om stort og småt, og de har fuldkommen styr på hinandens familieforhold. De har begge to børn, som er født i starten af 1960’erne, og de er begge bedstemødre til syv.

Astrids mand, Tomas, døde i 2009, Ethels Knud i 2005. I begge tilfælde skete det ved juletid, så de er fælles om et lettere anstrengt forhold til højtiden.

Læs også: Raphaels største ønske var en ven: Det var den bedste fødselsdag nogensinde

Ringer ikke sammen

Arbejdsmæssigt har Astrid haft et travlt liv med kontorjob, samtidig med at hun stod for husarbejdet på familiens slægtsgård dybt inde i Stavanger Fjord.

– Astrid har haft sit at se til, fastslår Ethel med et sigende blik og husker på, at veninden ofte sluttede sine breve med sætningen ”Nå vil jeg gå og legge meg.”

Selv sluttede Ethel gerne af med en konstatering af, at hendes brev nu igen udviklede sig til at blive ”en hel roman”.

– Måske skriver man noget til hinanden, som man ikke ville have sagt med ord, netop fordi man er så langt væk fra hinanden, siger Astrid, som ikke har været så interesseret i holde kontakt via telefon.

– Det er ikke bare det, at forbindelsen kan være dårlig, og at jeg hører dårligt, men det er jo ”dansk”, siger Astrid og spærrer øjenene op i imiteret rædsel.

Men ansigt til ansigt er sprogbarriererne så godt som ikkeeksisterende, og vi efterlader de to penneveninder til en lang eftermiddags genopfriskning af minder – helt uden censur og utidig indblanding.

Læs også: Efter moderens død skubbede Marina alle fra sig