Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Da hverken datteren Lena eller sønnen Martin blev forældre, forsynede deres mor, Hanne Falslev Olsen fra Vemmedrup ved Bjæverskov, dem med små sukkerkugler, der er homøopatisk medicin. Efter blot to måneder var der to børnebørn på vej. Og endnu en er ved at gøre klar til landing
Mormor og farmor i lyntempo
Hanne Falslev Olsen, der har taget en uddannelse til alternativ behandler, er familiens private frugtbarhedsgud, for når der her hos hende og Jan suser to små børnebørn rundt, er det også hendes fortjeneste. - Jeg elsker børn, og da vores egne var fra hånden, begyndte jeg at glæde mig helt vildt til at blive bedstemor. Men tiden gik, og der skete ingenting, forklarer Hanne. Både Hanne og Jans datter Lena og hendes kæreste Henrik og deres søn Martin og konen Sofie drømte om familieforøgelse. Men det var først da Hanne fandt sukkerkuglerne frem, der skete noget. - Men så blev jeg også både mormor og farmor på 14 måneder, fortæller Hanne.
De magiske sukkerkugler
Sofie fortæller om sine trængsler for at blive gravid: - Vi var fra starten, da vi mødtes for tre år siden, enige om, at vi gerne ville have mindst to børn, så jeg lagde p-pillerne væk. Men resultatet udeblev, så til sidst besluttede vi at lade os grundigt undersøge. Det viste sig, at Martins sædkvalitet var helt i bund. Både Martin og jeg tog to gange tre sukkerkugler med en måneds mellemrum, og maj 2007, blev jeg på trods af al sandsynlighed gravid, fortæller hun. Det blev til Emil, som nu er et år gammel og forsøger at gå de første vaklende skridt alene. - Lægen mente, det var et mirakel og slog fast, at hvis vi ville have flere børn, måtte vi have hjælp af en fertilitetsklinik. Umuligt eller ej: Sofie er igen gravid.
Arvæv forhindrede graviditet
Som barn blev Hannes datter Lena meget syg af tarmlidelsen Colitis Ulcerosa. Hun blev opereret flere gange. Selv om hun nu i dag 17 år senere er rask, er der arvæv, som ifølge lægerne ville gøre det meget svært for hende at blive gravid. Men ved familiemødet, hvor også Lenas bror og svigerinde var til stede, og hvor hendes mor tog sit lille hjemmeapotek frem, fik Lena også nogle sukkerkugler. - Efter at have spist to gange tre sukkerkugler havde jeg stadig ikke fået menstruation og følte mig lidt dårlig med kvalme og træthed. Den graviditetstest, jeg købte, viste sig helt forbløffende at være positiv, fortæller Lena. - Nu går jeg og praler med, at jeg har deltaget i skabelsen af Nicoline og Emil, og jeg er dybt, dybt taknemlig, stråler Hanne Falslev Olsen.
Sådan virker homøopati
Af Familie Journals sundheds- og velværeekspert Kirsten Aarslev
Populært sagt fungerer homøopatisk medicin som en opdragelse af kroppen - glemte funktioner og balancer genopfriskes, så man kommer til at fungere godt igen. Medicinen optages især gennem slimhinderne i munden og skal derfor indtages langsomt, enten via dråber i vand, som nippes i små slurke, eller via små tabletter, kugler, som opløses i munden. Det almindelige sundhedssystem herhjemme anerkender ikke homøopati, mens homøopatiske behandlinger er almindeligt accepterede i bl.a. Tyskland og England.
Af Lone Agersted
LÆS OGSÅ:
Endelig lov til adoption
Laura er et rigtigt ønskebarn