Håbet er drivkraften

Vejen fra lufthavnen i Lesbos’ største by, Mytilini, og frem til den lille by, vi skal bo i, snor sig lang og mørk. Vores lejede bil klarer fint den meget sene aftentur på de små bjergveje, og skønt den gps, vi også har lejet, nægter overhovedet at fungere, er vi fortrøstningsfulde. Vi skal nok finde vejen frem!

Efter en halv times kørsel skimter vi gennem mørket pludselig nogle mennesker i vejkanten, og ved det overraskende syn af voksne, trætte mennesker, der trasker afsted i mørket med små, sovende børn i armene, står det lysende klart for os, at denne reportage ikke kommer til at ligne noget som helst andet, Familie Journal har bragt i bladets snart 140 års levetid.

Her kan du se filmen, hvor Familie Journal hjælper flygtninge i land:

Bange anelser

Allerede næste morgen, da vi i 28 graders varme har kørt fra turistbyen Petra og hen til en anden lille turist-perle ved navn Molyvos, bliver vores bange anelser bekræftet.

Stedet har langsomt udviklet sig til at være et af knudepunkterne, hvor de mange flygtninge, kan få lidt hjælp i form af vand, mad og andre enkle fornødenheder, og ved busstoppestedet på torvet møder synet af mange hundrede kvinder, børn, babyer, gamle, unge os. Langt de fleste har ingen ejendele ud over det tøj, de har på. Fælles for alle er den blanding af usikkerhed og håb, der lyser ud af øjnene på dem.

Vi kører videre hen til den restaurant, der efterhånden er blevet udvidet til også at fungere som en slags kommandocentral for frivillige, hvoraf størstedelen er danskere, og her får vi at vide, at de fleste gummibåde driver i land på nordkysten cirka 10 kilometer fra Molyvos, så vi samler vores udstyr, køber et læs vandflasker og drager af sted.

Det rene kaos

På den lange kyststrækning spotter vi en lille, orange plet op på den anden side af havet ud for den tyrkiske kyst, og inden længe kan vi tælle 10 småpletter. Det er de mange redningsveste, der lyser op, og alle ”prikkerne” gynger op og ned på bølgerne med kurs mod os.

De næste minutter kan næsten kun beskrives med et enkelt ord: kaos!

Mens gummibåden slår mod stenene, løftes små, våde, grædende børn ud over kanten, kvinder forsøger at få fodfæste på de glatte sten, mens de krampagtigt med den ene hånd holder fast i et barn og den anden i hanken på en rygsæk.

Lang vej endnu

Mange er i chok og kommer væk fra hinanden.

Da alle har fundet hinanden, er blevet trøstet, og de chokerede er hjulpet tilbage til virkeligheden, falder der langsomt ro over mængden. Alle får at vide, at de har en travetur ad støvede bjergveje på cirka 60 kilometer foran sig, før de når frem til Mytilini, hvor øens store flygtningelejr er placeret.

En følelse af afmagt griber os, da vi halvvåde og fortumlede står ved den forladte gummibåd og kigger efter alle vores medmennesker, der forhåbentlig finder vejen til et bedre liv på den ene eller anden måde, og vi kan ikke lade være med at give vores egne følelser frit løb.