Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Det er muligt, at det er hårde tider for cirkusbranchen generelt. Men sådan oplever familien Deleuran det ikke:
– I krisetider vil folk gerne underholdes. Og da finanskrisen tog fart i 2007 og 2008, var det faktisk de bedste år for os nogensinde. Så kom 2010, hvor vi for første og eneste gang nogensinde havde røde tal på bundlinjen. Det fik os til at indse, at det ikke længere var nok bare at sætte plakater op og så regne med, at folk automatisk købte billetter, som de altid havde gjort, fortæller 56-årige Marianne Deleuran, der sammen med sønnerne Daniel og Andreas på 29 og 21 driver Cirkus Mascot.
Læs også: Slangemennesket Ylva vil være den bedste.
– Vi løste problemet ved at lave opsøgende arbejde på daginstitutioner. Når vi kom til en by, tog vores klovn Gulio ud og lavede workshops med børnene i børnehaverne, og de børn, der var til stede, kunne få en fribillet, som var gyldig samme aften i selskab med en voksen. Hvis barnet havde en søster eller bror, kunne vedkommende også komme gratis ind, hvis forældrene var med. Med den ordning fik vi rettet op på besøgstallet, for det var en god løsning for en masse forældre, som ellers ikke havde råd til at invitere hele familien i cirkus. I dag kører vi med en anden form for familierabat: en fast pris for mor, far og to børn, forklarer hun.
Når Cirkus Mascot kommer til en by, hvor de ikke har været i flere år, sker det stadig, at klovnen besøger institutionerne med en bunke flyers.
– Og han er blændende god til at huske navnene på de børn, han har talt med. Det er noget, der vækker begejstring blandt deres forældre, når de dukker op i cirkus om aftenen, og Gulio hilser på ungerne.
Også i vinter- og påskeferier kan man nyde cirkus. I Cirkusland. Læs her.
– I alt er vi 21 mennesker involveret i cirkusset. Dertil kommer dyrene: fem ponyer, to æsler, to geder, to grise, 11 hunde og en gås. Vi er det eneste af de små cirkusser, der har dyr med. Og når byens børn kigger forbi i løbet af dagen, kan de se, at dyrene ovenikøbet har det godt.
Familien Deleuran har bopæl og hovedkvarter i Roslev nord for Skive, og i år er det deres 26. sæson på landevejene. De første 20 var Mariannes eksmand og drengenes far, Jess, også en del af foretagendet.
– Men i november 2013 meddelte han, at han ikke ville med på tur året efter. Jeg tænkte, at alle jo kunne have brug for en pause. Men efter ganske få dage var der også skilsmisse i luften. Det kom som et lyn fra en klar himmel. Ikke mindst fordi det fra begyndelsen havde været Jess, der var bidt af cirkus og den primære drivkraft bag foretagendet, fortæller Marianne, der i dag er kæreste med den tidligere vognmand Flemming.
Den tidligere cirkusprinsesse Judy Glosted er i dag sangerinde. Mød hende her.
– Cirkus Mascot havde ikke overlevet, hvis det ikke havde været for drengene, som har fordelt administrationen mellem sig. Faktisk skal Andreas næste år på universitetet og læse erhvervsøkonomi. Det betyder, at han vil være ude af firmaet i nogle år, siger hun om sin yngste søn, der i forvejen i modsætning til sin mor og bror ikke er at finde i manegen.
Daniel er til gengæld i høj grad på: Han speaker hele forestillingen og fremfører ponyerne.
– De har lavet præcis de samme tricks og bevægelser i 20 år, så de kan næsten udføre deres job i søvne. Hele mit liv har handlet om cirkus. Der var lige en periode i 2009-2010, hvor jeg var værnepligtig i Beredskabsstyrelsen i Thisted. Men det foregik stort set uden for cirkussæsonen. Det var kun i en enkelt uge, at familien måtte undvære mig i teltet.
Marianne er bedst kendt for sine dyrenumre, og hun gav sit cirkus uvurderlig reklame og omtale, da hun sidste år optrådte i ”Danmark har talent” på TV 2 med den matematisk kyndige hund Bobby og grisen Yrsa.
Af de mange dyr er gåsen familiens nyeste erhvervelse. Og fuglen har tilmed en sjov historie. Andreas fortæller:
Mød Bubber, der for tiden rejser landet tyndt med Cirkus Arena.
– Zirkus Nemo havde sidste år et nummer, der involverede en gase og to gæs, og da sæsonen var slut, forærede de dem til os. Det viste sig hurtigt at blive problematisk. Gasen var nemlig meget aggressiv, da den følte, den skulle forsvare sine to damer, og vi endte med at få nogle gårdejere, vi kendte, til at overtage dem. Inden det kom så vidt, nåede gæssene dog at lægge nogle æg, og et af dem kom der en gæsling ud af. Det er ham, vi har beholdt, og han var nem at gøre tam, da vi havde ham helt fra lille. Han kom til verden nytårsaften, og vi har selvfølgelig givet ham navnet Nemo.
En arbejdsdag i Cirkus Mascot begynder typisk klokken 4.30 om morgenen, hvor man begynder at flytte vogne og grej fra én by til den næste. Og når klokken er 7, vil det hele i reglen være flyttet.
– Vi går uden om de større byer som Randers, Kolding og Vejle og tager hellere en lille by i omegnen. På den måde konkurrerer vi ikke med en masse andre kulturtilbud, men det vigtigste af alt er efter vores mening følelsen af, at man går i cirkus med naboen. Når klovnen hiver en far fra publikum ind i manegen, vækker det jubel og munterhed i hele teltet, men det giver af gode grunde noget ekstra til oplevelsen, når man kender den ufrivillige cirkusartist og ved, hvad han laver til hverdag, frem for hvis vedkommende er en helt og aldeles fremmed person. Som en journalist på et tidspunkt har formuleret det, er det en af årets vigtige byfester, når Cirkus Mascot kommer til byen, siger Daniel.
– Det er muligt, det ikke er verdensartister, der bærer vores show. Til gengæld er det hyggeligt, intimt og sjovt. Og vi har nærkontakten med publikum og evnen til at holde tilskuere i alderen helt ned til halvandet år fanget, fastslår Andreas Deleuran.
Klovne spreder ikke kun humør i cirkus. Læs om hospitalsklovnen Luna her.