Hun passer gården alene

Et kursus i husdyrhold og undervisning i alle landbrugets regler og love. Det var præcis, hvad Kirsten Jensen havde brug for, efter hun omkring nytåret 2007/2008 mistede sin mand, som hun havde en gård ved Tørring sammen med. Tiden forinden havde været udmarvende.

Styr på det hele trods tragedie
Kirstens mand, der ellers var et energibundt i sin bedste alder, blev pludselig syg og døde af kræft i hjernen i løbet af et halvt år. Hun passede ham selv i de seks måneder, mens han blev mere og mere svag, og først til allersidst måtte hun bede om hjælp. Det er nu to og et halvt år siden, Kirsten mistede sin mand. Hun savner ham stadig, og hovedpuden får indimellem en skylle om aftenen, men problemerne er stort set løst. Haven og markerne omkring den smukke gård ligger velfriseret, ja, selv perlestenene på gårdspladsen er revet, og i foldene løber 18 tykmavede mini- shetlandsheste. Kirsten har styr på hele driften, og hun passer også sit fuldtidsjob ved siden af.

Flemming havde hjernesvulster
En vigtig grund til, at det hele har ladet sig gøre, er, at hun kom på Landbrugsrådgivningens kursus. - Jeg ved jo godt, hvordan vores heste skal fodres og passes og hovbeskæres, men jeg vidste intet om alle reglerne, siger Kirsten. Hun og Flemming flyttede til gården i Tørring i 2003. Da havde de 24 små heste, og Flemming drev samtidig auto- og traktorværksted. Men i foråret 2006, blev Flemming underlig glemsom, og i juni, blev Flemming indlagt. - Han fik et blackout af en slags, mens han kørte bil, siger Kirsten og får blanke øjne, når hun fortæller om forløbet. De fik at vide, at kræftknuderne bredte sig i Flemmings hjerne med en sådan hast, at det var umuligt at operere.

Klarer de udfordringer, der er
Juleaften var Kirstens mand oppe af sin seng for sidste gang. Han sad med ved bordet i sin kørestol, betragtede juletræet. Flemming udåndede i sin seng knap en uge senere. Umiddelbart før det nye år tog sin begyndelse med det en tilværelse fyldt med nye udfordringer for Kirsten. - Det var ikke sådan, vi havde planlagt det, Flemming og jeg. Han ville have haft en stor hest, en Friser. Jeg har nu nok i de små heste. Men visse ting, som Flemming altid gjorde, fortsætter jeg med bl.a. at rive gårdspladsen, så den altid er pæn. Der er også meget, han gjorde, som jeg ikke vidste noget om. Men det har jeg efterhånden lært…

På toppen efter kræft