Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
For 28-årige Nadia Benneweis, datter af Danmarks cirkusdronning, Diana Benneweis, har det altid ligget i kortene, at hun og hendes bror Dawid en dag skulle føre cirkusimperiet videre.
Så nu står hun aften efter aften i manegen og præsenterer den flotte forestilling.
Men der er også en tid uden for cirkussæsonen, hvor der er mulighed for at gøre noget helt andet end det vante. Sidste vinter pakkede Nadia Benneweis rygsækken og drog til Australien for at besøge en veninde, og forrige vinter gik turen til Sydafrika.
Læs også: Min hest har givet mig livet tilbage
– Der skulle ske noget helt andet, så jeg valgte at tage til Sydafrika i fem måneder, hvor jeg først arbejdede som frivillig på et dyrehospital lidt uden for Cape Town og senere var journalist på et magasin, fortæller Nadia, der har studeret kommunikation og performance-design på Roskilde Universitetscenter og mangler et år af uddannelsen.
– Der var alle mulige dyr på det dyrehospital, hvor jeg arbejdede; heste, køer, hunde og katte, men også slanger og krokodiller. Mit arbejde bestod mest i at gøre dyrene klar til operation, hente dem fra buret og bedøve dem, fortæller Nadia, der også var ude for at vaccinere herreløse hunde i slumkvartererne.
I Sydafrika har man et helt andet forhold til dyr, end vi har i Danmark. Hundene er først og fremmest vagthunde, og de færreste er vant til at blive kælet med. Det gjorde også et stort indtryk på Nadia, hvor mange fattige mennesker der er i Sydafrika. Hun arbejdede endvidere i en børnehave i en kort periode, hvor hun og hendes kollegaer hver dag blev hentet fra arbejde af en vagt, da det var for farligt selv at bevæge sig ud i området. – Det præger da helt sikket én at opleve, at flere millioner mennesker bare bor i et skur, og man finder virkelig ud af, hvor godt vi har det i Danmark.
Læs også: Mikkel, som er spastiker, fik opfyldt sin drøm om at blive skuespiller
Ud over arbejdet i Sydafrika bød opholdet også på safari i en nationalpark, rideture i den afrikanske bush, vinsmagning, bungeejumping og dykning med hajer. Nadia blev også tilbudt en ridetur på en struds, men der sagde hun alligevel nej tak.
– Jeg synes, det er synd at ride på strudse. Jeg elsker dyr. Det gør vi alle i cirkus Benneweis, og vi gør alt for, at vore dyr har det godt, trives og er veltilpasse, siger Nadia.
Blandt andet derfor har cirkus Benneweis også fravalgt at bruge vilde dyr i forestillingerne.
Det er omkring 20 år siden, det blev forbudt at opdrætte elefanter med henblik på brug i cirkus – det betyder, at de elefanter, der i dag er i cirkus, er gamle, og hos Benneweis mener man, at dyrene fortjener at komme på pensio og nyde livet.
– Vi er i cirkus Benneweis meget åbne og imødekommende, så folk, der er skeptiske over for vores behandling af dyr, er altid meget velkomne til at besøge os. Vi har den holdning, at dyrene skal have det godt, og de skal behandles med respekt og venlighed, ellers ville de slet ikke være i stand at præsentere sig glade, forklarer Nadia, der er ked af, at nogen kan tro, de ikke behandler dyrene godt. Tværtimod så har dyrene i cirkus Benneweis meget frihed, og der er mennesker omkring dem hele tiden.