Ida hjælper andre unge med angst

Da Ida startede i gymnasiet for to år siden, fik hun angst. Det startede som social angst, men udviklede sig til også at være sygdomsangst og dødsangst. – Det mærkelige ved angst er, at jeg ved, det jeg tænker ikke er realistisk. Når det drejer sig om følelser, kan man overhovedet ikke kontrollere det, fortæller hun. Ida Elkjær Niemeier er i dag 18 år og går i 3. g. Hun elsker sin klasse og har lært at leve med sin angst, men det har været en svær rejse. – Alle har angst på en eller anden måde. Spørgsmålet er bare, om man kan kontrollere det, eller om det går hen og bliver sygeligt. Det gik med tiden op for mig, at det, jeg følte, ikke var normalt – det skulle ikke fylde så meget. Nu bruger hun sine erfaringer til at hjælpe andre unge med angst i en selvhjælpsgruppe, som hun har startet i samarbejde med Selvhjælp Randers.

Vi skal tale om angst

Det allervigtigste er at tale om angsten. – Det er så vigtigt ikke at føle sig alene. Og ikke føle sig skør. At få en andens synsvinkel på sine tanker hjælper meget, fordi man kan se, at tankerne ikke er realistiske, fortæller Ida. Det var svært for hende at acceptere, at angsten ikke forsvinder. – Det er frustrerende, at min hjerne ikke bare kan lære, at det er angst – og så lade tankerne fordufte. Det er ikke noget, jeg lige skal igennem, og så er det dét. Jeg kommer til at leve med angsten resten af livet. Det har været meget svært for mig at acceptere. Men det er jeg blevet bedre til nu. Læs også om Line, der er tæt på at have overvundet sin angst for transportmidler Det er derfor, Ida har startet en angstgruppe i samarbejde med Selvhjælp Randers. Gruppen består af 10 unge i alderen 15-20 år. De mødes hver anden uge i to timer. Det første møde var i starten af december. – Det gik supergodt. Der var nogle, som sagde meget, og andre sagde ingenting. Men folk med angst er jo ikke de mest snakkesalige mennesker, det ved jeg godt fra mig selv, siger Ida med et smil. – Jeg regner ikke med, at når vi har mødtes 10 gange, så er de angstfri. Det kommer ikke til at ske. Men jeg håber, de bliver klogere på sig selv og deres angst. Og at deres angst ikke kommer til at fylde så meget, som den gør lige nu. Mit mål er, at de vil undgå at holde sig for sig selv, og at de tør gøre det, de var bange for at gøre, da de kom til det første møde.

Læs hele historien i Familie Journal nr. 7