Jane hjælper unge: Jeg får så meget igen

Siden Jane Rønving i 2005 og 2006 blev behandlet for brystkræft, har hun døjet med en mængde senfølger såsom kroniske nervesmerter i venstre side, muskel- og ledsmerter, koncentrationsbesvær og træthed. Og da hun som følge af disse lidelser i 2017 blev tilkendt førtidspension, var hun ikke i tvivl om, at hun ønskede at bruge en del af sin tid på frivilligt arbejde.

– Jeg ville hjælpe andre, der havde det svært. Og det er jeg i den grad kommet til i Headspace Horsens, hvor unge med vanskeligheder af alle slags henvender sig for at tale ud om deres problemer og bekymringer. Men hjælpen går begge veje, for ofte kan jeg se en yngre udgave af mig selv i de unge. Jeg kan spejle mig i dem og for eksempel genkende ting, som jeg selv har kæmpet med og skammet mig over. Arbejdet er kort sagt meget givende. Ja, til tider er det ren terapi for mig, fortæller Jane, som må siges at have taget sin andel af modgang i sin 57-årige tilværelse.

Hun er vokset op i Farum, men rykkede i 2000 med sine to børn til Horsens, hvor hun havde fundet manden, hun ville dele sit liv med. Sønnen Daniel og datteren Caroline er i dag 29 og 25 år.

​– Jeg er uddannet på Forsikringsakademiet og havde på det tidspunkt mest arbejdet i forsikringsbranchen, som i høj grad var baseret i det sjællandske. I Horsens blev det i stedet til et job på kølerfabrikken Nissens og siden i Fakta, hvor jeg arbejdede frem til min sygemelding i 2005.

Børnene var 11 og syv år, da deres mor blev kræftpatient.

– Jeg gjorde alt for at være frisk, når børnene kom hjem fra skole, og i det hele taget undgå at lade min sygdom påvirke dem. Men Daniel var meget ængstelig og overbevist om, at jeg ville dø fra ham. Samtidig forsøgte han at holde min brystkræft hemmelig og talte ikke om den i skolen. Men da kemobehandlingen fik mig til at tabe håret, blev sygdommen synlig for enhver, hvilket gjorde, at han ikke længere ville følges med mig, fordi han syntes, det var flovt.

Mistede sin mand

Jane tog kontakt til Kræftens Bekæmpelse i håb om, at der fandtes en form for hjælp og støtte til børn af kræftpatienter.

– Men det eneste, de kunne tilbyde os, var en gruppe for børn, hvis mødre og fædre enten var terminale eller afgået ved døden, og den slags skulle de naturligvis ikke udsættes for. Faktisk var mine prognoser ganske gode, men jeg havde hørt mange tragiske historier og også selv oplevet kræftdødsfald blandt mine nærmeste. Så jeg begyndte først at slappe nogenlunde af med situationen efter fem år, hvor den værste risiko statistisk set var drevet over, siger Jane.

I 2013 blev familien ramt af et nyt, hårdt slag, da børnenes papfar kørte galt på sin motorcykel og blev dræbt på stedet.

– Da havde vi været sammen i 13 år og gift i de otte. Jeg var i choktilstand, men allerede dagen efter var jeg i fuld gang med at få styr på alt det praktiske omkring begravelsen samtidig med, at jeg forsøgte at være der for børnene, der også var kede af det. Oveni sloges Caroline på det tidspunkt med angst. Da jeg fik konstateret brystkræft, havde hun ikke været gammel nok til helt at forstå, hvad der foregik. Det gjorde hun nu. Dermed dukkede angsten for at miste mig op til overfladen, og det siger sig selv, at min mands pludselige død gjorde det hele meget værre.

I den periode fulgte Jane ofte sin datter til og fra skole og til tider helt til klasselokalet.

– Jeg henvendte mig til skolen og slog fast, at hun havde brug for særlig hjælp, men jeg fik det svar, at de ikke havde noget at tilbyde, da hun kom fra et velfungerende hjem. Jeg måtte med andre ord klare mig igennem krisen på egen hånd. Og hvis man skal se det fra den positive side, kan man sige, at jeg i dag har rig erfaring, når det handler om at hjælpe og tale med unge mennesker. Den kommer mig til gode i mit frivillige arbejde. I øvrigt klarer mine børn sig supergodt nu. Daniel er bankrådgiver, og Caroline læser til psykolog. Noget må jeg kort sagt have gjort rigtigt.

Fornyet selvsikkerhed

Headspace har i år 10-års jubilæum, og Horsens var en af de første byer, der fik en afdeling.

– Mine børn kunne have haft god gavn af stedet i tiden efter min mands død, hvis vi havde vidst, det fandtes. Jeg lærte det først at kende, da jeg så mig om efter frivilligt arbejde. En af Carolines veninder havde været i kontakt med dem og mente, det var lige et sted for mig.

Jane har selv været mærket af sine oplevelser. For tre år siden gik hun til psykiater og blev her diagnosticeret med angst samt borderline i mild grad.

– På grund af min angst gik der faktisk et halvt år, før jeg i 2018 havde samlet mig mod til at møde op i Headspace. Men jeg blev mødt af et fantastisk fællesskab blandt de 20 mennesker, der er tilknyttet, hvoraf to er ansatte og resten frivillige. Vi sparrer fantastisk godt sammen. De frivillige er i alderen fra 20 år og op til 75, og det er netop i kraft af vores vidt forskellige baggrunde, at vi er så godt et hus. Jeg bruger selv mine egne og mine børns historier flittigt, når jeg taler med folk. Som frivillig på stedet har jeg i øvrigt øget mine egne kompetencer via uddannelse, kurser og supervision, siger hun.

De unge, som opsøger Headspace, har alskens problemer fra diverse diagnoser over erfaringer med overgreb, misbrug, selvskade og selvmordstanker til generel mistrivsel, præstationsangst og ringe selvværd.

– Vi har ikke noget loft på antallet af samtaler, og de unge kan gøre brug af os lige så længe, som det giver mening for dem. Ud over en snak kan vi også for eksempel tilbyde dem hjælp med at søge SU eller tage med dem til lægen eller et center for sexmisbrug som bisiddere.

At en sådan fritidsbeskæftigelse ikke blot er til glæde og gavn for andre, men også på en række planer udviklende for en selv, er indlysende.

– Flere af de ansatte har sagt, at det er utroligt, hvor meget jeg har rykket mig. Jeg er blevet mere selvsikker og bedre til at lytte til mig selv og sætte grænser. Og fællesskabet hos Headspace har gjort mig til et mere udadvendt menneske. Gennem det frivillige arbejde har jeg også fået mulighed for at holde foredrag på skoler og videregående uddannelser. Jeg havde aldrig troet, at jeg nogensinde skulle tale foran flere hundrede mennesker. Men det gør jeg. Og jeg elsker det, fastslår Jane.