Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Da Jeanette Søm Munk var barn, kunne hun ikke lide at være alene. Faktisk var hun så ræd for at bruge eftermiddagene efter skole med sig selv, at hun altid havde legekammerater med hjem.
Hun kunne heller ikke fordrage at komme på ferie uden for landets grænser. For alt, der var nyt og usikkert terræn, skræmte hende. Og med god grund. Jeanette blev efterladt på en trappesten i Irans hovedstad, Teheran, da hun var blot få uger gammel.
Eller det er hvert fald, hvad hun har fået fortalt. Jeanette ved nemlig ikke, hvornår hun er født. At hun hvert år kan fejre fødselsdag den 11. november sker takket være en læge, som satte en cirka fødselsdato, da hun ankom til et børnehjem i millionbyen.
– Jeg har altid søgt tryghed, både som barn og som ældre. Og selv om mine forældre har været fantastiske, har jeg altid følt mig lidt anderledes. Når man ikke kan sige præcis, hvornår og hvor man kommer fra, føler man sig hul indeni. Derfor har jeg altid sørget for at omgive mig med mange mennesker – for tænk nu, hvis jeg skulle være alene igen. Hvis der var mange omkring mig, ville der også altid være minimum én tilbage hos mig, siger Jeanette, der blev adopteret af danske forældre, da hun var otte måneder gammel.
I dag er Jeanette 45 år og bor i Valby ved København med sin mand, Christian, og datteren Anna på tre et halvt år. Her har Jeanette fundet tryghed i at skabe sin egen familie, og hulrummet i kroppen er blevet fyldt af datteren. Netop det, at Jeanette nu kan se lidt af sig selv i en anden, betyder meget. Det har hun aldrig prøvet før.
– Da jeg fik Anna, var det første gang, der var en, som lignede mig. Jeg tror også, at det er derfor, det har været så vigtigt for mig at få et barn – jeg vil gerne kunne se mig selv i nogen, siger hun.
– Annas fotoalbum er propfyldt med billeder – allerede fra graviditeten og frem til i dag. Jeg har dokumenteret alt. For den dag, hun kommer og spørger ind til sin barndom, kan vi slå op i albummet og give hende alle de svar, hun har brug for. Det har mine forældre ikke kunnet gøre.
Jeanette er opvokset i den lille by Dejbjerg i Vestjylland. I landsbysamfundet mellem Skjern og Ringkjøbing var hun den eneste, der ikke var lys i huden. Og selv om hun ikke blev drillet, var det svært at stikke ud fra mængden.
– Alle omkring mig, både venner og familie, har altid været der og gjort det fantastisk, men derfor var jeg jo alligevel anderledes. Mine kammerater lignede deres forældre og havde billeder af deres mødre med dem inde i maverne – det havde jeg ikke, siger hun.
Når man spørger Jeanette, hvad der kendetegner hendes barndom, svarer hun uden at tøve ”tryghed”. Et svar, hun udmærket godt ved, står i kontrast til den uro, hun i så mange år har haft i maven. Men havde Jeanette ikke haft forældre, der altid var hjemme, når hun kom fra skole, og et alle kender alle-samfund på den anden side af ligusterhækken, havde uroen vokset sig meget større.
– Jeg er vokset op med en mor, der arbejdede deltid og altid stod klar med nybagte boller, når jeg kom hjem fra skole. Det var en kæmpe tryghed for mig, der i den grad var en tryghedsnarkoman, siger hun.
Læs også: Slægtsforskning gav Linda to mødre
Jeanette er oprindeligt uddannet pædagog, men har det sidste år arbejdet som psykoterapeut hjemme i huset i Valby. Det betyder, at hun hjælper andre med at kigge indad og fylde de tomme huller ud, ligesom hun selv har gjort det i mange år.
– Flere af dem, der kommer hos mig, er adopterede. Jeg tror på, at jeg kan hjælpe dem på en anden måde, end en ikke-adopteret terapeut kan. Jeg ved jo, hvordan det er at føle sig helt hul indeni, mangle et ståsted, og nogen, der ligner en, siger hun.
Men det er langtfra en proces, som er overstået på et par dage. Ligesom Jeanette selv har brugt mange år på at finde ro og vished, kræver det også tid for dem, der kommer hos hende.
– Det er op til den enkelte, som kommer her, at bestemme, hvad vi skal tale om. Men jeg kan hjælpe tanker og følelser på vej – uanset om vedkommende er adopteret eller ej. Jeg tror på, at man bliver nødt til at gå tilbage til de steder og tidspunkter, hvor det gør ondt, før det kan blive godt.
Og selv om der selvfølgelig er fokus på den person, der træder indenfor i terapilokalet, giver Jeanette også en del af sig selv. For når man som adopteret ikke kan spejle sig i sin familie, er det vigtigt at have en, som forstår den situation, man står i. Så Jeanette deler selv sin historie.
– I mange år har jeg ikke kunnet tænke på mig selv som den lille pige, der ligger på trappestenen. Det har gjort for ondt. Men efter at have brugt rigtig meget tid på at gennemgå og tænke den situation igennem, har jeg fået det meget bedre. Det er stadig svært, men det er bedre, siger hun.