Jeg håber han ser ned

Hvert sjette barn med kræft dør. 13-årige Frederik var et af dem. Han sov ind for tre år siden efter halvandet års kamp mod bindevævskræft, hvor det blev tydeligt for alle, at det kun gik en vej til sidst.

Læs også: Vi har en særlig dreng

Svært at forstå

Der var ikke mere at gøre, og to uger før han døde, besøgte han sine klassekammerater. Den dag tænkte Alexander ikke, at det var et sidste farvel, da han vinkede til sin kammerat. Men i dag tænker han, at det var derfor, Frederik kom den dag, og derfor han havde taget festkagen med, som ellers var bestilt til hans senere konfirmationsfest.

Den nu 16-årige Alexander Nielsen fra Elling nord for Frederikshavn har i det hele taget gjort sig mange tanker efter Frederiks død. Han var dengang i en alder, hvor det var svært at forstå, at et barn kan dø. At livet på en eller anden måde bare fortsætter, selv om ens klassekammerat nu ligger på kirkegården. Uretfærdigheden i at stå ved alteret i konfirmationstøj i samme kirke blot to dage efter, man har været der for at tage afsked med sin ven, der burde have stået ved siden af i lige så nystrøget tøj.

– Det var hæsligt, husker Alexander og fortæller om, hvordan klassekammeraterne stod ved Frederiks grav den dag, de alle blev konfirmeret. Han var i deres tanker.

– Vi fik at vide i skolen, at vi skulle sige, hvis vi havde brug for at tale om det, men jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige, siger Alexander.

I stedet rumstererede det inden i ham. Han måtte gøre noget. Samle ind til Børnecancerfonden så den kunne hjælpe andre børn, som den havde hjulpet Frederik og hans familie med oplevelser og støtte i den sidste tid – og ikke mindst samle penge ind til forskning. Så det sjette barn i statistikken også kan blive reddet.

– Det betyder bare så meget for mig at kunne gøre noget. At miste ham var og er stadig helt ubegribeligt, siger Alexander.

Fulgte hinanden

Frederik var Alexanders gode ven. De to drenge mødte hinanden første gang hos deres dagplejemor. Senere fulgtes de ad til samme børnehave, og da skoleklasserne var fordelt, endte drengene også i samme klasse. Ikke helt ualmindeligt i en lille by som Elling i Vendsyssel med knap 1.200 indbyggere.

Men Frederik og Alexander hang sammen. De spillede fodbold i haven og Playstation på værelset. Rendte ind og ud af hinandens hjem og var der for hinanden.

En dag i 6. klasse midt i en gang høvdingbold klagede Frederik over smerte i sin højre underarm.

Alexander husker, hvordan Frederik fik det undersøgt nærmere, og han husker den dag, hvor klassen fik at vide, hvad der var galt. Deres klassekammerat havde fået kræft.

En ny verden med kemokure og fravær blev hverdag for Frederik, og det blev sjældnere og sjældnere, at han kom i skole. Alexander besøgte ham derhjemme i sygesengen, men det var svært at være rask og se sin kammerat blive blegere, tyndere og svagere. Humøret og optimismen bevarede Frederik, selv da hans underarm måtte amputeres. Men kræften spredte sig alligevel.

Til begravelsen blev Kim Larsens ”Pianomand’’ spillet. Det er noget af det eneste, Alexander husker fra den svære dag, og når han hører den i dag, vil den for evigt minde ham om Frederik.

Som den dag under en løbetur, hvor sangen tilfældigt blev spillet i Alexanders høretelefoner. Det satte tankerne i gang, og Alexander var pludselig ikke længere i tvivl om, hvordan han kunne hjælpe og mindes Frederik. Han ville kombinere sin glæde for sport med en indsamling og gennemføre en halv Ironman.

Ret ambitiøst, tænkte hans forældre, men de fornemmede, hvor meget det betød for ham.

Alexander tog kontakt til Børnecancerfonden og fik oprettet det praktiske til en indsamling som mobilepay og facebookside – og gik i gang med at træne.

Han havde ingen forventninger – kun om at gennemføre sin Ironman. Det gjorde han og fik samlet et par tusinde kroner ind.

Læs også: Jeg er stolt af min bror

Stor opbakning

Der skulle mere til, måtte han erkende, og fandt på at arrangere et motionsevent, hvor andre kunne være med. Det blev holdt i februar sidste år i Elling. Alexander håbede på, at 20-25 ville dukke op, men 190 endte med at tilmelde sig eller blot donere, så der i alt kunne overføres 15.000 kroner til Børnecancerfonden.

– Det var ret rørende at se, at så mange bakkede op om det, og derfor tænkte jeg, at jeg måtte gøre et forsøg mere, smiler Alexander.

Sammen med sin triatlon-træner ville han arrangere et endnu større event i Elling, hvor endnu flere penge skulle doneres til Børnecancerfonden. En hel del benarbejde blev gjort, for denne gang skulle der både være frugt, vand og medaljer til deltagerne, ligesom der skulle skabes opmærksom om løbet, der blev planlagt til maj. Meget var på plads – men så lukkede landet ned på grund af Corona, og gjorde det dermed umuligt at gennemføre arrangementet.

– Det blev jeg vildt ærgerlig over, men jeg ville bare heller ikke give op. Andre steder hørte jeg om de her virtuelle løb, og jeg tænkte, hvorfor ikke? Selv om det kan lyde som verdens dårligste idé at give penge for at løbe derhjemme. Men på den anden side gav det mange andre mulighed for at være med. Ikke kun dem, der boede i Elling, kunne være med, og så kunne man selv vælge, hvornår man ville løbe sin rute, forklarer Alexander.

Det foregik en junidag sidste år. 1.352 deltog virtuelt, og mere end 90.000 kroner blev samlet ind den dag. Alexander var overvældet over opbakningen, og da løbet var overstået, tog han ned på kirkegården og lagde sin medalje på Frederiks grav.

– Jeg håbede, han sad deroppe og havde kigget med og var stolt over det, siger Alexander, der nu er i gang med at arrangere et nyt, virtuelt løb 20. juni.

Alexander ønsker at gøre det endnu bedre end sidste år. Men det er ikke beløbet som sådan, der driver ham. Det er glæden ved at gøre noget. Noget, der ligger ham så nært. Nemlig hans ven, Frederik.

– Jeg håber, han ved, at jeg gør det til minde om ham.