Jeg har set det værste

Man gjorde et barn fortræd og skabte en overlever. Jadwiga Andersen er 90 år og et af de sidste mennesker, der har overlevet kz-lejre og der set grusomheder, som intet menneske burde se. Hun bor på Bernadottegården i Hadsund, og således er ringen sluttet. Det var den svenske diplomat Folke Bernadotte, der reddede hende og omtrent 31.000 andre fanger ud af 2. verdenkrigs koncentrationslejre. Nu bor hun på plejecenteret, der oprindelig blev lavet for de danske krigsfanger og er opkaldt efter ham. Sådan har hun selv ønsket sig det, og sådan blev det, for Jadwiga har den stædighed og livskraft, der også var med til at få hende levende gennem helvede på jord.

Det kan hendes søn, Jan, bevidne. Det er ham, der ordner hendes papirer, taler med banken – og fornyer lottokuponerne, som hun stadig satser på hver uge. Hun er kommet en lang vej – hun er født i Poznan i Polen i 1926, og hun var kun 13 år, da krigen ramte hende og hendes familie. Tyskerne og Sovjetunionen havde invaderet Polen og delt landet mellem sig i 1939. Der fandtes en polsk modstandsbevægelse, og den blev Jadwiga ufrivilligt en del af.

Syv små piger

– Jeg var 13 år og gik i 6. klasse. Vores lærer sagde til os, at vi måtte hjælpe med at gøre Polen til et frit land igen. Vi skulle bare hver især tage et brev med os og give det til en mand, der stod et bestemt sted i byen. Vi vidste ikke, hvad der stod på papiret. Vi var syv piger i klassen, og vi gjorde bare, som han bad om. Det gik godt med den første pige, også den anden, men den tredje pige blev fanget. Og det var mig, siger Jadwiga. Læs også om krigsveteranens store kærlighed Jadwiga kom ikke hjem igen de næste mange år. De andre piger kom aldrig mere hjem. Jadwiga blev ført til Gestapo-hovedkvarteret i Wroclau, hvor hun blev anklaget for politisk aktivitet og samarbejde med partisaner. Hun blev slået, brændt med cigaretter og voldtaget. 14 dage efter blev hun sendt til den første af flere arbejdslejre ved Poznan. De var syv små piger, der forsøgte at holde sammen, men de tre mistede livet, da de kastede sig mod det elektriske hegn i et fortvivlet forsøg på at komme væk. Jadwiga så sine veninder dø, og de billeder vil for altid være i hendes hjerte.

Slavearbejde

– Vinteren 1940 var isnende kold. Vi var slavearbejdere og spolede kobbertråd på tromler for Telefunken. Jeg var lille og spinkel, jeg havde ingen kræfter, og vi sultede. Men vi var i live, siger Jadwiga. Jadwiga var et af de yngste og mindste børn i lejren. Hun var alene uden forældre. Hun burde ikke have kunnet klare sig, men ligesom der findes ondskab i verden, findes der også godhed. Nogle af de ældre fanger tog sig af Jadwiga og forsøgte at skærme hende. Jadwiga og hendes gruppe blev overført til Buchenwald, hvor hun skulle arbejde på Siemens våbenfabrik, og senere videre til Ravensbruck – og det blev på en måde hendes held. 
– Vi var en gruppe, der blev placeret foran en barak. Vi skulle have et dejligt, varmt bad, fortalte kommandanten. Han skulle blot hente nogle andre først, så var det vores tur, sagde han. Vi sad foran barakken og ventede. Pludselig råbte en eller anden: ”Her lugter af gas.” En mand kom forbi – en svensker, der arbejdede med ammunitionsfremstilling i en nedgravet bunker – han råbte op og gennede vores lille flok med sig.

Reddet i sidste øjeblik

Han tog os med ned i den underjordiske fabrik, hvor jeg blev sat til at kontrollere gasmasker ved et lille bord. Han blev den første svensker, der reddede mit liv, for det var jo ikke et bad, der ventede os. Det var et gaskammer. Jadwiga overlevede fra minut til minut, mishandlet og udsultet. Til sidst mistede hun næsten håbet om, at der var et andet liv, eller at der overhovedet havde været et andet liv, hvor hun havde været en glad pige på 13 år. Hun blev sendt videre til Neuengamme. Hun så jævnaldrende piger blive hængt i en galge, og hun undslap selv en dødsstraf ved at bytte kjole med en død pige. Hun sad i forskellige koncentrationslejre i fem år, og da hun igen blev sat på endnu et tog i slutningen af april 1945, var det bare endnu et tog i endnu et smadret liv. Men noget var anderledes denne gang. Læs også om en anden stor personlighed: Lise Nørgaard

”I er frie”

– Vi kørte hele dagen og hele natten, – Da vi kom til Sverige, stod han der: Folke Bernadotte, fik vi at vide, at han hed. Det var hans fortjeneste, at vi nu var frie, og han sagde, at han ville beskytte og hjælpe os. Da Jadwiga blev et frit menneske igen den 1. maj 1945, var hun 18 år gammel og vejede 28 kilo. Hun var et menneske, der resten af livet skulle takke sin skaber for, at hun overlevede, men også et menneske, der skulle lære at være menneske igen. Altid var hun parat til at kæmpe for at overleve, aldrig turde hun give slip og elske, for alle dem, hun havde elsket, var blevet taget fra hende. Aage fra Danmark blev ham, der viste Jadwiga, at livet også kunne være godt. Han havde været frihedskæmper hjemme i Danmark, og da jorden begyndte at brænde under ham, måtte han også til Sverige. Aage var en stor og flot mand, udlært møbelpolstrer, med begge ben på jorden. Han faldt for Jadwiga, den smukke unge pige med det ødelagte sind.

En ordentlig mand

Resten er historie, som man siger: Aage og Jadwiga blev gift, de fik fire børn og et liv i Sverige. Aage blev selvstændig og skabte en god forretning, mens Jadwiga passede børnene. Der gik mange år, før Jadwiga igen fik kontakt med sin familie i Polen. Hendes land var efter krigen stadig russisk område, og hendes familie kunne ikke rejse ud, men de kunne skrive sammen. For Aage vedblev hun at være en smuk og eksotisk fugl, som han måtte passe på, og det gjorde han. De sidste mange år boede de i Øster Hurup i Danmark, hvor Aage kom fra. På sine ture rundt i området opdagede Jadwiga, at der fandtes et Folke Bernadotte-hjem. Der ville hun bo, fortalte hun sine børn, og sådan blev det. For 17 år siden blev hun alene, og for seks år siden flyttede Jadwiga ind på det hjem, der bærer navnet på hendes helt. Alderen gør os mennesker mere ens. Den eksotiske fugl er landet og har det godt.