John nægter at gemme sig: Jeg er dement

John sætter kasketten på sned, samler sine papirer sammen og går ud ad døren i rækkehuset i Odense sammen med børnebørnene, Silje og Emil. Han vinker til Conni, og hun smiler, fordi hun ved, at lige nu er John stolt og glad, fordi der er brug for ham.

John Larsen har Alzheimers. Det har han haft i ti år, og han er godt klar over, at hans verden bliver mindre og mindre hver dag.

Men han ved også, at han stadig kan være med til at hjælpe de mennesker og familier, der har demens tæt inde på livet. Det er derfor, han hvert år deltager i Alzheimerforeningens Landsindsamling. Pengene går til mere forskning og støtte til de demensramte.

Børnebørnene gik med på turen i år. Dels, fordi de elsker deres morfar og gerne vil være sammen med ham, dels fordi John har brug for hjælp, hvis der sker noget uventet, eller teknikken i telefonen driller.

Der var engang, John var manden i huset. Han var pedel på et plejecenter, og han kunne klare alt med et stykke værktøj i hånden, både på arbejde og derhjemme. Han var også fagforeningsmand og socialdemokrat. Han var en mand, man regnede med.

Sådan var det for ti år siden.

Nu bor han og Conni i et lille rækkehus, John arbejder ikke længere, og Conni passer på ham, så godt hun kan. Der er stadig rigtig mange gode dage, men John er ikke længere den samme mand, som Conni blev kæreste med for 46 år siden.

– Vi var ungdomskærester. Jeg var 18, John var 24, og vi mødtes hos en fælles veninde. Jeg kom tilfældigvis forbi hendes hus, og nysgerrig som jeg var, ville jeg lige se, hvem den fyr var, der var på besøg. Det var John, siger Conni.

Resten er historie, som man siger. Connie var lige blevet uddannet hundefrisør, John fik job som pedel på plejecenteret.

De blev en familie, fik tre børn, hus og have og alt det, de gerne ville have. De lagde planer for, hvad de ville, når de blev gamle, for det var altid meningen, at de skulle blive gamle sammen. Det er det stadigvæk, men ellers er resten af deres liv forandret.

Irriterende Conni

– John har altid været glemsom. Men det blev værre, syntes jeg. For lidt over ti år siden prøvede jeg mange gange at overtale ham til at gå til lægen, så han kunne få undersøgt sin hukommelse, men det ville han ikke. Han fejlede ikke noget, sagde han. Men jeg tror nu alligevel, at John vidste, der var noget galt, siger Conni og ser på ham.

– Jeg havde arbejdet som pedel i mange år på plejecenteret, og jeg vidste godt, at mange af de mennesker der boede der, var demente. Men jeg så ikke mig selv sådan. Jeg var jo rask og frisk og kunne passe mit arbejde. Derfor blev jeg også irriteret på Conni, da hun blev ved med at snakke om, at jeg burde blive undersøgt for demens. Det var da noget pjat, jeg var kun 59 år, og så er man ikke dement, tænkte jeg.

– Så begyndte jeg at glemme, hvad jeg skulle købe, når jeg ude og handle, og til sidst kunne jeg slet ikke klare mig uden en huskeseddel. Efterhånden begyndte min leder at spørge mig om ting, jeg ikke anede, vi havde aftalt. Til sidst begyndte mit værktøj også at forsvinde for mig, så jeg vidste godt, at der var noget galt med mig. Jeg ville bare ikke vide det, siger John.

Den dag, han kom hjem og fortalte en historie til Conni, som hun selv havde fortalt ham aftenen før, fik hun overtalt ham til at gå til lægen. Heldigvis sendte lægen John videre til udredning hos Demensklinikken, der desværre måtte give Conni ret: John havde Alzheimers demens.

Alt bliver anderledes

– Vi var cyklet op til Demensklinikken sammen. Da vi havde fået at vide, at John havde Alzheimers, cyklede vi hjem. Først kørte vi ved siden af hinanden uden et ord, men så begyndte jeg at græde og sakkede bagud. John spurgte forundret, hvorfor jeg græd? Fordi alt nu bliver anderledes, svarede jeg, husker Conni.

Det havde Conni ret i. John er ikke længere den mand, hun forelskede sig i for mange år siden. Han har altid sagt og troet på, at det hele nok skulle gå. Det siger han stadig. John kan ikke længere forstå Connis sorg eller håndtere svære følelser, men han gør, hvad han kan hver eneste dag for at være den mand, som Conni holder af.

– John er nok det ældste curlingbarn i Odense. Han klarer sig i hverdagen, fordi jeg ordner alt det praktiske omkring ham. Da vi havde fået Johns diagnose, valgte vi at sælge vores hus, for jeg ville ikke kunne klare at passe et stort hus og en stor have alene. Samtidig overtog jeg alt med økonomien, for det kunne John ikke længere overskue. Nu har vi et lille rækkehus og en lille have, som jeg kan klare selv, for jeg ved jo, at en dag bliver jeg helt alene, siger Conni og fortsætter:

– Jeg er taknemmelig for, at Johns demens har udviklet sig langsomt. Jeg er blevet ansat som hans hjælper i ti timer om ugen, desuden går han på dagcenter to gange om ugen og cykler byen rundt og snakker med mange forskellige mennesker. Han er udadvendt og glad hver dag, og det gør det hele så meget lettere for os begge. Jeg mister John en lille smule dag for dag, indtil han en dag er helt væk. Sådan er det. Vi havde drømt om at rejse, når vi blev gamle, men det kan vi ikke. Der er også ting, vi ikke længere kan tale sammen om, og det har gjort, at jeg er blevet bedre til at gøre ting for mig selv. Jeg går til vandgymnastik, og jeg mødes med veninderne og familien, for hvis jeg skal have kræfter til at passe John, skal jeg også gøre noget, der gør mig glad, siger Conni.

Der er meget, John har glemt, men inderst inde er han stadig en, der gerne vil hjælpe andre.

– Jeg synes, det er vigtigt, at vi med demens selv fortæller, hvordan vores liv er. Jeg vil ikke skamme mig eller gemme mig. Det er en sygdom, der kan ramme alle, men vi demente er også stadig en del af samfundet og har ret til at deltage i livet, så meget vi kan. Jeg var kun 59 år, da jeg måtte holde op med at arbejde. Om jeg var ked af det? Det har jeg nok været, men der er ikke noget at gøre ved det. Jeg vil kun tænke fremad og gøre hver dag så god som muligt. Jeg lever i nuet og tænker ikke på fremtiden, siger John.