Komikeren Geo: Jeg har lært at tøjle min galskab

Hvis en fremmed mand iklædt hættetrøje og solbriller en dag ud af ingenting satte sig overfor dig på en café og fortalte, at han havde slået din far ihjel, ville din reaktion formentlig være anderledes end den, Christian Geo Heltboe, bedre kendt som komikeren Geo, udviste.

Da den fremmede havde afsluttet sin detaljerede og morbide historie om, hvordan han kvalte Geos far den dag i 2015, hvor politiet senere konstaterede, at han var død af en lungebetændelse, rakte Geo sin hånd frem mod ham og sagde:

– Tak… Tak, fordi du gjorde det.

I dag kan han stadig huske følelsen af mandens varme, bløde hånd. Det var, mindes Geo, som at give hånd til en engel.

Siden han syv år forinden var blevet far til datteren, Effie, havde han frygtet et bestemt opkald fra hendes institution: ”Din far mødte op i dag, og vi må desværre meddele dig, at…” Nu havde den fremmede, som Geo aldrig har set, hverken før eller siden, gjort det, som Geo selv havde tænkt på i flere år og i perioder også planlagt, nemlig at slå faren ihjel.

Hele sit liv havde Geo forestillet sig den lettelse, der ville skylle ind over ham, når hans far var væk for altid. Men sådan blev det ikke.

Klar til at slås

Han husker ikke en bestemt episode fra sin barndom, som fik ham til at frygte sin far. Der findes ikke en første gang, for det har altid været sådan, fortæller han.

– Han udsatte os for både fysisk og psykisk vold, han var nedladende, og det var umuligt at have en samtale med ham, som handlede om vejret eller aftensmaden. Han kunne få flettet noget negativt eller direkte ondt ind i hver en sætning.

Geos mor arbejdede som folkeskolelærer og sørgede for Geo og hans søster. Efter forældrenes skilsmisse var barndomshjemmet i Gug i Nordjylland et åbent og hjertevarmt samlingssted. Dog kom faren hver anden weekend fra København for at have samvær med sine børn. Når han trådte ind ad døren, blev stemningen en anden, og i de dage turde hverken legekammerater eller naboer vove sig på besøg.

– Min far var det ondeste, mest manipulerende og kalkulerende menneske, man kunne opdrive. Der var ikke noget godt i ham. Og jeg har ikke et eneste godt minde om ham.

Engang sad han pludselig blandt publikum og afbrød et af Geos comedyshows. Mens resten af salen troede, at den velklædte mand, der sad og råbte op, var en del af showet, var Geo ved at besvime på scenen.

De sidste ti år af farens liv havde han et polititilhold mod at opsøge Geo, som tilmed havde hemmelig adresse og telefonnummer. Alligevel lykkes det gennem kalkuleret fusk for Geos far at tiltuske sig sønnens adresse, og så begyndte truslerne igen at dukke op, værst af alt trusler om at skade datteren.

– Jeg var nødt til at fortælle personalet i vuggestuen, at hvis der en dag kom en nydelig, ældre herre og sagde, at han var Effies farfar og ville hente hende, så måtte de ikke udlevere hende. Og jeg kunne ikke understrege det nok.

– Fra han fandt ud af, hvor vi boede, og frem til hans død fire år senere, var jeg klar til at slås hver eneste gang, jeg åbnede min hoveddør. Jeg var konstant på vagt.

I den periode havde Geo altid kabelstrips på sig, som han havde fået af den betjent, der aktiverede tilholdet. På den måde kunne han nemmere foretage en civil anholdelse, hvis faren dukkede op, fremfor at ende i fængsel for at have tæsket ham.

Pludselig en dag var faren død, og Geo kunne endelig vågne fra det mareridt, han hele sit liv havde befundet sig i. Han var død af en lungebetændelse, fortalte politiet, så det troede Geo på i mange år. Men det er ikke vigtigt, hvordan faren døde, fortæller Geo. Bare, han er væk.

– I 40 år havde jeg brugt energi på at flygte fra ham, slås for ham og med ham, fysisk som mentalt. Men da han så var væk, begyndte jeg at tænke over, hvad jeg havde taget med mig fra ham.

Tøjlet galskab

Med sit dominerende, strikkede halstørklæde i glade farver og med matchende armbånd og halskæde er 49-årige Geo en mand, man lægger mærke til. Men når øjnene først har udforsket den del, står det også i tydelig kontrast til, hvor gennemført mørkklædt han er indenunder.

Symbolikken er glasklar. Manden, der lever af med høj stemmeføring og overdrevent kropssprog at skabe grin omkring sig, bærer samtidig på et mørke.

– Hvorfor er det, jeg har valgt et job, hvor der bliver klappet ad mig, når jeg gør sindssyge ting? Hvorfor er jeg så fascineret af risici? Hvorfor har jeg svært ved at varetage det samme job i mere end to uger? Min far kunne heller ikke holde fast i noget. Jeg har så modsat ham formået at tøjle og leve af min galskab.

Selv om Geos kone, Ditte, som er læge, har sagt, at han ikke er psykopat, indså han, at han var nødt til at finde svar et andet sted.

– Jeg har hele mit liv set, hvordan en psykopat kan narre alle omkring sig. Min far efterlod sig en omgangskreds, hvor den ene troede, han var jurist, og den anden troede, han var selvstændig VVS’er. Altså manden var førtidspensionist det meste af sit liv.

I bogen har Geo allieret sig med Tine Wøbbe, som er chefpsykolog på det psykiatriske hospital, Sankt Hans, i Roskilde. I samarbejde med Geo dykker hun gennem test og samtaler ned i hans sind og ender også med at stille en diagnose.

– Jeg har altid vidst, at jeg ikke var lige så sindssyg som min far, men der er jo grader af psykopati, så jeg frygtede resultatet.

Faren, jeg aldrig fik

Geo elsker sine børn, det er han heldigvis ikke i tvivl om. Han vil tilsidesætte alt for dem og aldrig true med at slå dem ihjel. På den måde er han ret anderledes end sin far, pointerer han.

– Da jeg blev far, opdagede jeg, at her var et menneske, som jeg ville beskytte mod alverdens farer og ulykker. Så stod det pludselig meget klart for mig, hvor anderledes min far må have følt overfor mig.

Gennem livet har hans søster og mor betydet alting for ham, og Geo fortæller, at moren har æren for, at han i dag er ”bare nogenlunde normal.” Men for fire år siden besluttede begge kvinder, at de ikke længere ville se hverken Geo eller hans, dengang tre, nu fire, børn.

– Jeg trak lidt på smilebåndet, da jeg en dag læste, at Anders Breivik stadig får besøg af sin mor i fængslet, men min familie vil ikke se mig.

Han håber dog, at de vil læse hvert et ord i hans bog og måske dermed opnå en større forståelse af ham. I bogen deler Geo også sin oplevelse af deres pludselig brud, som blev forårsaget af, at Geo udtalte sig offentligt om faren.

– At min mor og søster forlod mig på den måde har været værre for mig end alle mine kræftsygdomme og min fars adfærd til sammen. Det er den største sorg i mit liv, og jeg kommer nok aldrig til at forstå, hvorfor de valgte det greb.

I dag forsøger Geo at samle sig om den familie, han selv har skabt. Gennem årene har svigerfaren, Frank, blandt andet lært ham, hvordan man bedst pakker en bil eller hænger en lampe op, men også andet og mere end det.

– Frank er den far, jeg aldrig fik. Vi snakker om, hvor mange bilmærker Fiat ejer, vi sender hinanden billeder af vores nye motorsave, den slags. Alt det, far og søn deler med hinanden. Det sætter jeg stor pris på.

Geo er i dag far til tre døtre og sønnen, Mattis, på fem år. For nylig spurgte lille Mattis, om han ikke nok måtte hjælpe sin far med at arbejde på huset en dag.

– Det ramte mig virkelig. Jeg har jo aldrig lavet noget far/søn-agtigt med min far. Men det har min søn altså lyst til sammen med mig.