Kræften medførte noget godt: Mia fandt drømmemanden - og jobbet

Hun gjorde alt for at komme af med ham igen, ham Jesper. Mia var godt nok stormende forelsket i ham, men de havde kun været kærester i tre uger, da hun fik at vide, at hun var alvorligt syg af kræft. Derfor ønskede hun, at han ikke skulle være bundet til hende og sagde mere end én gang til ham, at han var en fri mand.

Hver gang takkede han høfligt nej og blev, og nu, to år senere, er han stadig hos Mia Møller Fielsø. I dag er de mand og kone og bor i Kolding. Både Mia og Jespers liv blev forandret, da Mia blev syg – og faktisk blev det så meget bedre.

For Mia blev diagnosen en øjenåbner for, hvad hun ville med sit liv, og i dag er Mia foruden at være nærmest nygift og mor til tre store piger også ejer af et lille enmandsfirma, Mias Kagetapas. Her sælger hun små, fantastiske kager, og hun håber, det kan blive hendes levevej en dag.

Læs også: Storebrors død gjorde Karin angst: Jeg har sluttet fred med døden

Har altid frygtet kræft

– Det lyder forfærdeligt, når jeg siger, at det måske ikke var det værste, der kunne ske for mig, at jeg fik kræft, men det fik mig til at sætte pris på de væsentlige ting i mit liv, og det fik mig til at forfølge de ting, jeg gerne vil, og ikke lade mig nøje. For bare to år siden så mit liv jo helt anderledes ud, siger Mia.

Det var dengang, hun arbejdede som underviser på social- og sundhedsskolen i Esbjerg. Oprindelig er hun uddannet pædagog, hun har arbejdet som fængselsbetjent, og jobbet som underviser var hendes ønskejob. Hun var netop blevet skilt i al venskabelighed efter 17 års ægteskab og var alene med sine tre døtre, der dengang var 22, 17 og 15 år. Livet var fint nok, syntes hun, selv om hun også levede med en stor angst for at få kræft.

– Min mor, mormor og andre kvinder på min mors side af familien har været ramt af kræft, og jeg har altid været bange for, at det også skulle ramme mig. Derfor har jeg også altid passet de regelmæssige undersøgelser, jeg fik tilbudt, siger Mia.

Læs også: Kirsten og Herbert faldt for hinanden i en sorggruppe: Kærligheden var ikke forbi

Forelsket og dødssyg

2017 begyndte ellers så godt for Mia, for det var nemlig der, Jesper dukkede op i hendes liv – igen.

– Jeg var lige blevet skilt og havde ingen forventninger om at skulle have en ny mand igen, men så stod Jesper der. Midt i Netto en dag, hvor jeg bare lige skulle hente en bakke æg. Vi havde været studiekammerater på pædagoguddannelsen, og nu stod vi så bare midt i Netto og faldt for hinanden, siger Mia og fortsætter:

- Det var mærkeligt og helt fantastisk. Vi havde været sammen i tre uger, da jeg fik at vide, at jeg havde kræft i underlivet med spredning til lymfesystemet. Jeg skulle i behandling omgående, fortæller Mia.

– Jeg følte ikke, at jeg kunne byde Jesper at være bundet til mig. Vi var stormende forelskede, og nu var jeg pludselig dødssyg og skulle både i kemo- og strålebehandling. Jeg vidste, at jeg ville være syg i månedsvis, og når det handler om kræft, er der ingen garanti for, at det vil ende lykkeligt. Det vidste jeg, og det ønskede jeg, at han også skulle vide.

Læs også: Mor, vil du gifte dig med papfar?

Sygdom og bryllup

Men Jesper skulle som sagt ingen steder, og så begyndte de næste knap fire måneder i et kræfthelvede, som Mia kalder det i dag.

– Fra januar til maj 2017 fik jeg kemobehandling hver uge og strålebehandlinger hver dag.

I lange perioder havde jeg så stærk kvalme, at jeg ikke kunne spise, men vi var enige om at se det positive i det. Strålebehandlingerne kaldte vi for solstråler og kemoen for guldklumper, men der var dage, hvor jeg var ved at opgive, for det var hårdere, end man kan forestille sig.

Pigerne og Jesper var der altid og mistede aldrig troen på, at Mia ville klare den. Det var ikke en mulighed, simpelthen, og derfor spurgte Jesper også Mias døtre, om de ville have noget imod, at han friede til deres mor, når hendes behandling var slut. Det havde de heldigvis ikke, og den dag, Mias behandling var slut, friede han. Og i november 2017 blev de gift.

– Når man har overstået selve behandlingen, er der en ventetid på 12 uger, før man får at vide, om behandlingen er lykkedes. Det var en tid, hvor jeg blev tvunget til at gennemtænke mit liv og se på, hvad jeg følte, var vigtigt. Mine børn og min mand betød alt, alle de andre ting, der kunne irritere i dagligdagen, betød jo intet, når alt kom til alt. Efter de 12 uger fik jeg at vide, at jeg var kræftfri, og det var så fantastisk, siger Mia.

Men i september sidste år fik hun pludselig ondt i ryggen og gik til kiropraktor.

– Da kiropraktoren hørte, jeg havde haft kræft, ville han sende mig videre til hospitalet, så de kunne undersøge, om kræften var vendt tilbage. Jeg gik fuldstændig i sort og frygtede, at det var kræft, der nu måske havde spredt sig til knoglerne.

Jeg blev sendt videre til Odense Universitetshospital, og undervejs så jeg døden i øjnene én gang til og begyndte at tænke på, hvordan mine piger skulle klare sig uden mig. På hospitalet blev jeg grundigt undersøgt, alle indre organer blev scannet på kryds og tværs, og så kunne jeg tage hjem til Kolding igen.

Læs også: Peters lungesygdom er uhelbredelig: Jeg vil se mine børn vokse op

Bagte sig glad

Derefter kunne Mia kun vente på svarene, og som så mange gange før gik hun i køkkenet og begyndte at bage kager. Hun eksperimenterede med cremer, marcipan og chokolade. Lidt efter lidt måtte de dystre tanker vige for idéer til kager og pynt. Og da svaret på undersøgelserne kom, blev det en øjenåbner på flere måder.

– Det var ikke kræft. Faktisk var der ikke det mindste spor af kræft i min krop. Men jeg havde to diskusprolapser i ryggen. Om jeg var lettet? Jeg følte det, som om jeg havde fået livet på ny. Diskusprolapserne måtte jeg jo bare gøre noget ved, træning og motion eller sådan noget. Det var småting i forhold til at have kræft, følte jeg.

Læs og se videoen: Traudel har uhelbredelig kræft: Jeg kan selv gøre en forskel

Vil grine hver dag

- Men forløbet og svaret gjorde også, at jeg forstod, at det var nu, jeg måtte finde ud af, hvad jeg ville med mit liv. Først og fremmest ville jeg være sammen med min familie og lave noget sjovt. Og det allersjoveste for mig var faktisk at bage.

- Jeg sagde mit job op, for det betyder alt i verden for mig, at jeg har min frihed til at gøre det, jeg gerne vil, og det gør jeg nu. Jeg er 45 år, og jeg har besluttet mig for, at jeg vil grine hver dag Og kagerne blev det, der gav mig skubbet, sige Mia.

Derfor er Mia i dag selvstændig med sit firma Mias Kagetapas. Hun laver de fineste små kager på bestilling, og der er godt gang i forretningen, for kagetapas er åbenbart et hit blandt de kageglade i Kolding. Foreløbig danner Mias køkken rammen om forretningen, men drømmen er, at hun en dag kan åbne en lille forretning på gågaden i Kolding.

Hendes døtre har lavet en hjemmeside for hende, og Jesper har – siger han selv – en meget vigtig rolle: Han er prøvesmager. Så det er på mange måder heldigt, at han ikke sådan var til at slippe af med, synes Mia.