Livet skal leves til det sidste: Vi har nået det hele

Sommeren er slut. Bladene falder, gule og røde, og lægger sig på græsplænen i Måløv på Sjælland. Fiskehejren står stiv som en støtte på kanten af søen og stirrer på den intetanende fisk, der lige om lidt ender som frokost for den sultne fiskehejre.

Indenfor sidder Ole Bjørn Hansen og hans kone, Jette, og kigger ud. Ole bor på Hospice Søndergård. Han er lige flyttet ind, og det her hjem bliver hans sidste, for man flytter kun ind på et hospice, når man er livstruende syg.

Men Ole er ikke død, så han fortsætter sit liv sammen med Jette, som han har elsket i snart 58 år.

Det er meningen, at man skal leve så godt et liv som overhovedet muligt, når man bor på et hospice, for man dør kun en gang – og indtil da skal man leve.

Lise-Lotte Andersen er hospicechef, og hun har sat alt ind for at gøre den sidste tid så god som muligt for de beboere, der er på Hospice Søndergård.

Det samme gør de 40 ansatte og de omtrent 40 frivillige, der hver dag går på arbejde her i huset. For dem er arbejdet på et hospice fyldt med en stor glæde og omsorg og følelsen af at være til nytte.

Læs også Puks svar på hvordan man taler med sine børn om døden.

– Vores hospice ligger i et boligkvarter, som vi er en del af. Børnehavebørnene kommer på besøg. 3. klasserne kommer også, når de skal lære om døden, og vi er åbne, for døden er en del af livet. En dreng spurgte engang, hvorfor vi havde så mange kasser, vi altid flyttede rundt med? Vi fortalte ham, at de kasser var kister, og at når et menneske døde, blev det lagt i en kiste og kørt væk herfra. Børn får aldrig ondt i maven af det, de ser, kun af det, de ikke ser, siger Lise-Lotte.

– Vi lindrer plagsomme symptomer her. Vi skal ikke helbrede nogen, og det gælder heller ikke om, hvem der kommer først med vaskekluden. I stedet gælder det om at give beboeren det, han eller hun har brug for. Tid, nærvær, omsorg. Vi mennesker lever, som om vi skal leve evigt, men når vi først flytter ind her, så er det på tide at sætte ord på, hvad der er, og hvad der var vigtigt i vores liv. Vi taler om døden, og vi taler om, hvad den enkelte beboer gerne vil have, men vi taler i høj grad også om livet. Det er ikke sjovt at blive skrevet ud af historien, men vi må gerne leve livet, mens vi er her – og det gør vi også, siger Lise-Lotte.

– Ingen beboere står op, før de selv har lyst. Der står en velassorteret drinksvogn i stuen, du kan få den smertestillende medicin, du har brug for, og du kan deltage i det, du har lyst til. Her i huset har vi haft vinsmagninger, koncerter, ølsmagning, fødselsdags-fester og meget andet, og hver uge kommer en frivillig harpespiller og spiller den skønneste musik, fortæller Lise-Lotte.

Ventesorg

Ole skal også holde sin fødselsdag her, selv om han egentlig ikke havde tænkt sig det.

– Jeg blev lidt overrasket, da Lise-Lotte foreslog at holde en fest. Jeg bliver 77, og jeg ved, det er min absolut sidste fest. Er der noget at fejre, tænkte jeg, men det er der jo så nok alligevel, siger Ole.

Der er meget, han har måttet vænne sig til i sit nye hjem:

– Der er ikke en eneste, der har spurgt mig om, hvad jeg fejler. De spørger, om jeg har ondt, og hvis jeg siger ja, så gør de noget ved det. Der er ingen, der vækker mig for at tage temperatur eller give mig medicin. Når jeg beder om hjælp, kommer der en medarbejder med det samme. Det er tryghed og omsorg, siger Ole, og Jette er enig med sin mand.

Da Ole var 19, mødte han Jette på skøjtebanen, og siden har de været sammen. De fik aldrig børn, men de fik et liv, som de ikke kunne have ønsket sig bedre.

Ole, som Jette kærligt kalder ”ingeniøren”, er elektroingeniør helt ind sin sjæl. Han har været med til at udvikle vores alle sammens rødbedefarvede pas, lavet parkeringsløsninger overalt, rejst verden rundt, været selvstændig og haft spændende opgaver.

Jette var hende, der kunne alt med tal. De passer sammen som to tandhjul, der går i hak, som Ole så romantisk siger det. Derfor har de fulgtes ad hele livet.

De klarede det, da Ole fik Parkinsons sygdom i 2016. De klarede det også, da Ole fik kræft.

Det, der var svært, var ventesorgen, som Jette siger. Ventesorg er den sorg, man oplever, mens man venter på, at man mister sin elskede for altid. Og Jette har levet med ventesorgen i fem år.

Nu er der kun os to

Det begyndte med Parkinsons. Så kom den første kræftknude, som de kunne fjerne. Så kom spredningerne. Metastaserne.

Ole er ikke elektroingeniør med speciale i data for ingenting. Han ved alt om sin sygdom, om blodprøver, tal for kræftceller, tal for raske celler, kemoterapi og piller. Han ved det hele, og Jette ved næsten lige så meget. De er to rationelle mennesker, og de ved alting, men heldigvis blev der også plads til lidt håb og en god sommer i år.

Ole fik sin sidste kemobehandling i januar. Derefter kunne man ikke gøre mere for ham

– Jeg havde det så fint bagefter. Det var en dejlig lang sommer, vi deltog i livet i vores lille morgensvømmeklub med gode venner. Vi nød livet, og indimellem kom den der lille tanke om, at det jo kunne være, at jeg alligevel kunne få et par år mere med min kone, men jeg vidste det jo godt inderst inde: Jeg dør af det her, siger Ole.

Derfor er Ole nu flyttet hjemmefra, for også det har de to talt om: Når den sidste tid nærmede sig, skulle Ole være på et hospice, så Jette kunne bruge sin tid på kun at være sammen med sin mand, ikke på at pleje ham.

Det er det, de kan på Hospice Søndergård. De giver tid og omsorg.

Omsorg er også et fantastisk køkken, der laver mad, som en husmor ville ønske, hun kunne: For eksempel oksesteg og citronfromage en almindelig onsdag. Her er der ingen, der sparer på hverken smør eller fløde, god rødvin eller kager.

Læs også om Kirsten der mistede sin mand

Det er også omsorg, når 40 frivillige møder ind for at hjælpe, hvor de kan. Irene, der helst passer telefonen, fordi hun er lidt genert, Hanne, der er med i sangkoret og hele livet har arbejdet med små børn. Nu arbejder hun med mennesker i den anden ende af livet, som hun siger. De siger også, at de går glade hjem hver dag. Ikke fordi nogen skal dø, for det er svært, når et menneske dør, som man har lært at kende. De er glade, fordi de føler, at de er med til at gøre livet til et lettere og lysere sted for dem, der har brug for det.

– Jeg synes, jeg har gjort og prøvet alt det, jeg havde lyst til i mit liv. Jeg har fået lov til at udfolde mig i min karriere, og i vores fritid har vi brugt en måned om året de seneste mange år på at arbejde på en vingård i Frankrig, fordi vindyrkning netop er vores store interesse. Det bedste er, at jeg har gjort det hele sammen med Jette. Vi har altid været sammen.

– Vi har talt alt igennem. Vi har bestilt gravstedet, og hus, papirer, pengesager, alt er ordnet. Nu er der kun os to tilbage. Ligesom da vi mødte hinanden.

Inde i dagligstuen synger de, der har lyst til det, morgensang. Præsten Michael læser en tekst og slutter med ordene: ”Solen skinner, og du har set det. Det er endnu en ny dag i resten af vores liv.”

Også for Jette og Ole.

Ole Bjørn Hansen døde mandag den 8. november 2021. Det er parrets ønske, at artiklen fortsat skal kunne læses her på Familie Journals hjemmeside.