Liz og mandfolket mødes og snakker: Her styrker vi fællesskabet

På bordet står en masse forskellige øl, som sælgeren Jørgen står og fortæller om, indtil Liz afbryder og siger, at nu er de fire andre herrer begyndt at blive tørstige.

Alt kan jo virke, som om det blot er hygge og ren idyl, men der er en helt bestemt grund til, at det lige præcis er skolelæreren, ingeniøren, sælgeren, tømreren fra Grønland og snedkeren, der sidder sammen.

De har nemlig alle haft deres at bakse med, men nu har Liz, der er aktivitetsmedarbejder på det lokale plejecenter i Horsens, samlet dem. For hun vidste, de ville have gavn af hinanden.

– Mænd taler jo ellers helst ikke om deres følelser. Men jeg ved, at mange går og kan føle sig lidt ensomme, når de bliver ældre. Men de bliver siddende i deres sofaer, så jeg er simpelt hen begyndt at hive dem op. Og jeg kan se, hvor meget det hjælper, siger Liz.

Se også: Strikkeopskrift: Regnbuesweater til pigen

Hjemme i sofaen

Men det har ikke været nemt for Liz at støve de her mænd op. For hvem ved, hvem der har det skidt, hvis ingen vil sige det højt?

Hun ville gerne arrangere noget for nogle af de ældre, som ikke nødvendigvis boede på plejecenteret.

– Jeg begyndte at stille mig op foran brugsen og spørge, om nogen kendte nogen. Simpelt hen fordi jeg ikke vidste, hvor jeg ellers skulle få fat i de mænd. Jeg sagde til alle, jeg kendte, at de skulle holde øje med, om bekendte, naboer eller andre i deres omgangskreds virkede deprimerede og ensomme, og jeg lagde flyers ud. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne.

Og det virkede. For nu er der fem mænd samlet, og det har været en succes indtil videre.

Kæmper med hver sit

Mændene bakser med hver deres ting. For Erik, der er skolelæreren, har haft det svært og kæmpet med en depression i mange år.

– Det har været svært, og jeg kan godt komme til at gå lidt ind i mig selv, og så har jeg ikke lyst til at komme ud. Men når jeg ringer til Liz og siger, jeg ikke lige har lyst til at komme den torsdag, får hun mig for det meste overtalt... heldigvis. For det er jo dejligt at være her,fortæller Erik.

– Liz er den bedste. Hun burde få den højeste løn i hele byen. Hun gør så meget for os, siger Ove, mens han hæver sit ølglas for at skåle.

Læs også: Brev til Puk Elgård: Er så ked af, jeg venter en pige

Hustru på plejehjem

Og 92-årige Ove er nok en af dem, der holder allermest af Liz, og som har nydt godt af hendes initiativ. Ove er gammel snedker, og han er ensom. Det tager ham lidt tid at forklare, hvorfor han er ensom, for det er stadig svært at tale om. Hans kone igennem 70 år er blevet syg, og for at hun kunne få den bedste hjælp måtte hun flytte på plejehjem.

– Det er altså hårdt, når man har været sammen i så mange år. Jeg savner hende så meget, fortæller Ove, mens et par tårer triller ned ad kinderne.

– Det er bare dejligt, man så kan komme her og snakke med jer om det. Der findes intet sted i verden, der er bedre end her, siger Ove ud i lokalet.

Opskrift: Farseret kalkunbryst

Dejligt at komme

Jørgen begynder at snakke om alle de ting, de har lavet, siden de blev sat sammen.

Frode, ingeniøren, der ellers mere har lyttet, end han har talt i dag, bryder ind:

– Man kan jo aldrig vide, hvordan det vil være, når man sætter fem så forskellige mænd sammen. Vi kan jo ikke være sikre på, at det går godt. Men jeg må sige, at jeg synes, Liz har gjort et godt stykke arbejde.

– Ja, det var jo egentlig bare et eksperiment, og vi ved stadig ikke helt, hvor vi kører henad, men jeg kan bare se, at alle udvikler sig. Så i det mindste kører vi i en rigtig retning, siger Liz med et smil på læben.

– Det er så dejligt, jeg kan komme her, ryge en cigaret og grine lidt, fortæller Jørgen.

– Det er jeg virkelig glad for. Det betyder meget for mig.