Mandeklub for demente: Rigtige mænd giver aldrig op

De elsker deres koner, kærester og døtre. Ingen tvivl om det, men hvor findes den mand, som ikke af og til er godt og grundigt træt af, at vi kvinder altid vil rette lidt på de kære mænd, hjælpe dem eller bare nusse dem lidt i nakken?

Rigtige mænd kan godt lide at være alene en gang imellem. Det siger Frank Møller, og derfor var det hans store ønske, at man skulle lave en klub for herrer i Fredericia.

Det hørte demenskonsulent Pia Heesch om, og hun gik videre med idéen, der endte med at blive til en klub for demente mænd. Klubben har ikke noget smart navn, men det kan også være lige meget, for det navn ville herrerne måske hurtigt have glemt.

De her 14 mænd har alle en diagnose. De har demens. Resultatet er, at de alle er syge, og at deres liv er voldsomt forandret i forhold til det, det engang var.

Det er dog ikke det, de taler om. Sygdom og den slags elendighed bliver der kun talt om, når det ikke kan undgås. I stedet synger de sammen, quizzer, hygger og tager på udflugter.

Meget til Franks ærgrelse har der også sneget sig en kvinde ind i gruppen: Pia, som er demenskonsulent, er også leder af klubben. Hun er tidligere telegrafist og derfor ”ikke så meget kvinde, at det gør noget.”

Læs også: Rikke skiftede branche: De ældre gør mig glad

En gang om ugen

Kvinde eller ej, det er jo hende, der har fået stablet mandeklubben op. Det er en klub, hvor mænd med demens kan være sammen og tale om alt og intet, og det er en stor succes.

Hver anden tirsdag eftermiddag mødes de i Sundhedshuset, der før hed Fredericia Sygehus. Her går snakken lystigt, hjulpet på vej af kaffe og en del småkager. De sunde jordbær står lidt for sig selv i et hjørne.

D’herrer er tidligere revisor, gymnasielærer, sportsmænd, landmænd, selvstændige, skipper osv. Nu er de alle pensionister og i gang med at lære at leve med en ubarmhjertig diagnose, der kan ødelægge livet for de fleste.

Mændene er enige om, at de er blevet parkeret på et sidespor, så nu er det op til dem selv at komme videre. De her mænd er ikke nogen, der bare finder sig i at blive parkeret. De vil nyde livet. Hver dag. Og nogle gange uden kvinder.

Læs også om demensvenner

Tilbage på sporet

– Jeg har været på sådan et alzheimerskursus for demente og deres pårørende. Så sidder alle vores koner og hælder kaffe op til os og nusser om os, som om vi var børn. Det er vi ikke, sprutter Frank.

Og nej, det er de ikke. De er mennesker, som har fået en svær diagnose, og som prøver at finde ud af, hvem de så er nu. Engang var Frank revisor ved skattevæsenet og før det lokomotivfører. Det var ham, der styrede toget, også bogstavelig talt.

– Da jeg fik diagnosen, følte jeg mig virkelig sat ud på et sidespor. Jeg tænkte også på at gøre en ende på det, men mit liv skal sgu ikke ende sådan. Vi må tilbage på sporet, siger han, og de andre kunne ikke være mere enige.

Når de mødes, planlægger de udflugter og oplevelser. De har lige været i Horsens Statsfængsel, og de har kørt PMV på Ryes Kaserne. Nu planlægger de en tur til en brandstation og andre steder, som det aldrig er lykkedes dem at tage deres koner med hen til.

Men nu er de på egen hånd… Det er kun Pia og den frivillige medhjælper, Hans Jørgen, som kan holde dem lidt i snor, og det er de så ikke gode til, for ellers finder mændene jo ikke ud af, hvor meget de faktisk kan endnu.

Bageren var væk

De otte mænd, som er her i dag, er på forskellige stadier af demensen, og det er ikke sikkert, de kan huske, hvad de har lavet i går, men de lever for at finde glæden i livet igen og dele den med deres koner og kærester, som de fleste stadig har. Men det er svært, og det er klart, at man bliver bange, når hverdagen pludselig ikke er, som den var for lidt siden.

Erik husker præcis, hvornår han erkendte, at han var blevet dement:

– Jeg var stået tidligt op en søndag morgen for at hente rundstykker til min kone og mig. Jeg skulle bare hen til bageren på hjørnet, hvor vi altid har handlet, men den dag var bageren der ikke. Jeg gik lidt længere, men forretningen dukkede stadig ikke op. Så hed gaderne pludselig noget andet, jeg slet ikke kendte.

- Jeg spurgte nogle forbipasserende, om de vidste, hvor bageren lå, og de viste mig vej, men det var en helt anden bager et helt andet sted end der, hvor jeg plejede at handle. Da blev jeg lidt bange, og jeg forstod, at det var rigtigt, det der med, at jeg altså var blevet dement.

Læs også om hunden Snyd

Damer på tapetet

– Du skal altid have en seddel med, siger den anden Erik hjælpsomt. Når man glemmer, hvor man skal hen i livet, eller glemmer, hvad man overhovedet skal, så er det godt med en seddel, hvor det hele står sort på hvidt.

Mændene giver hinanden gode råd til at få hverdagene til at gå nemmere. De taler om det meste, men der er også noget, man ikke påtaler. Det er jo ikke let at sige til en kammerat, at nu har han altså glemt det, han kunne i sidste uge. Det kaldes omsorg.

Pia og Hans Jørgen er med på de faste møder for at sætte nogle aktiviteter i gang, men hun skal nu ikke tro, at hun kan få lov til at bestemme noget.

– I sidste uge foreslog jeg, at vi talte om biler. Det troede jeg, alle mænd gerne ville tale om. Men det ville de i hvert fald ikke. Næh, de ville hellere tale om kvinder. Så talte vi om kendte kvinder og lavede en quiz om forskellige kvindelige politikere og skuespillerinder. Herrerne blev delt i to hold, og jeg skal love for, at vores mænd ved fantastisk meget om damer, fortæller Pia.

Visse emner er åbenbart altid interessante...

Læs også: Hjertet har jo ikke demens

”Demenskanutterne”

Jørgens datter Camilla er den eneste anden kvinde, som bliver tålt i klubben. Hun kører sin far til møderne, og meget tit medbringer hun småkager, så det er måske en del af forklaringen. Hele sit liv har Jørgen haft en ansvarsfuld stilling i en bank. For ham var det et chok at miste kontrollen i sit liv, men fordi han er et rationelt menneske, er han også meget bevidst om, hvad han vil.

– Jeg siger det gerne åbent, at jeg altså har fået alzheimers. Det forsvinder jo ikke, fordi vi ikke taler om det, siger han, og hans datter giver sin far et knus.

Faktisk mener Erik, at der måske kan være fordele ved at være dement. Man kan for eksempel gå ind hos bageren og tage et par kager med hjem uden at betale ved kassen. Hvis det går galt, kan man jo bare sige, at man er dement, mener han. Men det er nok alligevel ikke en god idé, fraråder Pia.

De mænd her har alle haft et aktivt liv, og endnu er de 
ikke til at stoppe. Ernst har en fast tjans ved Fredericia Kanonlaug. 22 gange om året skyder han kanonerne af, når et krydstogtskib lægger til i havnen, og det er et ansvarsfuldt job, han nok skal passe.

”Demenskanutterne”, som de omtaler sig selv, er ikke færdige med at leve livet. Tirsdag eftermiddag er slut, de synger en sang sammen og vandrer ud ad døren til konerne, som venter udenfor, for det er godt at være to, når man skal finde hjem igen.